Da det værste var sket, havde jeg ikke længere noget at frygte

Efter at Annemette Jakobsen i 2017 mistede sin datter i en drukneulykke i Caribien, fulgte en periode med voldsomme følelser. Men da den fase var ovre, skete det uventede, at dødsangsten, der havde tynget hende i årevis, forsvandt

Jeg bad meget til Gud, mens Didde var syg, og jeg beder stadig – især når jeg synes, at noget er svært. Jeg tror, at Gud er kærlighed, og at han viser sig i min kærlighed til mine børnebørn for eksempel, siger Annemette Jakobsen. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.
Jeg bad meget til Gud, mens Didde var syg, og jeg beder stadig – især når jeg synes, at noget er svært. Jeg tror, at Gud er kærlighed, og at han viser sig i min kærlighed til mine børnebørn for eksempel, siger Annemette Jakobsen. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Da min datter, Didde, døde i 2017, var alting i en periode et stort kaos af voldsomme følelser: Sorg, vrede, afmagt, håbløshed. Der gik lang tid, før jeg for alvor erkendte og accepterede, at mit liv nu var sådan, at jeg havde mistet min eneste datter, og uanset hvor meget jeg råbte og skreg til Gud, ville hun ikke komme tilbage. Men da de mest kaotiske følelser begyndte at lette, blev der plads til, at jeg kunne mærke noget andet, og der blev det tydeligt, at noget havde ændret sig: Den angst, der havde plaget mig, siden min svoger døde over 10 år tidligere, var forsvundet.

Artiklen fortsætter under annoncen