Prøv avisen

Da Danmark fik nok

29. AUGUST 1943: Efter tre års samarbejdspolitik bød det officielle Danmark i 1943 endelig fjenden trods. Temaaften om augustopgøret

Temaaftenen »Dengang vi sagde nein«, som DR 2 sender på søndag, handler om en rå tid, hvor mord, likvideringer og tortur var en del af hverdagen i Danmark. Og hvor danskerne officielt gjorde oprør mod regeringens samarbejdspolitik og sagde fra over for den tyske besættelsesmagt. I en timelang udsendelse konfronterer Piet van Deurs seerne med fortiden på dødsgangen i Vestre Fængsel og med nogle af dem, der på hver deres måde sagde nej til tyskerne. Senere på aftenen følges temaet op med Theodor Christensens klassiske dokumentarfilm »Det gælder din frihed« fra 1946.

Temaaftenen skildrer begivenhederne omkring 29. august 1943, som de blev oplevet af modstandsmanden, sabotøren, flådeofficeren, den menige soldat og den lille prinsesse på Sorgenfri Slot. Piet van Deurs har sat en række vidner fra dengang stævne på nogle af de steder, hvor begivenhederne udspillede sig: i Mindelunden, hvor tyskerne i sin tid henrettede dødsdømte modstandsfolk, i Vestre Fængsel, hvor dødsdømte tilbragte deres sidste timer, på Holmen, hvor den danske flåde havde sit hovedkvarter, på Gardehusarkasernen i Næstved, hvor en ung værnepligtig ved navn Anker Jørgensen havde vagt, og på Sorgenfri Slot, hvor den danske kongefamilie var i husarrest.

På Gardehusarkasernen i Næstved stod en ung cykelordonnans ved navn Anker Jørgensen vagt den augustnat, da tyskerne angreb. Det var Danmarks senere statsminister, der gik ned i messen og hentede en hvid dug til at flage med, så kasernen kunne overgive sig til tyskerne, fortæller han i programmet.

Heller ikke kongehuset gik ram forbi. På Sorgenfri Slot i Lyngby var Christian X og hans familie reelt i husarrest, og erindringen om 29. august 1943 står endnu klar for Dronningens kusine, prinsesse Elisabeth. Hun var dengang en lille pige på otte år og alene hjemme med sin mor og sine to brødre, mens hendes far, arveprins Knud, havde kommandoen på Dragørfortet.

- Min mor sad på gulvet og talte i telefon med min far. Hun blev ved med at ringe til ham, og til sidst sagde han, at nu måtte det høre op, for han havde også andre ting at se til, mindes prinsesse Elisabeth.

DR 2 søndag kl. 19.45