Prøv avisen

Da drabene på kristne begyndte, og kirkerne blev brændt ned, syntes jeg, at diskriminationen hørte op

Tegning: Morten Voigt

Danske missionsorganisationer har vakt debat med udsagn om, at overgreb på kristne i Egypten og Syrien generelt ikke kan betragtes som forfølgelse. Men hvad mener juristen, religionseksperten, sprogkenderen og den koptiske indvandrer?

Den 42-årige kristne kopter Wessam Youssef fra Kairo undrer sig.

Han forstår ikke, at kirkelige organisationer advarer mod at tale for stærkt om volden mod kristne i hans hjemland, Egypten.

Han flyttede til Danmark, da Det Muslimske Broderskabs Mohamed Mursi blev valgt til præsident i sommeren 2012.

Hvis jeg havde følt mig sikker i mit land, havde jeg ikke forladt det, siger Wessam Youssef, som har en bachelor i arkæologi og egyptisk oldtidssprog og forlod et job som turistguide.

Jeg er virkelig ked af at sige det, men det er skuffende at høre fra danskere, at der ikke er tale om forfølgelse. Hvis det, der sker, ikke er nok for dem, hvad er så nok?.

Som Kristeligt Dagblad skrev i sidste uge, mener flere missionsorganisationer ikke, at man kan beskrive de kristnes vilkår i Egypten og Syrien som forfølgelse. Det største problem er snarere diskrimination. Danmissions generalsekretær Mogens Kjær vil gerne reservere ordet forfølgelse til, når det virkelig er slemt når folk lever i frygt for deres liv på grund af deres tro. Det gør langt de fleste kristne ikke i Egypten. Og i Syrien frygter de fleste kristne ikke for deres fremtid, fordi de er kristne, men fordi de lever midt i en borgerkrig med alle dens rædsler.

LÆS OGSÅ: Kritik af kirkelige institutioner for at nedtone forfølgelser

Det er ikke en beskrivelse, Wessam Youssef kan genkende. Diskrimination kender han fra sit eget liv som kopter. Men det, der er sket de seneste år med diktatoren Mubaraks fald og Det Muslimske Broderskabs midlertidige magtovertagelse, er noget ganske andet, mener han.

I 1970erne sagde præsident Sadat, at han var en muslimsk præsident i et muslimsk land. Det er diskrimination af det kristne mindretal. I 1980erne og 1990erne blev kristne hindret i at opnå høje stillinger i hæren og regeringen. Det er diskrimination. Men da drabene på kristne begyndte, og kirkerne blev brændt ned, syntes jeg, at diskriminationen hørte op. Så var det tid at bruge et andet begreb: Forfølgelse.

Wessam Youssef har flere gange om ugen kontakt til familie og venner i hjemlandet. Selvom kopterne er skeptiske over for at modtage hjælp udefra, da det kan forværre forholdet til de muslimske autoriteter, er de skuffede over, at Vesten ikke har et mere retvisende billede af deres lidelser, mener Youssef.

Flere end 65 kirker er blevet brændt ned siden Mursi, og ingen er blevet dømt. Det opmuntrer til en atmosfære af fortsatte angreb på kirker og kristne. Kvinder uden tildækket hår er blevet passet op i metroen og har fået deres hår klippet af. Hvis majoriteten ikke gør noget for at sikre mindretallet eller for at fjerne frygten, så er det systematisk. Så fortsætter det. Det er mere end diskrimination. Det er forfølgelse, siger han.

Samme konklusion drager Roger Finke, professor i sociologi og religionsstudier ved Pennsylvania State University. Han har skrevet bogen Prisen for manglende frihed: Religiøs forfølgelse og konflikt i det 21. århundrede sammen med Brian J. Grim, som blandt andet har stået i spidsen for en af verdens største databaser om religion ved det anerkendte Pew Research Center.

Vi definerer religiøs forfølgelse som fysiske overgreb eller fordrivelse på grund af ens religiøse praksis, profession eller tilhørsforhold. Men selv hvis vi begrænser definitionen til fysiske angreb, herunder drab, så konfronteres de med alvorlige forfølgelser, siger han med henvisning til de kristne i Egypten og Syrien og konkluderer:

De oplever både diskrimination og forfølgelse. Mange love, uddannelsesinstitutioner og virksomheder diskriminerer åbent religiøse minoriteter, men de konfronteres åbenlyst også med forfølgelse. En del af den forfølgelse kommer direkte fra regeringen, men det meste kommer fra myndighedernes mangel på handling eller manglende evne til at handle, når religiøse minoriteter forfølges.

Betragter man derimod sagen gennem juridiske briller, forholder det sig anderledes. For i flygtningeretlig forstand kan man ikke sige, at for eksempel de kristne i Egypten generelt er forfulgt. I hvert fald ikke før man har undersøgt vilkårene for hver af de fem-syv millioner koptere. Det siger Peter Vedel, ph.d. og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.

Man har ret til asyl, når man er forfulgt af religiøse grunde, men hvornår er man det? Det er en konkret og individuel vurdering. Det er ikke nok, at hele gruppen bliver set ned på af myndighederne eller bliver udsat for chikane. Hver enkelt skal forfølges. Det vil sige udsættes for vold, fængsling eller tortur fra myndighedernes side eller manglende beskyttelse imod vold fra myndighedernes side.

Han tilføjer dog, at særlige grupper kan være åbenlyst forfulgte som jøderne under Anden Verdenskrig med den konsekvens, at alle personer, som tilhører gruppen, uden videre må betragtes som individuelt forfulgt.

Den juridiske, snævre definition til trods kan man sagtens finde opslag med overskriften kristenforfølgelser i officielle opslagsværker.

For eksempel taler den norske internet-encyklopædi Store Norske Leksikon, modsat den danske udgave, om aktuelle kristenforfølgelser i muslimske lande.

Den norske teolog Tormod Engelsviken, som er medforfatter til opslaget, mener, at begrebet er elastisk.

Der er en skala her fra forfølgelse i værste forstand med martyriet som konsekvens og til chikane, diskrimination og marginalisering. Alt dette vil man opleve som en form for forfølgelse. De kristne vil være forsigtige med at tale om forfølgelse, fordi det kan forværre deres situation. Men jeg synes, det er vanskeligt at skelne mellem begreberne. Jeg vil hellere tale om mange grader af forfølgelse.

Der ligger faktisk en væsentlig forskel i begreberne, mener Johannes Nørregaard Frandsen, professor i kulturvidenskaber, Syddansk Universitet, som har skrevet en bog om sprog og religion. Forfølgelse er mere vidtgående end chikane og diskrimination, siger han.

At forfølge betyder at følge efter nogen i fjendtligt øjemed. Det er en bevidst bevægelse mod et mål: et byttedyr. Chikane er en opstilling af forhindringer. Man kan lægge chikanerende benspænd i vejen for nogen, men man kører ikke efter dem. Diskrimination går ud på at udnytte nogle forskelle, typisk race. Diskrimination er en forudsætning for forfølgelse, men ikke i sig selv forfølgelse.

Forleden pointerede journalist og forfatter Klaus Wivel, at forfølgelse er for stærkt et ord at bruge om de kristnes vilkår i Mellemøsten, eftersom begrebet leder tankerne hen på nazisternes folkedrab på Europas jøder. Johannes Nørgaard Frandsen medgiver, at vi mangler et præcist sprog for de seneste års overgreb på kristne mindretal, men han advarer imod at gøre forfølgelse til et spørgsmål om systematik eller tal.

Skal forfølgelse være planlagt for at være forfølgelse? Det mener jeg ikke. Forfølgelse kan godt være, hov, der går en af dem med kors om halsen, ham løber vi efter, siger han.

Det er principielt lige meget, hvor få eller hvor mange der forfølges. Kriteriet er ikke kvantitativt. Forfølgelse kan ikke gradbøjes. Det var seks millioner jøder under Anden Verdenskrig, men det er det samme, om det er nogle tusinder.

Man skal dog være varsom med at tale om kristenforfølgelse, da det er et politiseret begreb, advarer Andreas Bandak, antropolog og adjunkt ved Københavns Universitet, som har forsket i de kristne minoriteter i Syrien.

Interesseorganisationer taler om kristenforfølgelser, og en del forskere bekymrer sig for, om proportionerne er på plads, eller om debatten risikerer at blive afsporet, siger han.

Når vi taler om et land som Syrien, hvor alt er i opløsning, og alle mulige er ramt af andres nederdrægtigheder, skal man være forsigtig, fordi det er meget nemt at bruge kristenforfølgelse i en politisk sag. Det er ikke uretfærdigt at fokusere på, at særlige grupper er udsatte, og jeg kan give eksempler på, at kristne er forfulgt i dele af Syrien. Men den opmærksomhed må ikke skygge for det samlede billede, som rummer langt flere ofre end de kristne.