Da Buddha kom til Tilst

RELIKVIER: Buddhistiske relikvier er på verdensturné. I den forgangne weekend lagde de vejen forbi Århus, hvor 1200 mennesker så hengivent til. I dag slår turnéen dørene op i København

BORUP HAR SENDT FIRE BilleDER - og foreslået en af disse fire billedtekster: Fototekster 1: Hellige buddhistiske relikvier i oplyste montrer 2: Nonne tilbeder relikvier  3: Munkene betragter relikvier 4: Velsignet Buddhavand skal med hjem
BORUP HAR SENDT FIRE BilleDER - og foreslået en af disse fire billedtekster: Fototekster 1: Hellige buddhistiske relikvier i oplyste montrer 2: Nonne tilbeder relikvier 3: Munkene betragter relikvier 4: Velsignet Buddhavand skal med hjem.

Det er ikke hver dag, Buddha kommer til Århus. Men når det sker, er det en verdensbegivenhed, som man gerne står i kø for at opleve. Og det gjorde de så. I weekenden var der ceremoni i det vietnamesiske buddhistiske tempel Quang Huong i Tilst ved Århus. Selveste Buddha, Nagarjuna, Milarepa og andre kendisser fra den buddhistiske verden lod sig udstille i form af små relikvier, hvis ægthed kun skeptikere vil anfægte. Interessen og hengivenheden var uforfalsket hos de 1200 primært vietnamesiske gæster, der fik velsignelse fra de hellige genstande.

Munke og nonner fra Danmark, Norge og så langt som Australien stod klar fredag til at tage imod skattekisten med de dyrebare relikvier. De sidste gæster måtte nøjes med at trykke næsen mod ruderne udefra, da dørene klokken 18 blev lukket. En italiensk nonne og lama, som sammen med sin australske partner rejser rundt som hovedansvarlige på verdensturnéen, bekendtgjorde med alvor i stemmen, at alle skulle være stille og i øvrigt være helt i ro før åbenbaringen. Stille new age-musik akkompagnerede de ritualiserede bevægelser, der lod genstandene skifte bolig fra skattekiste til montrer.

Buddhismen hylder genfødsel som et grundvilkår for alle levende væsener. Men bliver man vis og opnår den endelige erkendelse, træder man ud af det evige kredsløb som en oplyst, en Buddha. Eller man lader sig genføde for at hjælpe alle andre til samme erkendelse. Relikvier af sådanne hellige mestre er for de fleste buddhister kraftfulde symboler, og mange tillægger dem ånd og magisk kraft.

Lige siden Buddhas kremerede lig blev fordelt i gravmonumenter, har relikviekulten været en vigtig del af buddhismen. På pilgrimsfærd kan man opsøge sådanne helligsteder, eller man kan møde de hellige genstande på en turné som denne. Mødet med det hellige lyste klart ud fra især ceremonihallens kvindeside. Med dybe buk og hviskende bønner for hver indsat relikvie viste de deres hengivenhed, der efter installationen blev kropsliggjort ved flere buk og opmærksomme studier af de små oplyste skatte.

Lys og springvand over podiets lille velsignede figur af Buddha i barneskikkelse blev tændt. Buddha skulle bades, og havde det ikke været for advarslerne og de løftede pegefingre fra den italienske lama, havde de fleste sikkert gjort, som det lykkedes nogle få at gøre; fylde de medbragte plasticflasker op, så den helliggjorte nektar kan bringe helse og lykke også i hjemmet. Hvad der ikke var tid til fredag, fik de mange gæster lørdag og søndag lov at opleve. Den århusianske munk Thich Giac Thanh, iklædt hvide handsker og sædvanligt dannede manerer, velsignede de knælende buddhister med den lille relikviebeholder indeholdende selveste Buddhas hoved og blod.

Relikvierne af Buddha og de andre buddhistiske mestre er alle skænket til den tibetanske lama Zopa Rinpoche. De har været opbevaret i asiatiske templer og helligdomme og betragtes som religiøse skatte. De er på turné rundt i verden som del af det stort anlagte Maitreya-projekt.

Maitreya er den Buddha, buddhister venter vil komme i fremtiden, og som mange sætter deres lid til vil forandre verden. Til næste år vil en 152 meter stor statue af denne stå færdig i nordindiske Kushinagar, hvor Buddha døde for cirka 2500 år siden. Statuen siges at ville holde i mindst 1000 år, og man bedyrer, den vil have positiv indflydelse på menneskers sind og hjerte. Den vil være hovedsymbolet på et bygningsværk med også ceremonihal, mindre helligdomme, bibliotek og elevatorer inden i statuen. At der også i det næsten to milliarder kroner store budget er sat penge af til sundheds- og uddannelsescenter for den fattige, nordøstindiske lokalbefolkning, har taget brodden af de fleste kritikeres røster over et så stort og dyrt anlagt projekt.

Projektet har været undervejs i flere år, men selvom det er igangsat og præget af primært tibetanske buddhister, fremstår det som et internationalt og tværbuddhistisk projekt, der markedsfører buddhismen som en global religion. Som buddhismens nutidige største symbol har desuden Dalai Lama lagt stemme og autoritet til projektet.

Vi er meget lykkelige, strålede Phuong Thanh Cao, templets kontaktperson, der med mikrofonen i hånden dirigerede de mange vietnamesere og fortalte om begivenhederne.

Det er helt fantastisk, vi er meget glade for at have det hele her i vores tempel.

Det var, som om de fleste andre havde samme oplevelse. Det er ikke hver dag, man bliver velsignet med Buddha.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

RELIKVIERNE

Relikvierne var i det buddhistiske tempel Quang Huong fra 29. juni til 1. juli. Fra 6.-8. juli kan man opleve dem på det buddhistiske tempel Phendeling på Nørregade i København, hvor den buddhistiske gruppe Center for Visdom og Medfølelse vil være arrangør.