"Drenge, I drenge, som døde,
I tændte for Danmark
i dybeste mulm
en lysende morgenrøde"
Kaj Munk, der selv blev skudt af nazisterne, skrev ordene til de døde. De er nedfældet i stenpladen i græsset foran bronceafstøbningerne af de tre pæle, hvortil danske modstandsfolk blev bundet, når de skulle henrettes.
Besøgende i Mindelunden ved den gamle Svanemøllens Kaserne i Hellerup nord for København kan ikke gå upåvirket derfra. Det var her under træernes netop udsprungne løv, at tyskerne begravede ligene af danske frihedskæmpere, nødtørftigt med en sodavandsflaske ved deres side, hvori den omhyggelige besættelsesmagt havde lagt en afskrift af krigsrettens dødsdom. 112 modstandsfolk blev henrettet her. De fleste i krigens sidste måneder. Alle var mænd, mange blot drenge. Nogle nåede ikke at fylde 20 år. De var gået ind i modstandskampen med ungdommens dødsforagt.
Få måneder efter besættelsens afslutning i 1945 blev Mindelunden indviet som gravplads for de mange døde. Nogle ligger her, andre blev ført til deres hjemegns kirkegård. Navnene er skrevet på den store sten, der ligger foran mindemonumentet. En mor holder om sin faldne søn.
I de få timer fra den endelige dom til henrettelsen fik de fleste dødsdømte lov til at skrive et brev. Kort efter krigen blev brevene udgivet i bogform med titlen "De sidste timer". Mange af brevene havde været offentliggjort i modstandsbevægelsens blade til opmuntring for den videre kamp.
Selv om brevene ikke er stor litteratur, trænger der en bevægende, dyb intensitet igennem dem, som rækker de mere end 60 år frem til i dag. I løbet af minutter eller højst få timer har de dømte skullet samle sig om deres sidste ord. En enkelt skrev på bagsiden af en pose i bilen på vej til henrettelsespladsen. Nogle må i det sidste brev sige farvel til både hustru og små børn. Andre er endnu ikke blevet gift og skriver til deres forældrene. En enkelt skriver til sin bedste ven, en anden til sin spejdertrop.
Det er i disse minutter, deres livs mest dyrebare, at de siger tak og prøver at indkredse essensen af det, der betød noget for dem. Flere fortæller deres forældre, at det først er nu i dødens stund, at de forstår omfanget af den kærlighed, de har fået. En citerer Martin Luther for sætningen: "Det er hverken klogt eller raadeligt at handle imod sin Samvittighed." Mange citerer sidste vers af Christian Ricards lille salme "Altid frejdig, når du går", hvor der står "kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder...".
Ingen angrer, at de gik ind i modstandskampen. Deres ro kalder på stor respekt. Konfronteret med døden vender de fleste sig mod Gud. I kun et enkelt af de knap 100 breve skriver den dødsdømte, at han ikke tror på et liv efter døden. Brevene blev selvsagt ikke skrevet med henblik på offentliggørelse. Hengivenheden, kærligheden og nærværet ligger gemt i hver eneste fortættede sætning. De unge mænd ville alle gerne have hængt længere ved livet, men her i øjeblikkene før deres død er der livsfylde i deres ord. De levede ved at engagere sig. De tog stilling. De forblev ikke neutrale. De holdt sig ikke udenfor.
I vores velstående og begivenhedsløse tid, hvor vi sjældent stilles over for afgørende livsvalg, bærer de dødsdømte frihedskæmperes sidste breve vidnesbyrd om hvor betydningsfuldt det er at tage livet på alvor. Det gav dem tyngde at sætte alt på spil i overbevisning om, at de kæmpede en retfærdig kamp. Deres liv og død er en påmindelse til alle om, at der er livsvalg, der er afgørende, at det ikke går an at forholde sig afventende og kompromissøgende.
Mere end 60 år efter deres henrettelse, giver det god mening at sige tak. Deres navne findes på gravene og mindestenene i Mindelunden.
Læs også et udvalg af breve fra de dødsdømte under Historie