Mange mennesker har prøvet at stemme om, hvem der skulle regere deres land, men kun få mennesker har haft den oplevelse, at de kunne stemme om, hvilket land de skulle være indbyggere i.
Men den 10. februar 1920 gik indbyggerne i Nordslesvig – også kendt som Sønderjylland – til valgstederne og stemte med stort flertal for, at de ikke længere skulle være tyske, men danske borgere. Tre fjerdedele stemte for dansk tilhørsforhold. Godt en måned senere stemte indbyggerne i Mellemslesvig, som blandt andet Flensborg hørte til, og her ønskede 8 ud af 10 at være tyskere.
Resultatet af disse afstemninger blev, at den dansk-tyske grænse blev lagt, hvor den fortsat ligger i dag. Det gamle hertugdømme Slesvig blev delt, og Sønderjylland, som havde været tysk besat siden 1864, vendte hjem til kongeriget Danmark.
– Når skoleeleverne skal lære om perspektiverne af nederlaget i 1864, er det lige så vigtigt, at de lærer om perspektiverne af genforeningen 1920 og den særlige situation efter Første Verdenskrig, som gav sønderjyderne mulighed for at stemme om, hvilket land de ville høre til, siger Lene Rasmussen, formand for Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag og medlem af Undervisningsminsteriets historieudvalg.
Sagen er nemlig den, at en meget stor del af den danske nationale selvforståelse har været koblet op på det slesvigske spørgsmål. Som tidligere omtalt i denne artikelserie affødte nederlaget i 1864 en intern moralsk oprustning, og genforeningen 1920 blev da også markeret med en tilsvarende national fejring, som ikke blot fandt sted i Sønderjylland, men i hele landet.
I dag fejres endnu såvel den 10. februar som den 15. juni, hvor grænsen blev endeligt fastlagt, som festdage. Man mindes også den officielle genforeningsdag 9. juli og den store folkefest dagen efter, da kong Christian X på sin hvide hest red over grænsen ved Frederikshøj mellem Kolding og Haderslev. Et folkeligt rygte går ud på, at hesten var malet eller kalket hvid til lejligheden, men det er uvist, om det er sandt.
I Sønderjylland mindes man også den kæmpemæssige folkeforsamling på op mod 100.000 mennesker, anført af kongen, regeringen og Rigsdagens medlemmer, der den 11. juli 1920 mødtes på den gamle slagmark ved Dybbøl for at synge "Du skønne land med dal og bakker fagre" og markere det nationale sammenhold. Aldrig havde Dannebrog været så rødt og hvidt.
Men selvom demokratiet sejrede ved afstemningen i februar, og folket festede hele sommeren, havde alt ikke været idel lykke. I visse konservative kredse var der stor skuffelse over, at Flensborg ikke var blevet dansk. Ganske vist havde kun en fjerdedel af Flensborgs indbyggere stemt for at blive danskere, men Flensborg-bevægelsen argumenterede med, at dette alene skyldtes tysk tilvandring til byen. I påsken 1920 var denne skuffelse medvirkende til, at kong Christian X tog det demokratisk dybt problematiske skridt at afskedige regeringen, hvorved han udløste den såkaldte påskekrise.