Da min datter, Didde, døde i 2017, var alting i en periode et stort kaos af voldsomme følelser: Sorg, vrede, afmagt, håbløshed. Der gik lang tid, før jeg for alvor erkendte og accepterede, at mit liv nu var sådan, at jeg havde mistet min eneste datter, og uanset hvor meget jeg råbte og skreg til Gud, ville hun ikke komme tilbage. Men da de mest kaotiske følelser begyndte at lette, blev der plads til, at jeg kunne mærke noget andet, og der blev det tydeligt, at noget havde ændret sig: Den angst, der havde plaget mig, siden min svoger døde over 10 år tidligere, var forsvundet.
Det var en angst, som havde grebet mig, da min svoger døde af kræft som blot 40-årig. Han var jævnaldrende med mig, og jeg holdt meget af ham. Det var, som om hans død fik mig til at indse, at man faktisk kunne dø lige pludselig, også selv om man ikke var ret gammel.
Angsten ville ikke slippe sit tag i mig. Den bølgede op og ned og var ikke altid lige stærk. Til tider kunne den overvælde mig helt, så jeg næsten var handlingslammet. Til andre tider lå den mere som en uro i underbevidstheden. Men den var altid med mig, og når mine børn skulle ud at rejse eller den slags, var jeg altid bange for, at der skulle ske dem noget.
Men efter min datters død var angsten væk. Det var som om, at nu, hvor det værste var sket, havde jeg ikke længere noget at frygte. Selvfølgelig vidste jeg, at der kunne ske ulykker igen, og det mest logiske havde måske været, at jeg var blevet endnu mere angst. Men jeg havde i stedet en klar fornemmelse af, at nu havde jeg mistet det, jeg skulle miste. Som om angsten havde været en forudanelse om, at noget forfærdeligt skulle ske, og nu var det sket, og derfor var angsten væk.
Jeg har altid troet på Gud, selvom jeg ikke er vokset op med kirkegang. Både jeg og mine søskende er døbt og konfirmeret, og vi er også alle viet i kirken, men mest af tradition. I mit barndomshjem blev der ikke talt om kristendom, men til gengæld husker jeg, at mine onkler ovre hos min farmor og farfar talte om nogle spiritistiske seancer. Min farfar var også af og til med til en, men læste også meget i Bibelen og var meget troende på sin egen måde. Jeg gik i søndagsskole i en periode, og som lidt større barn begyndte jeg til spejder, og der blev jeg lidt mere optaget af det religiøse.
Jeg begyndte at bede Fadervor, når noget var svært. Men ellers var jeg ikke bevidst om religiøse spørgsmål, før jeg som 22-årig mistede mit første barn ved fødslen. Det var et stort chok, og jeg husker ikke, at jeg rigtigt forholdt mig til, om der var en Gud, der tog ham til sig. Efter råd fra folk omkring mig blev min søn begravet i de ukendtes grav, og så blev spørgsmålet om Gud ligesom skubbet væk.
I de kommende år, hvor jeg fik tre børn mere – to sønner og en datter – var jeg selvfølgelig nervøs for fødslerne. Men ellers kørte det hele godt, og jeg spekulerede ikke ret meget over tro. Alle mine børn blev døbt, men igen var det mere af tradition end af tro.
Da min svoger så døde, greb angsten mig, og spørgsmålet om tro blev også mere nærværende – ikke mindst da min datter i 2016 blev alvorligt syg. Hun fik konstateret en ondartet hjernetumor, og lægerne advarede om, at chancerne for at overleve var små. Didde bevarede håbet og blev ved med at tro på, at hun ville overleve. Men vi talte også om, hvad der skulle ske, hvis hun døde. Hun havde været til en lærerkollegas begravelse og fortalte, at det havde været en god oplevelse, og hun sagde, at hvis hun selv døde, skulle der være pølsevogn og sodavand og øl hjemme i haven.
Didde blev erklæret rask et år senere, og hun holdt en stor fest i sit kollektiv. Kort efter tog hun med en veninde til Caribien. Veninden skulle gøre sine studier færdige, Didde ville holde ferie. Et par uger senere fik vi besked om, at Didde var død. En morgen var hun sejlet alene ud i havkajak fra stranden på det sted, hvor de boede, og på filmen fra et overvågningskamera kunne man se, at hun kom sejlende og pludselig kæntrede og druknede.
Lægerne mente, at hun havde fået et epileptisk anfald. Hun mærkede intet, og det trøster mig, at Didde fik en smuk død på et tidspunkt, hvor hun troede, at hun havde livet foran sig. På den måde er Didde et mirakel, for hun overlevede, og hun nåede at give meget, mens hun var her.
Hun efterlod sig manuskriptet til en børnebog, ”Kære Morfar”, som hun skrev inspireret af sin kollegas død, og fordi hun gerne ville tale med sine elever om liv, død, tro, håb og kærlighed. Bogen handler om en pige, der cykler op i himlen til sin afdøde bedstefar. Det lykkedes mig og nogle af Diddes veninder at få bogen udgivet, så den er der som et bevis på, at Didde har været her og gjort en forskel.
Jeg tænker, at når Diddes liv blev så kort, skylder jeg hende at leve livet, så godt jeg kan. Hun var selv vild med at rejse og prøve alle mulige vilde ting, og hun opfordrede mig tit til at være lidt mere modig. Et halvt års tid efter hendes død faldt jeg over et gratis blad i Netto og fik en fornemmelse af, at jeg skulle tage det med hjem. Der var en annonce for en yoga-rejse til Andalusien, som jeg tog på alene.
Det føltes som en hilsen fra Didde, som jeg tog imod. Flere andre gange har jeg også oplevet ting, som har givet mig en klar fornemmelse af, at Didde og min svoger er der et sted, og at det hele ikke slutter med døden. At der er en Gud, som forbinder os åndeligt. Jeg har et billede af Didde i køkkenet, og under det står en bakke, hvor jeg tænder lys for Didde. En dag så jeg en lyskugle, der bevægede sig ind i køkkenet og stod over billedet i et stykke tid.
Den slags oplevelser er vi desværre i vores meget rationelle samfund opdraget til at bortforklare, og derfor kan jeg have svært ved at holde fast i troen. Men jeg tror og håber, at Didde er hos Gud nu. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor Didde skulle dø, eller hvorfor jeg skulle leve med angsten i så mange år, mens jeg ventede på, at det skulle ske. Men jeg er taknemmelig for, at angsten nu er væk. Jeg kan glæde mig over mine børnebørn, og jeg kan sige farvel til mine sønner, når de har været på besøg, uden at jeg hver gang frygter, at de kører galt.
Hvad har udfordret din tro?
At miste min datter. Jeg bad Gud om, at hun skulle blive rask, og det blev hun, men så døde hun kort efter, og jeg stod helt alene og havde mistet det mest dyrebare. Jeg ville gerne tro på Gud, men jeg syntes, at det var svært – og det blev sværere af, at vi i vores samfund er opdraget til kun at tro på det, vi kan måle, og det, vi kan se med øjnene. Så det kan være svært helt at stole på de oplevelser af kærlighed, hvor Gud strejfer mit hjerte og giver mig ro.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Da min datter var død, kæmpede jeg meget med en følelse af uretfærdighed. Der er jo forældre, der ikke passer deres børn eller interesserer sig for dem, og som ikke mister nogen, mens jeg, som havde det enormt godt med min datter og elskede hende over alt på jorden, skulle miste hende. En dag sagde min præst, at jeg skulle prøve at vende det om og tænke, at gudskelov er livet uretfærdigt, for ellers havde enten jeg eller Didde jo fortjent den skæbne – og det ville være endnu værre.