Jeg spillede i 10 år på det danske kvindelandshold i håndbold, så jeg har mange gange stået og sunget med på nationalsangen, mens Dannebrog gik til tops.
Det har altid været en personlig oplevelse fuld af tro visualiseret ved det hvide kors, hvor jeg for mit indre blik kunne se Kristus hænge som en påmindelse om, at der var noget, som var større end at vinde en håndboldkamp, også når det var en af de store finaler til EM, VM og OL.
Dog var det helt specielt under OL-finalen i 1996 i Atlanta i USA. Her fik jeg virkelig sat i relief, at det er troen, der bærer mig gennem livet.
Hallen kogte den sommerdag, hvor vi skulle spille mod Sydkorea. Det var tilmed den første gang nogensinde, at Danmark havde mulighed for at blive olympiske mestre i kvindehåndbold. Så nu skulle det være, og jeg var ligesom mine landsholdskolleger fokuseret og tændt på at vinde.
Men da flaget gik op og nationalsangen lød, da vidste jeg med hver en fiber i kroppen, at ingenting af det, der for alvor betyder noget, stod og faldt med, om vi vandt eller tabte. For alverdens guldmedaljer og jordiske æresbevisninger kan ikke gøre noget, når vi engang skal stå over for Gud. Her gælder kun det kors, som i vores flag er hvidt.
Det gav mig derfor en dyb ro at se op på Dannebrog den augustdag i Atlanta i 1996. En ro, som fulgte mig gennem både den ordinære spilletid, den forlængede spilletid, straffekastkonkurrencen – og da vi fik de olympiske guldmedaljer hængt om halsen. Den har lige siden været i mig.
For nok havde jeg hele tiden vidst, at jeg ville give alt, hvad der stod i min magt, for at vi skulle vinde. Men der var noget, som var større end en guldmedalje og en titel, og det var den kristne tro, som jeg har haft med mig siden barndommen.
Jeg voksede op i Jelling, hvor Danmarks dåbsattest, Jellingstenene, står, og hvor jeg nu bor igen og kommer i den lokale folkekirke. For jeg kan ikke forestille mig et liv uden kirke, uden det kristne fællesskab og nærværet med Gud, heller ikke selvom jeg ligesom alle andre har travlt i hverdagen.
Men man kan heller ikke sætte tid på tro. Jeg har brugt utrolig mange timer på håndboldsporten, også som barn, og det blev der bakket op om hjemmefra, selvom kristendommen betød meget for mine forældre.
Så man kunne måske forestille sig, at der ville have været forventninger til min deltagelse i kirkegang. Men sådan var det ikke. Mine forældre støttede mig i min håndboldkarriere, og der blev ikke stillet nogen krav til mig om at gøre noget specielt i forhold til religion.
Ellers tror jeg også, at jeg havde forladt kristendommen. For den personlige frihed er vigtig for mig, og tro skal aldrig handle om tvang eller have indbyggede krav om at skulle gøre det ene eller lade være med at gøre det andet. Man kan dyrke trosfællesskabet på mange måder – og mange steder, også uden for kirkerummet og kristne sammenhænge. Ens tro bærer man altid med sig. For nok er gudstjenesten central, men heldigvis er en bøn til Gud og oplevelsen af Guds nærhed muligt når som helst, og i hvad vi end foretager os.
Det handler om troen – og roen, som bar mig gennem OL-finalen, men også senere, da jeg lagde håndbolden på hylden og kunne mærke, at det konstante pres om at præstere, som findes i al elitesport, blev taget af mine skuldre. For Gud er altid med mig, uanset om jeg taber eller vinder.
Hvad udfordrer din tro?
Min tro som sådan er ikke udfordret, men jeg glemmer indimellem, at jeg ikke behøver at gøre mig fortjent til at være Guds barn. For kristendommen er på den måde det modsatte af et landshold, hvor det drejer sig om hele tiden at præstere det ypperste, hvis man skal komme på holdet. Den kristne sandhed er, at vi som Guds børn aldrig får det røde kort og kommer ud på bænken, men at vi derimod er elskede, lige meget hvad vi gør.
Ligesom alle andre i vores tid vil også jeg gerne gøre det hele så godt som muligt og være den bedste udgave af mig selv, både på arbejdet, med mine børn, venner, i foreningslivet og i mit ægteskab. Men det har ingen overskud eller energi til, og så er det vigtigt at huske på, at Gud altid holder fast i os, også når vi selv føler os utilstrækkelige. Jeg må derfor ofte minde mig selv om, at jeg ikke kan gøre mig fortjent til Guds kærlighed og frelsen. Det ansvar har Jesus taget på sig, da det blev påske allerførste gang.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det er ikke et råd som sådan, men en erkendelse, som jeg er nødt til at nå igen og igen: at det ikke er mig, der kan holde fast i Gud, men Gud, der holder fast i mig.
Jeg ved det inderligt godt, men indimellem må jeg høre det sagt højt, og det kan selvfølgelig ske i det kristne fællesskab, men også som da en god veninde sagde det til mig på et tidspunkt, hvor livet drønede af sted, og jeg havde lidt for mange bolde i luften.Gud skal have plads til at virke i min tilværelse, og jeg skal ikke leve op til noget. I Guds øjne er jeg elsket, uanset hvad jeg gør, og det er mit faste holdepunkt her i livet, også fordi der deri ligger en frisættelse, som ikke findes andre steder.
Ja, kristendommen og især den protestantiske version er den eneste tro, hvor man ikke skal gøre sig fortjent til at være Guds barn, men i stedet altid kan spørge Gud, om han vil tage over her. Og det gør han hver gang. Det er ret fantastisk.8