Da jeg blev skilt, meldte jeg mig ud af kirken

Som voksen måtte Katja Liebst-Olsen sande, at hun ikke kunne være del af pinsebevægelsen. Og så blev hun sognepræst

Katja Liebst-Olsen er født 1974. I 2015 var hun feltpræst i Afghanistan i seks måneder. Hun er i dag sognepræst ved Sct. Peders og Havrebjerg Pastorat i Slagelse. – Privatfoto.

Jeg havde en klassekammerat, som voksede op i pinsekirken. Hun inviterede mig med til noget, de kaldte juniorklub, som sluttede af med en andagt. Afslutningsvis blev der altid spurgt: Er der nogen, som vil bedes til frelse?

Det sagde jeg ja til. Det indebar, at der efterfølgende var en voksen, som satte sig ned med en. Man benytter sig meget af håndspålæggelse i pinsekirken, så der blev lagt en hånd på ens hoved, og man skulle give sit liv til Jesus. På den måde blev man bedt til frelse. Frelsen var en beslutning, man selv tog.

Jeg oplevede et voksent menneske, som så mig, tog mig alvorligt og nærede omsorg for mig. Det skal ses i lyset af, hvor jeg kommer fra. Min mor var kun lige fyldt 18, da hun fik mig, og begge mine forældre var meget umodne. De drak for meget, røg for meget hash, og min mors misbrug eskalerede, så hun blev narkoman og døde, da jeg var 14. Min far er ikke misbruger længere og er genindtrådt i faderrollen, men på det tidspunkt var der ikke nogen af mine forældre, som tog sig synderligt af mig. Jeg fik mad i munden og tøj på kroppen, men der var et følelsesmæssigt svigt og mangel på nærvær, som efterlod et tomrum i mig.

Det var det tomrum og savn efter et fællesskab, som kirken dækkede ind. Pinsekirken gjorde meget ud af at sige, at du er noget specielt, at du er skabt i Guds billede, og at Gud har en plan for dig. Derfor blev jeg ved med at komme i kirken. Det var ikke bare et fællesskab, men et helt samfund, jeg blev del af. Det blev mit liv, og jeg brugte al min energi på det.

Som teenager mærkede jeg, at grebet blev strammet, så det nærmest blev en form for tankekontrol. Især seksuelle synder fyldte meget, og der var en grænseoverskridende indblanding i folks sjæleliv og privatliv. Man skulle være ren både i tanke og handling. Det var næsten umuligt at være menneske. Jeg var vidne til unge kærestepar, der foran hele forsamlingen skulle bekende, at de havde været i seng sammen. Håndteringen af homoseksuelle var decideret utilstedelig.

Da jeg begyndte at læse teologi, kunne jeg ikke få det til at passe, at pinsekirken skulle have noget nær den eneste rigtige tolkning af, hvad det vil sige at være et kristent menneske. Hvis ikke jeg havde hele min omgangskreds i pinsekirken, havde jeg meldt mig ud, da jeg var cirka 18. Men det ville indebære et stort spring og en kæmpe identitetskrise at forlade det fællesskab, jeg var vokset op i.

Man blev ikke ligefrem opfordret til at holde kontakt til de frafaldne. Jeg blev gift som 20-årig, men fire år senere blev jeg skilt. Det var der, jeg rankede ryggen og sagde, at jeg ville træffe mine egne beslutninger for mit eget liv, og jeg meldte mig ud af kirken. Alternativt kunne jeg forblive i kirkens fællesskab og leve i cølibat resten af livet.

Da jeg forlod pinsekirken, gjorde jeg mit bedste for at frasige mig troen. Det lod sig ikke gøre. Selve troen har altid været problematisk for mig. Det ligger mere til mit temperament at være ikke-troende, fordi jeg betragter mig selv som et logisk og rationelt tænkende væsen. Men lige som troen ikke kan vælges til, kan den heller ikke vælges fra. Den var den kradsende hjemmestrikkede sweater, jeg ikke ønskede mig i julegave.

Nu har jeg vænnet mig til den. Jeg har opgivet at kæmpe imod troen. I Bibelen ser jeg mennesker i alle mulige livssituationer, og jeg finder meget trøst i at læse om dem, som i den grad også kommer til kort. Det kan jeg spejle mig i. For mig er troen i virkeligheden et rum at være menneske i og være menneskelig i. Den er et sted, jeg kan fejle, og den giver mig livsmod på de mørke dage og styrke til at rejse mig igen og børste støvet af skuldrene.