Da struktur blev et saftigt emne

Debatten om en ny styring af folkekirken har været lang og indviklet, men også underholdende. Kristeligt Dagblad ser tilbage på et par højdepunkter

Debatten om en ny styring af folkekirken har været lang og indviklet, men også underholdende. Kristeligt Dagblad ser tilbage på et par højdepunkter.
Debatten om en ny styring af folkekirken har været lang og indviklet, men også underholdende. Kristeligt Dagblad ser tilbage på et par højdepunkter. Foto: Søren Bidstrup/ Denmark.

Det var en forventningsfuld Ligestillings- og kirkeminister, der i maj 2012 gav interview til magasinet Ræson om sine planer for folkekirken.

I slutningen af interviewet ville spørgeren gerne vide, hvordan ministeren, Manu Sareen (R), forholdt sig til den kirkelige debat om vielse af homoseksuelle. Men ministeren ville hellere tale om et andet træk, der var på vej.

Det er faktisk meget, meget større end homovielser. Det vil blive den største ændring i folkekirkens historie. Alt er i spil: civilregistrering, bloktilskud, økonomi, andre trossamfund, sagde han.

Den historiske ændring bestod i at opfylde et løfte, afgivet i Grundloven for 160 år siden. I paragraf 66 står nemlig, at folkekirkens forhold skal ordnes ved lov. Noget, der i øvrigt er forsøgt flere gange før i historien uden held. Men efter nogen ventetid blev Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken nedsat i september 2012. Ledet af tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen gik 20 udvalgsmedlemmer, politikere, universitetsfolk, teologer og embedsmænd i krig med spørgsmålet: Hvem skal styre folkekirken i fremtiden og hvordan?

LÆS OGSÅ: Kirkeministeren skal afgøre folkekirkens skæbne

Spørgsmålet kastede sit ekko fra Christiansborg ud i det kirkelige Danmark. I bispevalgkampen i Haderslev Stift i foråret 2013 kom det til en skarp ordduel. Den ene kandidat, Peter Hedegaard, så en mulig kirkeforfatning som ét stort radikalt projekt fra kirkeministeren om at skille stat og kirke. Marianne Christiansen, der løb af med sejren i Haderslev, var dog positivt indstillet.

Hvis du er utilfreds med, at ministeren bestemmer, hvorfor må han så ikke lave et udvalg, der vurderer, om andre skal bestemme?, replicerede hun til sin modstander.

Kort efter satte det nu afdøde udvalgsmedlem Jesper Langballe (DF) for alvor skub i strukturdebatten med en kronik i Berlingske den 5. april 2013. Her afslørede DFeren udvalgets overvejelser, inden de overhovedet var færdige. Blandt andet kom det frem, at man overvejede fire forskellige modeller for en kirkelov, flere med et kirkeråd et centralt, ledende organ i kirken.

Fremover vil enhver journalist i sin lommebog eller mobiltelefon have det telefonnummer, han kan ringe til, hvis han vil have autoritativ besked om, hvad folkekirken mener om udlændingepolitik, abortpolitik og alverdens politiske ting. Folkekirken vil hurtigt være totalpolitiseret, skrev Jesper Langballe. Men kirkeministeren vil fortsat have enerådig magt til at sige ja eller nej til, hvad synoden foreslår. Han vil efter planerne nærmest blive en enevældig kirkefyrste.

Den slagfærdige kronik førte til en temmelig dårlig stemning på udvalgets sidste arbejdsdag, fortalte flere medlemmer efterfølgende.

Jeg kan ikke sige andet end, at det er noget sludder, det, Jesper Langballe skriver. Det er faktuelt fuldstændig ukorrekt. Vi er slet ikke færdige, vi sidder midt i arbejdet, lød det fra medlemmet Britta Schall Holberg (V).

Den 2. maj sidste år blev det så officielt: Udvalget puslede med idéen om et kirkeråd i sine forfatningsmodeller.

Det fik folkekirkens mindretal til at reagere. Indre Missions generalsekretær, Thomas Bjerg Mikkelsen, mente, at et råd ville blive fatalt for kirkens missionske mindretal, der kunne risikere ikke at blive hørt i vigtige kirkelige spørgsmål.

Det kan hurtigt ende katastrofalt med, at vi bliver tromlet, sagde han og fik opbakning fra tidehvervske kredse.

Mindretallene lod sig dog ikke sådan tromle, viste det sig, da en høringskaravane blev sat i gang i eftersommeren 2013, hvor udvalgsformand Hans Gammeltoft-Hansen rejste landet rundt med en pædagogisk PowerPoint-præsentation og et par udvalgsmedlemmer. På Fyn, hvor man havde fået ny biskop i Tine Lindhardt, var stemningen blandt menighedsrådsmedlemmerne mildt sagt lunken over for styring overhovedet. Flere rejste sig til et debatmøde for at kritisere præsentationen af forfatningsmodellerne, som de fandt tendentiøs og teknokratisk, og som de ikke mente anerkendte den måde, kirken normalt har besluttet stort og småt på.

Jeg er bange for, der går ge i det, lød det på fyndigt fynsk fra salen.

Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen er fortaler for et landsdækkende folkekirkeråd. Men på Fyn viste det sig måske, at hun ikke var helt på linje med fodfolket menighedsrådsmedlemmerne.

Jeg begriber ikke, hvor I får de tanker fra!, udbrød hun forundret på talerstolen.

De ændringer, der sker nationalt, vil ikke påvirke jeres indflydelse lokalt.

I en kommentar i Kristeligt Dagblad i november udtrykte tidligere kirkeminister Birte Rønn Hornbech (V) dog også bekymring. Hvad hun ikke begreb, var, at flere menighedsråd ikke havde sagt fra i forhold til strukturændringerne, som ifølge hende drejede sig om mere central magt til de få på de lokales bekostning.

Jeg håber inderligt, at de alt for mange menighedsråd, der ikke har ytret sig, vil kridte skoene, skrev hun.

Efter at julefreden havde sænket sig over udvalgets arbejde, skete der igen store ting i februar i år. En regeringsrokade betød, at Marianne Jelved (R) overtog kirkeministerposten fra Manu Sareen, og spekulationerne har siden gået på, hvorvidt hun ville sætte samme kurs mod en historisk ændring af folkekirken.

Om det er tilfældet, bliver danskerne måske klogere på, når udvalget har sin betænkning færdig den 1. april. Herefter bestemmer kirkeministeren, hvordan processen fortsætter.