Da folket sagde fra

DE SKREV ET BREV: I juli 1944 fik arkitekten Poul Henningsen brev om Folkestrejken fra sin ven Kjeld Abell

At blive vækket klokken fire om morgenen i sin underjordiske residens er ingen spøg. Det var det heller ikke den 25. juni 1944, da Kjeld Abell blev vækket med det dramatiske budskab, at Tivoli var blevet schalburgteret.

»Glassalen er totalt ryddet, det samme gælder Arena og alt det, der laa bag Koncertsalen, Rosengaarden, det danske Hus, Radiobilerne, alle spilleautomaterne, helt over til Dansehallen med den billige dans. Rutschebanen skal have fået sig et knald, saa vi foreløbig maa gaa paa Bakken, hvis vi ønsker mavekriller, og endelig er Koncertsalen væk med undtagelse af facaden, der staar tilbage som en flad kulisse«, skriver han i et brev til sin eksilven Poul Henningsen den 10. juli.

Det var en rødhåret mand med overskæg og små runde briller, der stod af cyklen ved Tivoli tidligt den morgen. Som egentlig hed Anders. Men bag denne ikke så slørende maskering ville de fleste genkende den feterede dramatiker og Tivoli-direktør Kjeld Abell.

Når berømtheden overhovedet måtte gribe til maskering, var det, fordi han var illegal. Han havde været under jorden fra januar 1944, hvor han som en af de få kulturpersonligheder havde turdet mindes Kaj Munk officielt. Hele den efterfølgende sommer bor han i vennen, forfatteren og filmmanden Ove Brusendorffs sommerhus i Skovlunde syd for København.

Var Gestapo bremset op foran bondeidyllen, havde hele Dagmar-hus dirret af henrykkelse over fangsten. I huset boede hen over sommeren nogle af frihedskampens væsentlige personligheder, ikke mindst professor og frihedsrådsmedlem, Mogens Fog, som blev en nær ven af Abell. Men Gestapo kørte aldrig forbi, og hele den varme sommer gik med at tale, skrive breve, arbejde på efterkrigsstykket»Silkeborg« ude i hønsehuset og blan-de cocktail af »chokerende væsker«. Om aftenen spiller de ludo eller lægger kabalen »Gale Jensen«.

Det er alt sammen ganske fredeligt. Næsten foruroligende fredeligt. Måske også for fredeligt for mændene indimellem. De har en del ærinder i byen, ikke mindst i de her juni-juli dage. »Lørdag tog jeg ind igen, nærmest af nysgerrighed, det skal jeg villigt indrømme, men med en yderst plausibel undskyldning«, skriver Abell til PH.

Lørdag er den 1. juli 1944. Og den berømte folkestrejke er en realitet. Den har ulmet siden mandag eftermiddag, nu knitrer både bålene og følelserne i gaderne.

»Det begyndte paa en maade med Tivoli, hvor underligt det saa end kan lyde«, forklarer Kjeld Abell i sit brev. Det mener han ikke kun, fordi han er havens direktør, og brevets modtager dens arkitekt. Sprængningen var »et slag lige i ansigtet paa den allerbredeste befolkning, der hidtil ikke altid havde kunnet hitte ud af, hvem der gjorde hvad«, mener han, og derfor blev Tivoli en central igangsparker til strejken.

Ludo kan altså ikke tilfredsstille ham den lørdag. Han må ind til byen. Vejene derind er et mylder af mennesker på vej ud af byen med de brændende barri-kader. »En herre havde foran paa cykelstyret i stedet for cykelkurv en flad sort kasse, og paa denne kasse sad en gammel svær dame i smaablomstret viftende sommerkjole og sort søndagshat med benene dinglende ned foran, hun holdt med en fornøjet mine i stadsekasketten og jeg troede et sekund, at jeg overværede et fjantet væddeløb paa et alderdomshjem«, skriver han med et smil i fyldepennen og dramatikerens sans for scener.

En generalstrejke som folkestrejken er lig med lukkede butikker. Og dermed ingen mulighed for indkøb af mad. Det mærker de også i Skovlunde, for københavnerne kommer forbi i jagten på alt indtageligt. »Paa kartoffelmarkerne langs vejen blev folk lukket ind i hold, på en halv times tid var flere tønder land totalt raseret. Et sted saa vi flokke af køer drevet sammen ved hegnene, mens folk malkede om kap for at lade andre komme til.«

»Et næsten bibelsk sammenhold raadede paa den pæneste maade i det daglige vejr, man var brødre og søstre, dus og det hele«, skriver Abell, åbenlyst indtaget i begivenhederne. Det er hele essensen, og det er vigtigst for ham at formidle videre til Stockholm: Strejken er et vendepunkt i den almindelige danskers holdning til besættelsen. Fra at være passivt negative til at være aktivt imod.

Abell er »stolt som en pave over, at den virkelig til daglig saa skikkelige befolkning havde kræfterne og modet til at rejse sig som én eneste modstandsblok«. At det skete, var en oplevelse af kæmpeformat. At de blev ved, til de fik deres indrømmelser, og at de fik dem, simpelthen vandt uden våben midt i en krig, »ja jeg ved ikke, men jeg er fa'neme stolt og glad, for det siger noget om fremtiden, noget man havde været bange for, og som nu ser ud på en helt anden maade, hidtil vidste man ikke, hvor den brede befolkning stod, naar det gjaldt det aktive, nu har man faaet et kolossalt fingerpeg, næsten et løfte om en fremtid. Der er store glæder i store besværligheder«, konkluderer han og runder af med et »Keder det dig at læse om alt dette?«.

Det kan det ikke have gjort. Men måske har det stukket lidt. At sidde i landflygtighed i Sverige var nok trygt i politisk forstand, men rent psykisk følte mange af de flygtede alligevel, at de havde svigtet. De var pludselig blevet tilskuere til kampen i stedet.

At få et brev som Kjeld Abells, at læse om alt det, der var sket, mens familien Henningsen inklusive feriebarnet Jens Jacob Abell foldede lampeskærme i Sverige, har måske ikke ubetinget gjort eksilet lettere. Heller ikke selv om Kjeld Abell skriver, at han savner sin ven og sparringspartner.

Det savn afbødes først omkring et år senere. Nogle uger inde i den fremtid, folkestrejken gav Abell så meget mod på. For ham og modtageren af julibrevet er den dog ikke helt så skyfri som julihimlen i 1944.

BLÅ BOG

Brevet fra Kjeld Abell (1901-61) til Poul Henningsen (1894-1967) er skrevet 10. juli 1944, mens Abell var under jorden i Danmark og Poul Henningsen i eksil i Sverige. Brevet er første gang optrykt i programmet til en mindekoncert for Kjeld Abell i 1961, siden i Elias Bredsdorffs bog »Kjeld Abell« et brevportræt fra 1993. Vil man læse mere om Kjeld Abell, Mogens Fog og deres kreds anno sommeren 1944 er maleren og forfatteren Flemming Bergsøes bog »Det underlige Aar« en fantastisk autentisk og næsten intim bog om berømthederne liv i Skovlunde og tiden efter.

Fakta

Brevet fra Kjeld Abell

Brevet fra Kjeld Abell (1901-61) til Poul Henningsen (1894-1967) er skrevet den 10. juli 1944, mens Kjeld Abell var under jorden i Danmark og Poul Henningsen i eksil i Sverige. Brevet er første gang optrykt i programmet til en mindekoncert for Kjeld Abell i 1961, siden i Elias Bredsdorffs bog ´Kjeld Abell´, et brevportræt fra 1993.

Vil man læse mere om Kjeld Abell, Mogens Fog og deres kreds anno sommeren 1944, er maleren og forfatteren Flemming Bergsøes bog ´Det underlige Aar´ en fantastisk autentisk og næsten intim bog om berømthedernes liv i Skovlunde og tiden efter.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Tema

Sommerserie

De skrev et brev: En gang blev der skrevet breve, fantastiske historier og markante synspunkter er blevet fastholdt i brevets form, og med sin direkte modtager er brevene ofte en god indgang til både en tid og en person. Kristeligt Dagblads anmeldere vil i denne sommerserie fremdrage nogle af historiens breve - til oplysning og genopfriskning.

De to første artikler i Serien »De skrev et brev« blev bragt 11 og 15. juli.