Da min søn overlevede, mærkede jeg taknemlighed på et helt andet plan

Kort efter fødslen holdt Mikkel Julius’ søn op med at trække vejret. Frygt og rædsel blev gennem lægernes redningsarbejde til en taknemlighed så dyb, at den ændrede musikerens perspektiv på livet

Den dramatiske fødsel og den efterfølgende taknemlighed dukker ofte op i tankerne hos Mikkel Julius, når han sidder ved sønnens seng og putter ham. – Foto: Lars Aarø/Fokus.
Den dramatiske fødsel og den efterfølgende taknemlighed dukker ofte op i tankerne hos Mikkel Julius, når han sidder ved sønnens seng og putter ham. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Det var i november 2018. Vores søn var netop kommet til verden på Skejby Sygehus. En erfaren ansat på fødeafdelingen vurderede, at han skulle have noget modermælkserstatning, da han var ret lille ved fødslen. Da hun havde givet ham det, blev han lagt over på sin mors bryst igen, og øjeblikket var fyldt med dyb glæde. Men med et var glæden forvandlet til rædsel, da det gik op for os, at han ikke trak vejret. Jordemoderen tog ham op og sagde de ord, man håber, at man aldrig skal høre på et hospital: ”Det skal gå hurtigt, det her.”

Min kæreste og jeg blev helt forstenede og kunne intet gøre ud over at se til, mens personalet forsøgte at få hans hjerte i gang igen. De sagde, at de skulle have sat nogle slanger på ham, for han skulle have noget hjælp, og så bad de mig om at følge med, mens min kæreste måtte blive tilbage, fordi hun lige havde født og skulle have moderkagen ud.

Jeg fulgte efter over på en anden afdeling, hvor jeg fik vores søn over til mig og kunne sidde med ham. Han lå og var godt pakket ind med slanger rundtomkring. Jeg sad alene med ham i mindst et par timer, indtil vi blev genforenet alle tre.

I løbet af de timer blev jeg konfronteret med, hvad taknemlighed egentlig er i sin dybeste form. Jeg mistede fornemmelsen af tid og sted. Det var som et tidsvakuum. En ud-af-kroppen- og ud-af-sindet-oplevelse, hvor jeg på et helt nyt plan mærkede taknemligheden over at være til og mærke et liv, som jeg bare kunne holde i mine hænder og varme, men ikke var herre over.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg var angst for, at min søn igen pludselig ikke trak vejret. Men samtidig var der en taknemlighed på et langt dybere plan end den taknemlighed, man kan føle over dagligdagens glæder og solen, der skinner. Jeg følte, at nogen holdt hånden over os og omkring det her lille skrøbelige liv, vi havde fået lov at få til verden. Det var, som om jeg fik overrakt et nyt perspektiv på livet.

Det perspektiv fik yderligere dybde, da vores søn blev døbt. Vi var flyttet til Solbjerg ved Aarhus et halvt års tid inden, kommet ind i et lille lokalsamfund, og under dåbssamtalen i præstegården oplevede vi, at præsten tog sig rigtig god tid og havde en oprigtig interesse for vores historie. Op til graviditeten havde vi været igennem nogle spontane aborter, og denne graviditet var heller ikke uden problemer. Vi blev advaret om, at han havde væske i hjernen, og der var også andre udfordringer. Hen mod slutningen af graviditeten kunne vi så glæde os over, at alt så ud til at gå, som det skulle, og forløsningen, da han blev født, var stor. Men så gik der jo kun fem minutter, før alt var forvandlet til rædsel – og derefter den store taknemlighed.

Alt det havde vi med os ind i dåben, og da hans navn blev nævnt, var det, som om jeg var tilbage på hospitalsstuen. Mens jeg sad med ham der, kunne jeg bare se, at han skulle hedde August. Vi havde ellers haft en hel kinabog med navne og havde ikke besluttet os, fordi vi ikke ønskede at kende kønnet på forhånd. Men da jeg sad der og kiggede på ham, var jeg ikke i tvivl. Da min kæreste kom op på stuen, spurgte jeg hende, hvad hun syntes, at han skulle hedde, og hun sagde: ’Selvfølgelig skal han hedde August.’ Både min kæreste og jeg er vel det, man kan kalde kulturkristne, og det var en selvfølge for os, at han skulle døbes. Men da hans navn ved dåben blev indfældet i den kristne tro, var det som en puslespilsbrik, der faldt på plads. Der blev bundet en tråd tilbage til de timer, hvor jeg sad med ham lige efter fødslen.

Jeg er vokset op i en middelklassefamilie, hvor vi brugte kirken til dåb, konfirmation, bryllupper og begravelser, men vi gik ikke i kirke på almindelig søndage, og vi talte heller ikke meget om tro. Men det var en selvfølge, at både jeg og mine to ældre søskende blev døbt og konfirmeret. Siden min konfirmation har jeg heller ikke selv opsøgt kirken. Men jeg har haft et arbejde som kirkekorsanger og spillet en del koncerter i forskellige kirker, og det har givet mig en fornemmelse af, hvad kirkens rum kan. At det kan forbinde det intime med det dybe og store – og skabe en ramme, hvor man kan mærke det, som lyrikeren Benny Andersen har udtrykt så fint i et af sine digte: ”Målt på langs er livet kort, men lodret målt uendeligt”.

Og som sangeren Søren Huss har skrevet sin egen version af i en sang, der er dedikeret til hans datter: ”Livet er kort målt i tid rundt om solen. Men det’ så højt som din tanke kan nå. Og så dybt som dit hjerte tør falde. Uden at gå i stå”.

Den uendelighedsdimension og den dybde kan jeg indimellem fornemme i kirkerummet, og jeg tror også, at man kan synge en sans for den ind via salmerne.

Og det var det perspektiv på livet, jeg fik overrakt, den dag min søn blev født. Det vender ofte tilbage til mig, når jeg sidder ved hans seng og putter ham. Det kan vare fem sekunder eller et halvt minut, og nogle gange kan jeg ikke helt være til stede i det, fordi jeg har haft en travl dag eller er træt. Men når jeg kan omfavne det, bliver jeg bragt tilbage til det vakuum, jeg blev suget ind i, da jeg sad med ham den første dag i hans liv. Så mærker jeg, hvor sårbar jeg er, men også at der er noget, der er større end os. Noget, som jeg tror havde en finger med i spillet den dag og strøg kærligt over det lille skrøbelige liv.

Hvad har udfordret din tro?

Man kan sige, at det har udfordret min tro, at jeg ikke som barn og ung har været ude for noget, der har tvunget mig til at tage stilling til troen. Jeg er vokset op i en tryg kernefamilie som efternølerbarn. Havde jeg mødt mere modstand, havde det nok vækket min tro af dvalen noget før. Først med fødslen af vores søn kom der et wake up-call, og jeg blev konfronteret med det felt, der er troens.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det må være en sætning, som en vagabondlignende type sagde til mig for syv-otte år siden, da jeg sad i en bus i København efter en bytur med en af mine venner. Denne her lidt skumle type havde siddet og råbt og mumlet, og da han gik ud af bussen, vendte han sig mod mig og sagde ”et billede af verden er et billede af liv”. Jeg kunne ikke glemme den sætning igen og tænker stadig ofte på den. For mig er den et udtryk for, at de billeder, vi forsøger at lave af vores liv – over for andre på sociale medier eller over for os selv i vores forsøg på at gøre os til nogle andre og mere perfekte, end vi er – ikke er sande. Vi polerer og skaber perfekte billeder, og mens vi gør det, glemmer vi at være til stede i livet, som det er. Et levet liv er et liv i konstant forandring, og i stedet for hele tiden at se på os selv udefra og forsøge at iscenesætte det anderledes, skal vi turde være i det, som det er.