Da danskerne ville omvende muslimerne

Der er ikke mange, der husker det. Men i mere end 60 år sendte en dansk forening missionærer til Syrien. Historiker Daniel Henschen er taget til Syrien for at forstå den danske Østerlandsmission, der mislykkedes med at omvende den muslimske befolkning, men hvis skoler og hospital findes den dag i dag

De forladte bygninger i byen Deir Atiyeh i Syrien, hvor Østerlandsmissionen startede skole og kirke i årene omkring Første Verdenskrig. En ældre kvinde, der selv har gået på skolen, viser skolegården. -- Alle
De forladte bygninger i byen Deir Atiyeh i Syrien, hvor Østerlandsmissionen startede skole og kirke i årene omkring Første Verdenskrig. En ældre kvinde, der selv har gået på skolen, viser skolegården. -- Alle. Foto: Daniel Henschen.

"Miss Birk was a ? a very brave woman." Fader Martin leder efter de engelske ord, der beskriver en særlig kvindeskæbne: Den danske sygeplejerske Inger Marie Birk, der kom til Syrien i 1929 og blev der det meste af sit liv.

Kvinden, der fortæller, sidder med et af den slags selvsikre, hjertelige og ironiske smil, som gamle mennesker kan sende, når der er nogen, der faktisk gider at lytte. Hun bliver konstant afbrudt af sin jævnaldrende søster på stolen ved siden af. To rynkede kvinder der på én gang har oplevet verden forandre sig i ekstrem grad, på den anden side har levet hele deres lange liv inden for få kvadratkilometer frugtbart land, omgivet af en horisont af sand og tør jord.

Her i en oase-landsby på grænsen til den syriske ørken, mange timers bumlet bustur nord for landets hovedstad, Damaskus, bærer en pæn, ældre, kristen kvinde stadig sort tørklæde. Ikke så stramt som på ungdomsbilledet i guldrammen, der bliver hentet ned fra væggen. Dengang gik både kristne og muslimer med hijab-lignende tørklæder af den slags, der vækker så meget debat i Danmark.

Det vestlige tøj på de nysgerrige børn og børnebørn i den blomstrede sofa viser, at der er kontakt med storbyen og verden udenfor. Sådan var det ikke i de 20 år fra 1945, hvor Inger Birk boede i byen. Det var før den asfalterede vej fra An-Nabk og før elektricitetsnettet. I alle årene boede frk. Birk alene i sit lille hvide hus. Et ægtepar fra den syrisk-katolske menighed, begge tæt på 90 år, har nøglen og peger rundt i det tomme rum: Hér stod møblerne, dér blev patienterne modtaget.

Her drev Birk sit lille apotek og var byens jordemoder. Et arbejde der blev belønnet med den syriske fortjenstmedalje, da hun forlod byen og landet for altid i 1964. Oversætteren er præst og driver et lille kloster i byens udkant, og igennem hans tøvende engelsk tegner der sig et kvindeliv, som i lokale øjne var både aparte og respektindgydende: Birk kørte selv bil og tog alene ud i ørkenen for at plukke blomster. Og hun indrettede sit hjem på dansk med møbler og billeder.

"En gang imellem kom ørkenens beduiner og hentede hende ud til deres telte som læge og farmaceut."

Det gamle ægtepar ryster på hovedet med lige dele vantro og anerkendelse – nogenlunde samme følelse, de tilstedeværende to danskere får, da den ældgamle mand i sin lange grå djallaba til slut skræver op på en støvet østeuropæisk 350 kubiks Jawa-motorcykel med imponerende sidespejle og i høj fart drøner væk ad de skumrende gader.

Der er stadig spor efter Den Danske Østerlandsmission, som var grunden til at frk. Birk og 58 andre danskere valgte at arbejde i Kalamun-distriktet nord for Damaskus i første halvdel af 1900-tallet. Birk var nemlig hverken nødhjælpsarbejder eller u-landsfrivillig. Hun var kristen missionær.

I 1901 står præstesønnen Einar Prip midt i den syriske ørken i den selvsamme forblæste landsby, hvor beboerne over 100 år senere fortæller historien om frk. Birk. Sammen med lægen og godsejersønnen Rudolf Fox Maule har Prip netop overtaget driften af en række landsbyskoler og kirker efter en irsk presbyteriansk mission.

Det er den spæde start på Østerlandsmissionen, den største og mest kendte af en række missionsorganisationer i den muslimske verden – andre initiativer var dansk Pathanmission i Pakistan og Dansk Missionsselskab i Yemen. Og det er startskuddet til 60 års kulturmøde mellem danskere og syrere.

Ved grundlæggelsen i 1898 havde missionen 66 støttekredse fordelt over hele Danmark, og i mellemkrigstiden fik den støtte fra flere tusind enkeltpersoner. Prips mission var til stede i danskernes virkelighed gennem alt fra salg af særlige produkter – som for eksempel "Østerlandste", hvoraf missionen modtog en vis procentdel – til basarer med "arabisk Kunst" og studiekredse, som i mellemkrigsårene let kunne få 100 københavnere til at mødes hver uge om missionens fremskridt og vanskeligheder.

På den måde var Østerlandsmissionen i en stor del af 1900-tallet med til at forme danskernes forestillinger om islam og Mellemøsten.

Hovedmålet for Østerlandsmissionen var officielt at omvende muslimer. Men trods alle anstrengelser lykkedes det kun at omvende tre personer fra islam. Langt det fleste kræfter blev brugt andre steder. I provinsbyen An-Nabk med 50.000 indbyggere ligger der for eksempel et hospital: Det danske hospital – det hedder det, tegningekrise eller ej.

Først kom skolerne, som blev varetaget af lokale lærere under ledelse af de danske missionærer. Men med lægen Fox Maule kom der også gang i en lægeklink. Målet var dobbelt. På den ene side ville missionen føre næstekærligheden ud i praksis. På den anden side gav det mulighed for at Einar Prip kunne missionere direkte over for patienterne i venteværelset.

Men da det store nye hospital åbnede i 1920, skubbede det missionsarbejdet i baggrunden til fordel for en professionaliseret drift med supermoderne udstyr sponseret af støtterne i Danmark. I 1927 udvidede man med en sygeplejerskeskole i bygningen ved siden af.

Begge dele findes stadig og drives i dag af den syriske stat. Inde i forhallen på Det Danske Hospital bliver man mødt af den syriske præsidents billede, og på væggen skråt over for hænger Fox Maules portræt. Missionærene er ikke glemt: På gangene er der billeder af de danske læger og sygeplejersker sammen med deres kristne og muslimske medarbejdere.

Mindre tydeligt er aftrykket efter de forskellige dialogprojekter mellem kristne og muslimer, som missionærerne indledte, efterhånden som det blev mere og mere klart, at omvendelserne lod vente på sig. Målet var at tale med muslimerne, ikke bare at belære dem, og derfor betalte missionen kristne, syriske prædikanters ophold ved det vigtigste muslimske universitet Al-Azhar i Kairo.

I 1920?erne åbnede Østerlandsmissionen en læsestue i Damaskus, og missionæren Alfred Nielsen skrev bøger sammen med muslimske teologer – i en af dem "Min ven Sjeken" beskriver han sine intense diskussioner med en muslimsk kollega. I dag virker den lille bestseller temmelig fordomsfuld, men da den udkom var den radikal med en åben og respektfuld interesse for islam.

Det virker næsten, som om Østerlandsmissionen kørte død i alle institutionerne. Efter Syriens selvstændighed i 1946 havde missionærerne i hvert fald svært ved at omstille sig til de nye tider.

Den sidste store aktivitet var organiseringen af nødhjælp i palæstinensiske flygtningelejre efter oprettelsen af staten Israel i 1948. Missionærerne havde de kristne og muslimske flygtninge inde på livet, og flere af missionærerne blev hurtigt stærke kritikere af staten Israel – noget der ikke altid var lige velset i missionskredse. Som så mange andre nye stater var den syriske regering skeptisk over for det arbejde, de europæiske missionærer stod for.

I 1946 kom et forbud mod kristendomsundervisning blandt muslimer, og i 1954 vedtog regeringen, at udlændinge ikke måtte lede hospitaler. Samtidig krævede de lokale kristne indflydelse på kirkerne og det sociale arbejde. Alt sammen førte det i 1960 til, at Østerlandsmissionens arbejde formelt blev overdraget til Den Evangeliske Synode i Syrien og Libanon, og i 1964 trak missionen sig helt ud af arbejdet.

Rejsen i missionærernes fodspor har taget et par uger, spandevis af tyrkisk kaffe med kardemomme og flere kilometer med taxa og dertilhørende arabisk popmusik for fuld skrue. Undervejs har det udfoldet et billede af den gamle mission, som man ikke kan finde i de gulnede breve og rapporter på Rigsarkivet hjemme i København: Den lokale side af historien. Og om få år er det for sent: Dem, der husker danskerne, er fra 70 år og opefter.

Rejsen giver flere spørgsmål end svar. Hvad er det egentlig for en ret, der gør, at kristne skal få andre mennesker til at mene det samme som de selv: Hvor er respekten for det, der er lokalt og vokset ud af folks egne vilkår på ét sted – er mission i virkeligheden ikke et spejlbillede af kolonimagten – "Guds kolonier"?

Det er da heller ikke svært at kritisere missionærernes holdninger – mange af dem havde et negativt billede af det omgivende samfund: De syriske medlemmer af missionens menigheder blev ofte omtalt, som om de var store børn – og der er ikke just ros, når de første missionærer skriver hjem om de gamle ortodokse kirker, som de mente manglede kristen inderlighed, og om islam, der blev set som en undertrykkende lovreligion.

Men så er det, man møder de levende mennesker. Og hvad skal man nu mene, når den – i øvrigt muslimske – leder af et hospital roser missionærerne for at have bragt vækst til byen – uden at nævne omvendelser med et ord?

I dag er vestlige organisationer ofte kun i u-landene den tid, det tager at opbygge et udviklingsprojekt eller en virksomhed.

Missionærene gav en livstid. Og her i de støvede landsbyer, nord for Damaskus, bliver det klart, at de lokale også har kunnet bruge missionærerne til noget. For landsbybeboerne blev Østerlandsmissionen et redskab i en moderniseringsproces, der skabte uddannelse og social sikkerhed.

Havde missionærerne blik for denne udvikling? "Nein, sie waren zu starrsinnig, for stivsindede, og de tog fejl i 90 procent af det, de satte sig for," griner den midaldrende doktor, der går lidt bag om det rosenrøde billede.

Efter 20 år i Tyskland er han vendt tilbage til sin fødeby, hvor han gik i dansk missionsskole hos den bryske Kamma Skule og blev uddannet på missionens hospital. Han er glad for at kombinere en snak om fortiden med muligheden for at folde sig ud på sit ordrige tyske.

Hjemme hos doktoren er arven efter missionen hele tiden til stede i de egenhændig broderede alpelandskaber på væggene – det synlige resultat af, at Østerlandsmissionens drengeskole i byen var lukket, så forældrene fik ham ind på pigeskolen i stedet. Hans far var ansat hos missionen og fortalte flere gange de danske missionærer, at de lige så godt kunne opgive at omvende nogle som helst muslimer, det var spild af tid og kræfter.

"Men de gjorde jo altså meget godt," skynder hans sig at tilføje og opremser bygninger og institutioner.

For historien handler om meget andet end mission. Den handler om et møde, der faktisk lykkedes det meste af tiden mellem meget forskellige mennesker.

En gammel sygeplejerske fra hospitalet i An-Nabk sætter fingeren på paradokset i et missionsselskab, hvor omvendelserne var nærmest ikke-eksisterende – mens det sociale arbejde blev en succes:

"Dengang skulle ingen sige ?jeg er muslim?, eller ?jeg er kristen?. Christian or a Muslim, we were same-same."

Ikke lige hvad man forventer at høre om en kristen mission.

kirke@k.dk

Venteværelset på det af Østerlandsmissionens grundlagte hospital. På væggen øverst til venstre hænger Fox Maules portræt.
Venteværelset på det af Østerlandsmissionens grundlagte hospital. På væggen øverst til venstre hænger Fox Maules portræt. Foto: Daniel Henschen.
Lokale børn fra en af missionens vifter med Dannebrog.
Lokale børn fra en af missionens vifter med Dannebrog. Foto: Daniel Henschen.