Prøv avisen

Da pastoren kom ud af skabet

Henning Reelsbo fortalte om sin homoseksualitet i en radioudsendelse, men han havde forinden været omkring biskoppen for at tage bestik af hans holdning. Henning Reelsbo har siden midten af 1990’erne levet i et registreret parforhold. – Foto: Leif Tuxen.

Henning Reelsbo blev landskendt, da han som den første præst i folkekirken offentligt bekendte sig som homoseksuel: En enorm lettelse at kunne møde mennesker som den, jeg er, siger han

Egentlig irriterer det ham lidt, for Henning Reelsbo har aldrig ønsket at blive kendt som den homoseksuelle præst.

Men det er så blevet mit lod, og det er selvfølgelig fint, hvis jeg har kunnet give mit bidrag til ligeberettigelsen af de homoseksuelle, men det, der altid har ligget mig på sinde som præst, er jo evangeliet, og det henvender sig ikke til særlige grupper, men til alle.

LÆS OGSÅ:"Jeg er kristen og homoseksuel"

Her er hans alderdoms-sorg, som han udtrykker det, den afkristning, vi i disse år oplever i hele den vestlige civilisation, både her i Danmark og i udlandet.

Det er karakteristisk for tiden, at man gerne lader den komme til orde, der taler om Gud, men ikke den, der bruger ordet bekendende. Derfor er religionshistorikerne og religionssociologerne så meget oppe i tiden, tilføjer den 69-årige, nu pensionerede sognepræst, der i 1978 blev landskendt, da han som den første præst i folkekirken offentligt trådte frem som homoseksuel.

Pastor Reelsbo valgte at komme ud af skabet og stå åbent frem som homoseksuel i en radioudsendelse med teologen og forfatteren Helmut Friis.

Han var min gode ven og kendte godt mit seksuelle fortegn, og meningen var egentlig, at vi skulle snakke generelt om homoseksualitet og folkekirken, og at jeg skulle optræde anonymt.

I stedet tog han så det på dette tidspunkt svære valg at stå frem med navn.

Jeg var ked af hemmelighedskræmmeriet af mange grunde. Blandt andet fordi jeg følte, at det skabte en afstand til menigheden. Den håbede jeg kunne overvindes, hvis jeg i stedet viste tillid og åbent fortalte om min seksuelle orientering. For mig var det en stor belastning at holde det hemmeligt. Bagefter følte jeg det som en enorm lettelse at kunne møde folk som den, jeg er, og ikke længere at skulle leve i frygt for at blive afsløret.

Inden beslutningen om at træde offentligt frem orienterede Henning Reelsbo sin præstekollega og menighedsrådsformand og var omkring bispekontoret. Reelsbo havde på dette tidspunkt været præst ved Luther Kirken på Østerbro i København i seks år, og biskop Ole Bertelsens holdning kunne blive afgørende.

Ville han trække sin kollats tilbage, så jeg ikke længere kunne arbejde som præst? Ole Bertelsen syntes ikke om, at jeg nu ville stå åbent frem, blandt andet af hensyn til menigheden. Omvendt mente jeg, at netop hensynet til menigheden kunne være med til at berettige min beslutning, og da han, trods sine forbehold, erklærede ikke at ville trække sin kollats tilbage, vidste jeg, at jeg skulle gennemføre det.

Den overvejende reaktion fra menigheden var accept og forståelse i hvert fald i første omgang.

Selvfølgelig har der været nogen, der blev væk, men jeg mærkede ikke noget. Jeg tror tværtimod, at mange var glade for den tillid, de følte, jeg havde vist dem.

Heller ikke forholdet til Reelsbos daværende kollega ved kirken, sognepræst Niels Peter Sørensen, led skade.

Han havde i mange år været formand for Københavns Indre Mission og var inde at drøfte sagen med biskoppen, men optrådte i øvrigt fuldstændig loyalt. Vi forblev gode venner, fortæller Henning Reelsbo, der også arvede Sørensens bogsamling og reoler, da han døde.

Problemerne opstod først, da Sørensen gik på pension, og Reelsbo fik ny kollega.

Det gik stille og roligt de første år, men så pludselig opsagde kollegaen samarbejdet. Nu ville han ikke længere holde gudstjeneste sammen med Reelsbo, som der ellers havde været tradition for ved nogle af årets store højtider.

Jeg fik ingen begrundelse, men min helt klare opfattelse var, at han ville af med mig, måske på grund af min homoseksualitet, men jeg ved det ikke. Han indrykkede en notits i Præsteforeningens Blad, hvor han i al stilfærdighed meddelte, at jeg var til skade for det kirkelige liv i sognet. Så kort! Ingen begrundelser, intet belæg, så jeg kunne forsvare mig.

De, der kom til Henning Reelsbos gudstjenester, blev lagt på is i menighedssamfundet, som kollegaen var formand for.

Og rygtevis fik jeg at vide, at min kollegas hustru advarede om, at man risikerede at få aids, hvis man gik til alters hos mig. Det var netop i de år, hvor ukendskabet til og forskrækkelsen over aids toppede i Danmark. Så nærmest fra den ene søndag til den anden blev min menighed halveret.

Siden, da kollegaens fløj havde tabt det efterfølgende menighedsrådsvalg, gav han i en artikel i Kristeligt Dagblad det indtryk, at Reelsbo havde trukket ligestillede sognebåndsløsere til fra hele København og på den måde vundet valget.

Det var direkte usandt. På det tidspunkt havde jeg kun 10 sognebåndsløsere, hvoraf to var homoseksuelle. Min kollega havde mange flere sognebåndsløsere. I øvrigt har jeg aldrig været interesseret i at blive præst for en særlig menighed af homoseksuelle.

Selv har Henning Reelsbohverken som barn, ung eller senere i livet været i tvivl om sin seksuelle observans, og på trods af at han voksede op i en indremissionsk familie, gav det ikke problemer.

Der var højt til loftet i mit hjem, og mine forældre var ikke fordømmende, men jo nok bekymrede for mig, fordi de vidste, at mit liv som homoseksuel kunne blive svært, ikke mindst da jeg jo ville være præst. Kan du ikke se, min dreng, at det ikke hænger sammen, at du er homoseksuel og så vil være præst? Det går jo ikke, sagde min far engang til mig. Det var i 1960erne, hvor fordommene omkring homoseksualitet endnu var massive, men på det tidspunkt var jeg gået i gang med at studere teologi. For mig var det oplagt, at jeg skulle være præst.

Gud har altid været del af hans liv, og Reelsbos homoseksualitet har aldrig anfægtet hans gudsforhold.

Jeg lever på godt og ondt det liv, Gud har givet mig at leve, og er hans højt elskede barn. Mit første realitetschok fik jeg, da jeg til en familiesammenkomst hos morfar og mormor blev klar over, at mine ni fætre og kusiner alle troede, at de var mormors øjesten når det nu var mig, der var det! Først senere forstod jeg, at en mormors hjerte kan være stort nok til, at alle hendes børnebørn er hendes øjesten. På samme måde er det med Guds hjerte.

Henning Vagner Reelsbo