Det er 12 år siden nu. Vi var lige flyttet til Næstved på Sydsjælland, som var en ukendt by for mig, men kendt og elsket af min mand. Jeg var 29 år og lige blevet mor for anden gang. Min yngste datter, Rakel, var to måneder på det tidspunkt, og vi havde haft to skønne måneder sammen, der ligesom fødslen også var forløbet uden problemer. Jeg gik derhjemme med hende, og hun havde feber og var forkølet, så vi tog en tur forbi lægehuset. Der fik jeg at vide, at alt så fint ud, og vi tog hjem igen. Jeg vil ikke beskrive mig selv som en bekymret mor, jeg følte mig måske endda rutineret, som jeg stod der med mit barn nummer to. Derhjemme blev jeg ved med at mærke efter i nakken, om hun havde feber, sådan som jeg havde fået at vide, jeg skulle. Hun var varm og ville ikke spise.
Jeg husker ikke, hvor mange timer der gik, før jeg kontaktede lægevagten, men herfra gik det stærkt, og vi blev indlagt på børneafdelingen på Næstved Sygehus. Der var omkring fire andre familier, og på døren til afdelingen hang et billede af Mickey Mouse, som jeg tydeligt husker. Jeg havde aldrig oplevet alvorlig sygdom, så jeg havde en forestilling om, at mens vi var indlagt på afdelingen, var vi i sikkerhed. Det chokerede mig derfor, da Rakel fik det stadig værre. Det var en RS-virus – en luftvejsinfektion, som er ganske almindelig for små børn – men et par dage senere fik hun også konstateret lungebetændelse. Hun var bleg, havde blå læber og svært ved at trække vejret. Jeg kan huske, at jeg spurgte lægen, som jeg på det tidspunkt kendte godt: ”Vil hun overleve?”, og da hun svarede, at det vidste de ikke endnu, der forandrede alt sig for mig.
Lægen sagde, at Rakel skulle indlægges på neonatalafdelingen, som er en intensivafdeling for børn under et år, der har behov for intensiv pleje og behandling. Jeg hævede mig i det øjeblik op over min egen krop og så hele situationen udefra. Alt var enormt filmisk og sanseligt. Vi skulle ud fra børneafdelingen, og de andre mødre fulgte os bekymrede med øjnene. Jeg så os gå ind i elevatoren, hvor en dame gav mig et kram, men det var ikke længere mig, følte jeg. Som jeg svævede uden for mig selv, kunne jeg se, at de mennesker, vi mødte på vejen op til 10. etage i den grå, rummelige elevator, så en totalt krakeleret mor med et barn, der var tydeligt syg. Den tilstand var jeg i ret længe – jeg ved ikke hvor længe. Det har været dage. Mine sanser opførte sig dyrisk. Et insekt på ruden fangede min opmærksomhed i et splitsekund, og alle, jeg mødte, og alt, jeg så, syntes at have en betydning – som om at det ville mig noget.
Sengen blev kørt ind på den kliniske, gråmalede stue. Jeg fulgte efter. Ved vasken hang der sæbe og sprit, der efter intensivt brug gjorde håndfladerne ru og kløende. Fra min seng kunne jeg holde øje med mit barn, der var tilsluttet slanger i massevis. Dystre tanker meldte sig, og nærmest i febervildelse tænkte jeg på, hvordan det ville være at skulle begrave sit barn i en ny by, som jeg endnu ikke kendte særlig godt. Men jeg blev også ramt af noget andet og mere håbefuldt. Min tro hjalp mig. Jeg følte, at jeg blot skulle række ud efter den, så var den der. Det var på mange måder naturligt for mig i en sådan situation, da jeg er opdraget i et kristent hjem, og min mor er præst. Jeg gled ind i troen og ind i bønnen, og jeg bad gentagne gange for, at mit barn ville klare den. På et tidspunkt befandt jeg mig på sygehusgangen, og jeg faldt fuldstændig sammen. Der kom en sygeplejerske, som satte sig hos mig og hjalp mig op igen, og jeg følte, at hun gav mig troen og kræfterne til at komme på benene igen. Jeg mærkede troen som et kærlighedsskjold, der var der for mig.
Vi var indlagt i cirka tre uger, hvor Rakel gradvis fik det bedre. Hendes tre år ældre storesøster, Ella, og hendes far kom på besøg. Det var i påsketiden, og Ella medbragte stolt en påskekylling i pap med karse, som jo under ingen omstændigheder måtte komme ind på stuen, hvor Rakel lå. I dag er Rakel sund og rask. Jeg tror, at når vi er i de her forfærdelige situationer, at vi enten afskriver troen, fordi meningsløsheden viser sig at være for stor for os, eller at vi bruger troen til at vide, at vi ikke er alene.
Hvad har udfordret din tro?
Det har meningsløsheden. Når jeg ser mig om i verden og den ulykke, sorg og uretfærdighed, der er til. Det kan få os alle sammen til at tvivle.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Før i tiden brugte jeg mest min tro i de tilspidsede situationer i mit liv. Men jeg har fået et råd om, at jeg også kan bruge den i hverdagen. Og jeg synes, det er en gave at kunne begynde dagen med en lille bøn, eller hvis der er en svær situation på arbejdet, så er det o.k. at bede til Gud om støtte til at klare opgaven. Før i tiden tænkte jeg, ”hvorfor skal Gud forholde sig til mine små problemer?”. Men jeg har fundet ud af, at der er en enorm kærlighed i at række ud efter den styrke, som Gud kan give.