Johannes Døber er kommet i tvivl, nu da han sidder fængslet efter at have angrebet Herodes Antipas – den lokale øverste myndighed – for at have forbrudt sig mod jødisk lov ved sit ægteskab med broderens kone. Det ender med, at Johannes bliver halshugget, efter at Salome med sin dans har fordrejet hovedet på stedfaderen og som betaling bedt om protetens hoved på et fad. Men så langt er fortællingen endnu ikke kommet, da vi indirekte møder ham i forbindelse med den tekst fra søndagens evangelium, der vil blive prædiket over i folkekirken i morgen.
Johannes har ellers haft travlt ude i ørkenen, hvor han har beredt vejen for ”den stærkere”, den Messias, som skulle gøre ende på al politisk undertrykkelse og uretfærdighed. Nu, efter fængslingen, sender han bud til Jesus med spørgsmålet: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”.
Tvivlen er begyndt at gnave, anfægtelserne begyndt at stille sig i kø. Kai Kjær-Hansen, teolog og tidligere formand for Israelsmissionen, ser anfægtelsen som et sundhedstegn:
”Selv de mest fromme og stærkt troende op gennem kirkehistorien har kæmpet med anfægtelser og tvivl, sådan som Johannes Døber gør det: En anfægtet tro diskvalificerer ingen fra at være et Guds barn. Jesus forlanger jo ikke troserklæringer af de mennesker, han møder i Det Nye Testamente. Vi hører derimod om mennesker, der kommer til Jesus, som de er. Det er denne bevægelse frem mod Jesus, der er afgørende.”
Johannes Døber synes ellers at have været ret fast i troen. Han har prædiket omvendelse og døbt i Jordan-floden og været overbevist om Jesus som ”den stærkere”, den hos jøderne længe ventede Messias, der skal døbe med helligånd og ild. Men nu lyder spørgsmålet: Er du den, der kommer – underforstået Messias – eller skal vi vente en anden?
Kai Kjær-Hansen forklarer:
”Karakteristisk for Jesus svarer han ikke direkte. Gudsriget bygger ikke på beviser. Her er ikke tale om matematik, men om at tage imod i tro. Jesus henviser til sine gerninger i lyset af forjættelserne hos profeten Esajas om en kommende Messiastid og lader så Johannes om selv at drage den endelige konklusion. Det er som en kode, der skal tolkes: Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, døve hører, og døde står op – og ’evangeliet forkyndes for de fattige’. Er alt dette sket i kraft af Guds nåde eller Beelzebul, ondskabens hersker?”.
For Kai Kjær-Hansen understreger Jesu svar, at hele Bibelen må i spil, også i dag, når vi skal nærme os den kristne tro.
”Gud opfandt ikke sig selv for 2000 år siden, som man kunne tro, hvis man kun har blik for Det Nye Testamente. Så får man slet ikke hele frelseshistorien med. I Det Gamle Testamente møder vi forjættelserne og forventningerne om den kommende Messias – Kristus – som bliver midtpunktet, der i Det Nye Testamente fører frem til afslutningen med Kristi genkomst.”
Kai Kjær-Hansen er måske den danske teolog, som har beskæftiget sig mest med forholdet mellem kristne og jøder. Det har gennem alle årene stået i centrum for hans teologiske arbejde. Mødet med de ”messianske jøder” – Kristus-troende jøder – i Jerusalem har haft afgørende betydning for hans egen tro, lært ham at fokusere på troens centrum.
”Jeg har sagt det mange gange før og vil blive ved med at gentage: Jøderne har lige så meget brug for Jesus som alle vi andre,” understreger han og afviser, at der er andre veje til frelse.
”Der har været talt om to pagter, at de kristnes vej til frelse ganske rigtigt går over Jesus og Golgata, men at jøderne kan finde frelse via Moses og Sinai, men så bliver Jesus gjort til en bagatel, og hvorfor så ikke tre pagter – hvorfor så ikke en særlig frelsesvej for muslimerne og for andre religioner? Nej, hvis Jesus ikke er Messias for jøder, så er han heller ikke Kristus for os.
Tilbage til Johannes og Jesus. En sammenligning mellem de to viser mange lighedspunkter, påpeger Kai Kjær-Hansen:
”De havde begge fået en speciel opgave af Gud. De kom begge i konflikt med myndighederne. Johannes prædikede i ørkenen, mens Jesus gik fra landsby til landsby, men deres budskab var det samme: Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær! Men samtidig er der også en forskel, som er værd at lægge mærke til: Johannes prædiker, at når vi omvender os, kommer Himmeriget. Jesus vender det den anden vej: Himmeriget er hos jer, derfor skal I omvende jer.”
”Begge får en makaber død: Johannes halshugges, Jesus korsfæstes. Johannes’ død får ingen følger, Jesu stedfortrædende død bliver til frelse og evigt liv for mange. Det er den helt markante forskel på de to.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville først tale om frelseshistorie, om forjættelse og opfyldelse. Esajas kap. 35 og Grundtvigs gendigtning af samme i ”Blomstre som en rosengård” vil danne klangbund. Jesus applicerer Esajas’ ord på sig selv, og Grundtvig finder en opfyldelse i Jesu fortidige komme og nu i hans tilstedeværelse i menigheden. Hvor er det godt, at der bruges gammeltestamentlige læsninger ved vore kristne gudstjenester, og at vi har en Grundtvig, som synger sit ja hertil! Og ellers kommer det til at dreje sig om forskelle og ligheder mellem Døberen og Jesus. Om Døberen, som først peger på Jesus som ”den stærkere” og senere i fængslet kommer i tvivl eller anfægtelse. Værre end anfægtelse er forargelse. I anfægtelsen er Jesus med. I forargelsen står man alene som den skyldige og med Jesus imod sig.
Hvad er det vigtigste for dig af De Ti Bud?
Som svar på et lignende spørgsmål knyttede Jesus to bud sammen: Du skal elske Gud og din næste – helt og ikke delt. Det dobbelte kærlighedsbud drejer sig om livet her og nu – ikke i en fjern himmel. Det drejer sig ikke om sentimental følelse, men om vilje og handling. Jesu svar skabte ikke konflikt med datidens religiøse ledere. De sagde noget tilsvarende.
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
Den fuldkomne gudstjeneste hører den kommende verden til. Min ønskegudstjeneste afhænger vist meget af min egen tilstand, åndeligt og fysisk, og der skal gives plads til andres ønskegudstjeneste. Men det er en velsignet gudstjeneste for mig, når den korsfæstede og opstandne Jesus på en eller anden måde rører ved mig og mit liv, så jeg igen i tro kan tage imod budskabet om, at han er synderes ven. Det giver nyt mod til at leve det svære liv.
Hvordan er dit gudsbillede?
Gud er kærlighed. Hans vrede flammer imidlertid op, når mennesker forsmår hans kærlighed. En kærlighed, som ikke træder i karakter – reagerer – når den bliver forsmået, er ikke kærlighed. En afart af gudsbilledet er formuleret af en amerikansk teolog og lyder: ”En Gud uden vrede førte mennesker uden synd ind i sit rige uden dom gennem en Kristus uden kors.” Denne ”trosbekendelse” er møntet på en afslappet amerikansk kristendom. Gad vide, om den også findes andetsteds? En sådan ”trosbekendelse” kan jeg hverken leve eller dø på.