Cykelferie i H. C. Andersens fodspor

Rejsebrev: En cykeltur på Sjælland i eventyrdigterens fodspor kan på det varmeste anbefales

I juni 1999 var min veninde Grethe og jeg på en uges cykelferie på Sjælland for at køre i eventyrdigteren H.C. Andersens fodspor.

Vi tog toget fra Aalborg om mandagen med cykler og oppakning til Korsør. Overnatningerne foregik på komfortable vandrerhjem. Forberedelserne både her og i udlandet til i 2005 at fejre 200-året for digterens fødsel har fået mig til at tænke på denne eventyrlige ferie.

Fra Korsør gik det hurtigt mod Skælskør.

Her besøgte H.C. Andersen ofte distriktslæge Krebs, især når han var plaget af en af sine evindelige tandpiner.

Tre kilometer syd for Skælskør ligger renæssanceborgen Borreby fra 1556. Stedet inspirerede Andersen til en af de smukkeste fortællinger i dansk litteratur: »Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre.«

Næste dag gjaldt det et andet af digterens talrige hjem, godset Basnæs. Den 5. maj 1856 skriver Andersen i dagbogen: »Øiet daarligt. Jeg drømmer hver Nat meget her paa Basnæs og saa fuldstændigt og ganske behageligt...«

Vi nåede en afstikker til det Morten Korchske Glænø, ihukommende eventyret »Vænø og Glænø«, inden vi rullede ind foran godset Holsteinborg. Dette smukke gods ligger for enden af Danmarks længste kastanjeallé. Her kan Andersens to stuer og kirken beses efter aftale.

Holmegårds Glasværk

De tre godser ligger som perler på en snor ud til vandet. Næste dag cyklede vi til Fensmark for at se Holmegårds Glasværk.

Andersen skriver herom i dagbogen den 13. juli 1842: »Kjørt med Prindserne og de andre Herrer til Glasværket, hvor der blæstes den ene Flaske efter den anden! Bønderdrengene løb med de gloende Flasker paa Jerngafler, som var det med glødende Champagne!«

Niels Larsen Stevns-samlingen i Store Heddinge blev en uforglemmelig oplevelse. Det er som bekendt Niels Larsen Stevns, der har udsmykket Mindehallen i H.C. Andersens Hus i Odense med fresker fra »Mit Livs Eventyr«.

Larsen Stevns er kendt for udsmykninger af flere kirker, men måske mest for sine malerier i Viborg Domkirke.

Nu gik turen mod Ringsted over Haslev til godset Bregentved og Gisselfeld Kloster. Eventyrdigteren skrev i 1842 bl.a.: »Sommerliv i Sjælland er det smukkeste, jeg har kendt. De skulle ret se den natur ved Gisselfeld og Bregentved. Blev den klippet ud af landet og i sin bedste belysning sendt rundt i verden ville den nævnes som en skønhed.« Vi kunne kun give H.C. Andersen inderligt ret i denne betragtning. Under et af sine ophold på Gisselfeld fik Andersen ideen til det verdensberømte eventyr »Den grimme Ælling«.

Ingemanns hus

Fra Ringsted cyklede vi mod Sorø. Vi ville se digteren Ingemanns hus, der ligger ved Sorø Akademi lige ned til søen. H.C. Andersen skriver i »Mit Livs Eventyr«: »Lykkeligst var jeg, naar jeg en enkelt Søndag i Sommertiden kunne gjøre en Vandring til Sorø, og her besøge Digteren Ingemann, der var Lector ved Academiet og nylig gift med Frøken Mandix.«

Om lørdagen kunne vi notere, at vi havde haft en uforglemmelig discountferie, som på det varmeste kan anbefales. Man behøver ikke at rejse langt bort for at få del i store oplevelser. Vi nåede også at se Herlufsholm, Vemmetofte og Gavnø Kloster og Højerup Kirke på Stevns, der hver julenat rykker et hanefjed ind i landet for ikke at styrte i havet.

Anna Marie Færch er underviser og skribent.Hun bor i Aalborg.

Tema

Fakta

Rejsebrev

I Rejsebrevet kan læserne fortælle om en særlig oplevelse, et sted eller et ferieminde, der er værd at dele med andre.

Ofentliggjorte indlæg præmieres med en bogpakke fra forlaget Rhodos. Bogpakken har en værdi af 1000 kr.

Rejsebrevet må fylde ca. 2900 tegn. Vedlæg gerne et foto fra rejsen og et pasfoto af Dem selv. Rejsebrevet kan sendes med post eller på e-mail til rejser@kristeligt-dagblad.dk.