Prøv avisen
Troens øjeblik

Politisk kommentator: Da jeg blev far, måtte jeg træffe en beslutning om kristendom

Politisk kommentator Jarl Cordua opdrager sin søn, så kristendommen ikke er fremmed for ham, når han selv skal tage stilling til, om han vil være troende. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix

Politisk kommentator Jarl Cordua blev introduceret for den kristne tro, da han kom på friskole. Hans mest skelsættende religiøse begivenhed blev dog fødslen af hans søn for otte år siden

Efter at være raget uklar med nogle kammerater på min skole blev jeg i 7. klasse flyttet til en kristen friskole. Jeg er fra et hjem, hvor det med tro og bøn ikke fyldte det store i hverdagen. Jeg var den eneste på Davidskolen, som stedet hedder, der ikke havde tilknytning til en missions-bevægelse eller en frikirke.

Det var en fremragende skole rent fagligt, men det var lidt af et kulturchok til at begynde med. Jeg var søn af en sømand og havde et farverigt sprog med fra havnebyen Nexø. Jeg var ikke noget dydsmønster, og det krævede lidt tid at vænne mig til omgansformen på en kristen friskole. Der er mange sociale koder at knække, når man kommer ind i noget, der minder om et parallelsamfund.

Det gør de miljøer, men det skal ikke tolkes som en kritik. For missionske kristne er samfundsstøtter på alle ledder og kanter. Mine tre år på Davidskolen gjorde mig ikke missionsk, men den har betydet, at jeg har fået stor sympati for den gren af folkekirken.

Min egen personlige tro er kommet siden. Som hos så mange andre blev jeg særligt opmærksom på troen i de perioder, hvor jeg havde det svært. Ikke mindst da min mor for 20 år siden blev syg og døde.

Dengang begyndte jeg i højere grad end tidligere at tænke på, hvad der sker, når vi skal herfra. Jeg havde en fornemmelse af ikke at være alene. At der var en, der delte min sorg med mig.

I takt med at jeg er blevet ældre, er der sket en udvikling, så troen nu også kommer til syne i de lysere perioder. Når jeg har succes, føler jeg i dag taknemmelighed over for Gud. Før i tiden var det i disse perioder, at jeg ofte kunne glemme ham.

Det mest skelsættende, der er sket trosmæssigt, var, da jeg blev far for otte år siden. Dengang måtte jeg tage beslutningen om, hvorvidt min søn skulle opdrages sekulært som jeg selv, eller om han skulle introduceres til bøn, bibelhistorier og samtaler om tro.

Det var en let beslutning for mig. Hvis jeg skulle kunne tage mig selv alvorligt, var jeg nødt til at sørge for, at kristentroen og kirkegang ikke er fremmed for min søn, når han en dag selv skal bestemme sig for, om han er troende.

Jeg beder aftenbøn med ham og læser bibelhistorier for ham. Jeg prøver at forklare ham, hvad det handler om, men han forstår nok ikke det hele endnu. Heldigvis synes han, at historierne og kristendomsundervisningen i skolen er enormt spændende.

Jeg har ham af og til med til spaghettigudstjeneste i Hellerup Kirke. Engang stoppede han præsten midt i en historie og afslørede konklusionen, inden præsten selv var nået så langt. Der var jeg en stolt far.

Jeg ønsker for ham, at han får det værktøj at kunne påkalde sig Vorherres hjælp, når han står i en presset situation. Og at han kan henvende sig til ham, når det går godt. Det har i hvert fald hjulpet mig meget i livet, og jeg tror på, at det er mere end bare psykologi. Jeg tror på, at der er et liv efter døden, og at du bliver frelst, hvis du tror.