Bent Jensen: Da min søn blev døbt, besluttede jeg at genvinde troen

Historieprofessor Bent Jensen voksede op med søndagsskole, kirkegang og aftenbøn og havde en stærk barnetro. Men den mistede han, da han begyndte på historiestudiet. Først mange år senere genvandt han troen – efter en beslutning, han traf ved sit første barns dåb

Professor Bent Jensens tro forsvandt ved mødet med den kildekritiske historievidenskab på universitetet. – Foto: Tim Kildeborg Jensen.
Professor Bent Jensens tro forsvandt ved mødet med den kildekritiske historievidenskab på universitetet. – Foto: Tim Kildeborg Jensen.

I begyndelsen af 1970’erne havde min daværende kone og jeg adopteret vores første barn, Jakob. På det tidspunkt havde jeg lagt afstand til min barnetro, fordi jeg mente, at man ikke som rationelt tænkende, veluddannet menneske kunne tro på blandt andet jomfrufødsel og kødets opstandelse. Alligevel gik jeg med til, at vores søn skulle døbes. Min kone, der ligesom jeg var uddannet historiker, kunne ikke se noget problem i at kombinere en videnskabelig og rationel tilgang til verden med en kristen tro, og hun stod fast på, at vores børn skulle døbes. Vores søn blev døbt Jakob i Solbjerg Kirke i København, og af en eller anden grund blev det mig, der holdt vores søn og derfor skulle svare for ham.

Da jeg stod der, blev det meget direkte og klart for mig: Nu fanger bordet! Jeg vidste, at nu måtte jeg stå inde for, at det blev sandt, hvad jeg sagde. Jeg måtte genvinde min tro, som var forsvundet ved mødet med den kildekritiske historievidenskab på universitetet.

Der var to ting, som jeg kunne mærke meget klart. Dels kunne jeg ikke stå der og lyve over for mit barn, præsten og tilhørerne. Dels ville det føles forkert at bryde med den tradition, som der havde været i både min kones og min familie, som gennem generationer have båret deres børn hen i kirken og fået dem døbt og i en eller anden forstand givet dem den kristelige børnelærdom. Jeg er en slags konservativ anarkist eller anarkistisk konservativ. Jeg har altid haft det svært med forandringer. Så det var vigtigt for mig at træde ind i og blive en del af en tradition.

Det blev en lang og kroget vej tilbage til troen. Den kom ikke igen på en bestemt dag eller i et enkelt øjeblik. Men det var ved dåben af min søn, at jeg blev klar over, at jeg måtte arbejde mig tilbage til troen, og modsat hvad mange nok mener, er det min erfaring og holdning, at troen er noget, man kan lære sig, hvis man anstrenger sig for det. Man kan arbejde sig ind i troen ved at læse i Bibelen, bede Fadervor, fremsige trosbekendelsen, bruge sin salmebog og gå i kirke.

For mit vedkommende har det også været afgørende, at andre mennesker har vist mig, at det kan lade sig gøre at være rationelt tænkende og samtidig troende kristen. Min daværende kone spillede en meget vigtig rolle. Det betød også meget, at jeg kort efter min søns dåb blev klar over, at nogle af mine soldaterkammerater var troende.

Mit barndomshjem og mine forældre har naturligvis haft den største betydning, for det er derfra, jeg har fået et fundament, jeg kunne finde tilbage til. Min far var af indremissionsk slægt, og min mor, som var født i en grundtvigiansk familie, gik over til Indre Mission, da hun mødte min far. Der går jo mange historier om mørke missionske miljøer, men mit barndomshjem var kærligt med en dyb og inderlig tro. Jeg gik i søndagsskole og i kirke med mine forældre hver søndag og blev KFUM-spejder. Min mor bad Fadervor og sang salmer med min storebror og mig om aftenen.

Bent Jensen, hvor han fortæller om, hvordan han genvandt den kristne tro, som han havde mistet, da han gik på universitet og blev påvirket af den kildekritiske tilgang på historiestudiet. Fredag den 15. januar 2021
Bent Jensen, hvor han fortæller om, hvordan han genvandt den kristne tro, som han havde mistet, da han gik på universitet og blev påvirket af den kildekritiske tilgang på historiestudiet. Fredag den 15. januar 2021

Jeg blev uddannet elektriker og arbejdede som sådan i fire år. Så tog jeg studenterkursus og aftjente værnepligt og lærte samtidig russisk. Da jeg var 24 år, begyndte jeg på universitetet i Aarhus. Jeg var meget optaget af teologi og havde som helt ung selv læst P.G. Lindhardt og Johannes Sløk, og det havde på en måde været oplagt at begynde på teologi i Aarhus, hvor de var professorer. Men jeg anede, at det ville koste mig min barnetro, så det turde jeg simpelthen ikke. Det blev i stedet historiestudiet, som jeg blev meget optaget af, men som – paradoksalt nok – kom til at koste mig barnetroen. Historiestudiet er på mange måder en række kolde afvaskninger, en iskold indførelse i, hvor skrøbelig ens viden og forestillinger om fortiden er. Man bliver skolet i at se kynisk, koldt og nøgtern på alle former for kilder, herunder også dem, som kristendommen kommer af.

Jeg begyndte at anskue min barnetro ud fra den historiefaglige kildekritik og kom til den konklusion, at jeg ikke kunne tro på det sludder. Jeg fik en meget nedladende holdning til mine forældres tro, som jeg opfattede som uoplyst og naiv. Jeg skammer mig over det, når jeg tænker på det i dag. Under en samtale med min far sagde han ”hold dig til Gud”, og jeg svarede ”Gud er jo bare en lyd, der skrives med tre bogstaver, G-U-D.” Han havde ikke de talegaver, jeg havde fået i kraft af min uddannelse, så han tav bare. Heldigvis fik vi talt ud om det, og jeg fik sagt undskyld. Det har helt sikkert pint mine forældre, at jeg lagde afstand til deres tro, men de var meget tolerante og holdt ingen bibeltimer for mig. Deres eksempel har dog alligevel påvirket mig, og jeg er kommet til den opfattelse, at man ikke bliver klog på de afgørende ting ved at få en embedseksamen fra et universitet. I alle årene gik jeg da også med dem i kirke, når jeg var hjemme. Alt andet ville have været for groft og uforskammet.

Da min søn – og senere min datter Hanne – blev døbt, begyndt jeg at luske i kirke indimellem, og da jeg blev professor i Odense, og vi flyttede ind på et nedlagt landbrug på Fyn, fik vi nærmest kirken som nabo. Jeg udviklede et venskab med præsten, N.C. Lilleør, som var meget interesseret i det, jeg skrev om Sovjetunionen og var optaget af Dostojevskijs forfatterskab. Der begyndte min mere regelmæssige kirkegang.

Siden er jeg stødt på mange tænkere, der uden problemer kombinerer videnskab og tro, og det har hjulpet mig. Jeg oversatte for et par år siden en Jesus-biografi af den katolske historiker Paul Johnson, en sprænglærd mand. Han siger – som mange før ham – at kan man tro på, at Jesus er Guds søn, så følger resten af sig selv. For Gud er alting muligt, og Guds søn er en del af den guddommelige treenighed. Derfor var det muligt med jomfrufødslen, opstandelsen, himmelfarten og alle miraklerne, som er beskrevet i Det Nye Testamente. Det blev mit arkimediske punkt. Accepterer man, at Jesus er Guds søn, så er den hjemme.

Min genvundne tro er ikke noget, jeg har fortalt vidt og bredt om. Men når jeg taler med venner, der siger, at de umuligt kan tro, siger jeg, at det er jeg ked af, for troen giver en fylde i livet og en tryghed, som er uvurderlig. Troen gør ikke én til et bedre menneske, man må tværtimod tro, fordi man er et slet menneske. Det skader heller ikke, at man læser i sin bibel. Der står nogle fantastiske ting – bare det her med at se bjælken i sit eget øje, før man ser splinten i de andres, eller lad den, der er ren, kaste den første sten. Det ringer i baghovedet på mig, når jeg er ved at sætte mig på den alt for høje hest. Og glemmer jeg det alligevel, har min søn mindet mig om det. Jeg har den store glæde, at begge mine børn er troende – hver på deres måde. Og Jakob har mindet mig om det sted, hvor Jesus siger ”døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes”. Jeg har godt af at få en lille prædiken fra min søn.

Hvad har udfordret din tro?

Den største udfordring for min tro har været, da jeg var ung og troede, at jeg var så klog og overførte den videnskabelige tilgang til historiestudiet til troens verden. Udsætter man evangeliet for den form for kildekritik og spørger, om det virkelig kan passe med jomfrufødslen og opstandelsen og Jesus, der gik på vandet, dumper det naturligvis med et brag.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Da jeg var ung, havde jeg som sagt en samtale med min Far, hvor han sagde: ”hold dig til Gud”. Dengang afviste jeg det som en naiv tilgang. Men det har alligevel siddet sømmet fast i mit hoved og har haft sin langtidsvirkning.

Samme råd fik jeg på en helt anden måde, da jeg tog filosofikum, mens jeg var værnepligtig i Sønderborg. Vi blev undervist af en præst på kasernen i Haderslev og var til eksamen i Aarhus hos Justus Hartnack, der var professor i filosofi. Præsten fornemmede, at jeg var interesseret i filosofi og teologi, og efter eksamen inviterede han mig hjem, hvor vi talte sammen i hans studerekammer. Under samtalen sagde han til mig: ”Du skal være klar over, at hvis man er kristen, skal man acceptere det hele; det er ikke et tag-selv-bord, hvor man piller noget ud, for så brister det hele, og så ender du ude i mørket.”