I begyndelsen af juli 1974 ankommer en ung inder til Forum i København. Han er 16 år, er klædt i en lys kjortel og har halvlangt mørkt hår, runde kinder og et tyndt overskæg. Inde i den store koncertsal tager over 5000 mennesker imod ham med stor glæde. Mange lukker øjnene, mens de løfter hænderne mod himlen eller samler dem foran brystet.
”Priset være den sande mester, længe leve den højeste af alle,” råber de til den unge inder, som tager plads i en stor flettet stol, hvorfra han har udsigt over salen.
Den 16-årige bliver kaldt Guru Maharaj Ji, og for de fremmødte, som er kommet fra ind- og udland, er han den ”Fuldkomne Mester”, og de er hans disciple. Følger de ham og hans meditationsform ”kundskaben”, kan de opnå guddommelig indsigt.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men tvivler man på guruens visdom, er det ifølge Guru Maharaj Ji bare, fordi man ikke selv besidder ”kundskaben”. Uden den kan man ikke forstå det, ligesom man generelt ikke kan vide, hvordan noget er, før man har prøvet det, forklarer han sine disciple til den tre dage lange lys- og kærlighedsfestival Guru Puja.
”Du kan stikke fingeren i en swimmingpool, og det kan føles koldt eller varmt, men du kan ikke vide, hvordan det er at være i den, før du er hoppet i,” siger han.
I netop denne periode valgte mange at ”hoppe i swimmingpoolen”. Hvor der ved den første såkaldte Guru Puja i Vesteuropa i 1971 kun var nogle få hundrede mennesker samlet, havde samme arrangement året efter samlet flere tusinde, kan man læse i avisartikler fra dengang, som også beskriver arrangementet i København.
Guru Maharaj Ji var samtidig langtfra den eneste åndelige læremester, hvis budskaber om at blive oplyst vandt indpas i Danmark. Fra slutningen af 1960’erne formåede flere nye religioner og karismatiske åndelige ledere at samle folk fra Vesten i bevægelser, som de dedikerede deres liv og tid til. Folk klædte sig, som deres guruer ønskede, samledes for at bede og meditere og spredte budskabet om deres nye religion på gaden, til oplysningsmøder og i deres lokale vegetarklub. Store bands som The Beatles havde en guru, og bandets guitarist lagde melodi til Hare Krishna-bevægelsens mantra.
Senere skulle interessen for mange af de ophøjede skikkelser dog langsomt forsvinde, ligesom fortællingen om deres visdom og mirakler i mange tilfælde blev erstattet af historier om manipulation, seksuel udnyttelse og svindel. Der blev efterhånden stille omkring de mange bevægelser, og spørgsmålet er, hvor de og deres guruer befinder sig i dagens Danmark.
”Det er godt spørgsmål,” siger Niels Underbjerg som det første.
”Hvor blev de, vi andre voksede op med, af?”.
Sognepræsten i Fredens-Nazaret Sogn i København har i over 35 år arbejdet med at hjælpe folk ud af nyreligiøse sekter og var i 1982 medstifter af den københavnske afdeling for Dialogcentret, som oplyste om ny- religiøse bevægelser set fra et kirkeligt ståsted. I 1996 var han også med, da dialog- organisationen Ikon – Informations- og samtaleforum for Kristendom og Nyreligiøsitet – blev etableret, og han har dermed fulgt mange af de nye religiøse bevægelser i Danmark og mødt dem ”på godt og ondt”.
”Det er ikke alle, der har været lige slemme. Nogle bevægelser har virket mere forvirrede end farlige, men i andre har forholdene været dybt problematiske,” siger præsten og tilføjer, at det dog er begrænset, hvor meget han hører fra de forskellige bevægelser i dag.
For mange er der kun de trofaste medlemmer tilbage, og de foretrækker en stille tilværelse og undgår helst medierne på grund af blandede erfaringer. Rekrutteringen er der også skruet ned for, og Niels Underbjerg får i dag sjældnere henvendelser fra folk, der er havnet i noget nyreligiøst, de vil ud af. Han tror også generelt, at det er svært at appellere til den danske befolkning i dag.
At det var nemmere at appellere til danskere og andre vesterlændinge for 30-50 år siden, handlede ifølge Niels Underbjerg om grundstemningen i tiden.
”Vi var midt i den kolde krig, hvor spørgsmålene stod i kø. Folk søgte svar på det globale kaos, der var, og på den usikkerhed, der lå som en understrøm i samfundslivet på grund af risikoen for en atomkrig. Og fordi vi samtidig befandt os på bagkanten af ungdomsoprøret, var det ikke på mode at bede samfundet om svar. Oprøret mod ’det gamle’ gjorde, at man måtte gå nye veje.”
Også Mikael Rothstein, der er religions- historiker på Syddansk Universitet og blandt andet forsker i nye religioner, peger på, at den kulturelle opløsning efter Anden Verdenskrigskrig og ungdomsoprøret fik mange unge mennesker til at søge inspira-tion i eksotiske religioner eller i reformuleringer af kristne myter og ritualer. Samtidig satte den voksende globalisering danskerne i forbindelse med eksempelvis Indien, og der blev dermed skabt en ny religiøs scene i det ellers protestantiske Danmark.
Ifølge Mikael Rothstein er det vigtigt at påpege, at det samlet kun var en lille del af danskerne, som blev interesseret i og fulgte de nye religioner. Han har tidligere talt sig frem til op mod 150 nye religiøse grupper i Danmark alene, og i den vestlige verden vurderer han, at der var flere tusinde. Blandt de mest kendte nævner han Trans-cendental Meditation, som den indiske guru Maharishi Mahesh Yogi stod bag, Hare Krishna-bevægelsen og bevægelserne bag guruerne Bhagwan Shree Rajneesh, senere Osho, og Sathya Sai Baba. Derudover fyldte Scientology-bevægelsen og Sun Myung Moons Unification Church også i perioden.
”Der var ikke noget entydigt fællestræk, men alle gurubevægelser og de fleste kristne sekter kredser om en person, der betragtes som ekstraordinær. Personkult var derfor afgørende, men det var først og fremmest idéen om ’personlig udvikling’, folk var betaget af. For mange unge mennesker var de nye religioner dog først og fremmest et sted, hvor man kunne udfolde modkultur og prøve at finde sig selv,” siger han.
Måden, man kunne finde sig selv på, afhang af den guru, man fulgte. Hvor Sai Baba talte for en næsten hinduistisk munketilværelse uden alkohol og kød, hyldede andre frigørelsen af kroppen og seksualiteten. Der blev oprettet højskoler, økologiske landbrug og restauranter styret af de forskellige bevægelser, og mange rejste også til Indien for at bo i deres gurus kloster og få mulighed for at møde vedkommende.
De nye bevægelser kom med et tilbud, som mange danskere havde savnet i kirken, siger Pernille Aagaard, der i dag er hr-konsulent hos den kristelige fagforening Krifa, men i mange år arbejdede som frivillig for Ikon og blandt andet var formand for organisationen.
”At der var så stor søgning til de nyspiri-tuelle grupper, skyldtes, at de havde svaret på nogle menneskers søgen efter en større og mere fysisk praksis. Mange savnede at bruge kroppen i deres tro, fordi de ikke kunne finde den mulighed i kirken,” siger hun.
Efterhånden opstod der dog også problemer i de mange nye grupper. Pernille Aa- gaard kan huske, hvordan det begyndte at banke på døren i barndomshjemmet, hvor folk kom for at tale med hendes far, teologen Johannes Aagaard, der senere blev leder af Dialogcentret og kom til at spille en afgørende rolle i kirkens arbejde med nyere religioner.
”Det var mennesker, der var kommet i klemme. Frafaldne disciple fra Swami Narayananandas sted i Gylling og folk fra Scien-tology, som ikke kunne finde ud af at komme ud af bevægelsen igen. Det var han og Dialogcentret nødt til at forholde sig til,” siger hun.
Kritikken handlede i første omgang om, at nogle følte sig snydt eller ikke følte, de kunne forlade bevægelserne igen. Men efterhånden dukkede der også sager op om seksuelle overgreb og udnyttelse. Og på verdensplan var sagerne endnu større. Da guruen Rajneesh Bhagwan byggede en by op med tilhængere i Oregon i USA, lød der eksempelvis anklager om forgiftning af drikkevandet og mordforsøg, ligesom bevægelsen Ananda Marga også blev beskyldt for forsøg på flykapringer og mord, efter deres guru Shrii Shrii Anandamurti blev arresteret.
Det skabte også rystelser verden over, da sekten Peoples Temple (Folkets Tempel) i november 1978 begik kollektivt selvmord i byen Jonestown i Guyana – angiveligt efter ordre fra sektens leder, Jim Jones. Folk blev nervøse, og i Danmark og andre lande begyndte forældre at betale specialister for at kidnappe deres børn for at få dem ud af bestemte bevægelser.
Efterhånden forlod mange tilhængere gurubevægelserne, og de forsvandt ud af mediernes søgelys. Men helt væk er de ikke fra vores breddegrader, siger lektor i reli- gionsvidenskab ved Aarhus Universitet Marianne Qvortrup Fibiger, som forsker i Indien og hinduisme.
”Der kommer stadig nye guruer til, og deres budskaber og fremtrædelsesformer er meget inkluderende, da de skal appellere til Vesteuropa i dag. De bliver derfor i højere grad nogen, som er med til at pejle os i en bestemt retning, uden at vi nødvendigvis dedikerer os til dem. Tiden, hvor man havde disciple, er ikke helt slut, men der er langt færre, der dedikerer sig fuldstændigt til sin guru, ligesom det ikke er noget krav. I stedet har guruerne mere inkluderende budskaber, som kan indskrives bredt, og de er generelt åbne for, at man har andre religiøse eller ikke-religiøse tolkninger end dem selv,” siger hun og nævner guruen Amma, der netop har været i Danmark som eksempel på en ikke-forpligtende guru at følge.
Ifølge Marianne Qvortrup Fibiger er der ikke tal på, hvor mange gurubevægelser, der findes i Danmark i dag, eller hvor mange følgere de har. Til gengæld har gurubegrebet spredt sig til andre områder, så danskerne for eksempel både kan følge sundheds- og karriereguruer i dag.
Selvom det overordnet set kun var en lille andel af danskerne, som fulgte nye religiøse bevægelser i sin tid, var ”guru-tiden” en afgørende periode i Danmarks religiøse historie, siger radiovært på DR-programmet ”De højere magter” Anders Laugesen.
Han har i mange år fulgt det religiøse landskab i både Danmark og Indien og herunder også i høj grad de nyreligiøse bevægelser herhjemme.
”Perioden er vigtig, fordi den var begyndelsen på en meget stor ændring i vores måde at opfatte verden og os selv på. Vi bevægede os blandt andet væk fra en tid, hvor kirkelige miljøer oftest var bange for indre religiøse oplevelser, og fik introduceret et nyt sprog med østlige begreber som energi og karma. I dag har vi anerkendt de begreber, ligesom vi har lært at koble kroppen mere til det religiøse. Vi kan slet ikke overskue, hvor omfattende en transformation der er tale om, hvilket skyldes, at vi stadig befinder os for tæt på perioden,” siger han og tilføjer, at vi i dag for eksempel har fået et langt mere naturligt forhold til alternative helbredelsesmetoder, mindfulness, yoga og meditation end for 50 år siden.
Så selvom mange af de guruer og bevægelser, der var store for 30-50 år siden, begynder at forsvinde, skal vi ikke regne med, at deres tanker og teknikker gør det samme, siger Anders Laugesen.
”Når du tager salt og opløser det i vand, vil saltet forsvinde. Men smagen bliver til-bage.”
Andre vigtige religiøse ledere og bevægelser dengang:
ISKCON også kaldet Hare Krishna, som blev grundlagt i 1966 af inderen Abhay Charan Bhak-tivedanta Prabhupada (1896-1977).
Koreanske Sun Myung Moon (1920-2012), som grundlagde og ledte Moon-bevægelsen.
Shrii Shrii Anandamurti (1921-1990), hvis religiøse bevægelse Ananda Marga kom til Danmark i 1974.