Da jeg blev højskoleforstander, kom jeg på skolebænken

En af de lærere, som tidligere forstander Steen Espensen mødte, da han kom til Vestjyllands Højskole, var historiefortælleren Anna Sophie Seidelin, der kunne fortælle og give kristendommen dybder, som han indtil da ikke havde kendt

 Tidligere højskoleforstander Steen Espensen holder meget af Videbæk Kirkes altertavle, der er lavet af Erland Knudssøn Madsen, og som for Steen Espensen er et billede på Grundtvigs store påskesalme ”Påskeblomst, hvad vil du her?”. –
Tidligere højskoleforstander Steen Espensen holder meget af Videbæk Kirkes altertavle, der er lavet af Erland Knudssøn Madsen, og som for Steen Espensen er et billede på Grundtvigs store påskesalme ”Påskeblomst, hvad vil du her?”. – . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg tror, at vi kun har dette ene liv på jorden, men kristendommen er for mig en uundværlig del af det liv. For gennem kristendommen får jeg styrke til at leve livet og arbejde med de udfordringer, som jeg møder.

Missionæren Karen Jeppe sagde det så fint: Hvis man lever et ordentligt menneskeliv, så er man også en ordentlig kristen. Hun var i øvrigt imod at skulle missionere blandt armenierne, der havde tilhørt de tidligste kristne menigheder, og som bad Fadervor, mens vi endnu rodede i jorden i jernalderen i 300-tallet. Den respekt for historien og for andre, som hun dermed giver udtryk for, er også en vigtig del af min livsanskuelse.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i København i et hjem, hvor troen ikke spillede nogen rolle, til trods for at min søster og jeg er både døbt og konfirmeret. Mine forældre var også kirkeligt viet, og de havde endda skullet gøre sig den anstrengelse at finde en ny præst, der ville vie dem, da deres almindelige sognepræst sagde nej, fordi min far var fraskilt. Men troen fyldte altså ingenting, ja min far var næsten forskrækket over kristendommen. I sine erindringer har han i hvert fald skrevet om en pige, som han kendte: ”Hun var vist nok katolik, men ellers var hun meget flink.”

Jeg fik desværre aldrig spurgt ham, hvorfor han havde det så svært med troen, for det var slående, så fraværende den var. Han ville heller ikke begraves med kirkelig medvirken.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg vil ikke kalde det en udfordring, men trin på vejen mod en større forståelse. Det havde stor betydning, da jeg i 1987 blev forstander på Vestjyllands Højskole, hvor der var et ugekursus om Grundtvig, der med skiftende temaer havde eksisteret i en årrække. Meget var nyt for mig, så jeg lærte meget af de kurser, og der var noget at række ud efter. Jeg har også i mere end 25 år arrangeret kirkekurser, og det har haft stor betydning, fordi jeg skulle arbejde med at forstå og formidle viden om arkitektur og kunst, også moderne kirkekunst, hvilket indimellem har været en udfordring.

Jeg har det derfor ofte som en lille pige, der engang sagde, da hun blev spurgt om, hvad hun mente om et emne: ”Det ved jeg ikke, før jeg har hørt, hvad min mund siger.”

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Kristendommen var noget, der langsomt voksede frem i mig, da jeg blev højskoleleder, omend jeg siden barndomsårene altid har måttet ind og se de kirker, som jeg er kommet forbi på min vej. Jeg har også altid været interesseret i historie og kan lide at formidle og fortælle, så da jeg blev forstander af Vestjyllands Højskole, blev jeg også elev på skolebænken. For der var til skolen knyttet en fast lærerkreds, som holdt de tidligere nævnte Grundtvigs-kurser.

En af lærerne var Anna Sophie Seidelin, som var en vis gammel kone, der kunne fortælle og give kristendommen dybder, som jeg indtil da ikke havde haft, men som sammen med kirkekunst, både den klassiske og den moderne, var med til at forme min tro. For nok havde jeg førhen læst Ebbe Kløvedal Reichs bog om Grundtvig, men der var meget, som jeg ikke forstod, og som jeg skulle lære. Så det var en spændende tid, og i dag er jeg der, hvor jeg synes, at troen ses bedst i salmerne, hvor Grundtvig så tydeligt får sagt det, der skal siges.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

På et eller andet tidspunkt begyndte jeg at føle, at jeg havde samlet så mange kloge ord, at nu havde jeg også noget at give andre. Det har jeg så gjort siden, som for eksempel når jeg fortæller om den moderne kirkekunst, som er noget sværere at gå til end den klassiske, hvor alle kan se, at her er Jesus, Jomfru Maria og de andre bibelfigurer. Men den moderne kirkekunst skal man arbejde med, hvad jeg til dels holder af at gøre selv, og dels gerne formidler til andre. Det ender tit med at blive en slags prædiken, som jeg holder, men det har jeg ikke spor imod. Tværtimod kan jeg godt lide at udlægge ordet, for det er jo reelt det, som jeg gør, men mine tilhørere har aldrig brokket sig, så det virker. Jeg er heller ikke bleg for at anbefale dem, som siger, at de ikke kan lide moderne kirkekunst, at komme til en gudstjeneste. For måske de bedre kan forstå billedet, hvis de sidder en times tid og ser på det. Her i livet er det tit således, at det, der anfægter os, er det, der holder i længden.

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er et svært spørgsmål. Men de er alle sammen kvinder, hvilket nok skyldes, at vi forstokkede mandfolk bedst kan nås gennem kvinderne, som Grundtvig sagde det. Jeg har så også været velsignet med et heldigt arbejdsliv, hvor jeg har mødt flere kvinder, som jeg vil kalde kloge koner, og som jeg har lært meget af. En af dem var den allerede nævnte Anna Sophie Seidelin, som bar Grundtvigkurserne, og som var fyldt med humor.

Ved hendes 80-årsfødselsdag sagde hun: Det kan godt være, at jeg kan høre, hvad I siger om mig, når jeg er død, men sikker er jeg ikke, så sig det nu.

En anden var rektoren på børnehaveseminariet Tora Raknes, som havde rødder i et kulturradikalt miljø i København. De studerende troede derfor, at de skulle tale rigsdansk, men hun insisterede på, at de brugte deres eget sprog, for det var følelsernes og kærlighedens sprog. Endelig er der Tove Hansen, datter af forfatteren til befrielsesvisen ”En lærke lettede”. Hun fortalte historier, der kunne bære, og som jeg har levet højt på lige siden.

En af de bedste var den om dengang, hendes mor skulle ansætte en ny pige i huset. Der var flere kandidater, nogle dygtige og andre mindre dygtige. Men moderen ville først tale med Vorherre, hvad hun gjorde om morgenen, da hun traditionen tro stod en time tidligere op end resten af huset, og bagefter kunne sige: ”Og tænk, så sagde han, at vi skulle tage hende den dumme, før hun havde mest brug for os.”

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det er lidt et omvendt råd, som kommer fra dengang, da mange gik rundt og sagde: ”Du har ansvaret for dit eget liv.” Men det er både banalt og har altid stået mig imod, for det sande udsagn er jo, at du er ansvarlig for andres liv. Du er her for deres skyld og ikke for din egen. Livet bliver i hvert fald vældigt ensomt, hvis vi kun er her for os selv.