Da Vinci Mysteriet udfordrer kirker og kristne

Især den katolske og den anglikanske kirke gør, hvad de kan, for at gendrive forfatteren Dan Browns version af kristendommen og forsvare kirkernes traditionelle fortælling

Kristne indere demonstrerer her mod film, som de opfatter som blasfemiske. Demonstranternes krav er, at "Da Vinci Mysteriet" forbydes. -- Foto: Scanpix.
Kristne indere demonstrerer her mod film, som de opfatter som blasfemiske. Demonstranternes krav er, at "Da Vinci Mysteriet" forbydes. -- Foto: Scanpix.

I disse dage er der ekstra travlt hos de kirkelige spindoktorer, fordi storfilmen "Da Vinci Mysteriet" om ganske få dage når alverdens biograflærreder, efter den officielle premiere på Cannes Film Festivalen.

40 millioner solgte eksemplarer af bogen "Da Vinci Mysteriet", skrevet af den amerikanske forfatter Dan Brown, har udfordret især to af verdens største kirkesamfund, den katolske kirke og den anglikanske kirke. Siden bogen udkom i 2003 har de kirkelige ledere haft travlt med at afbøde de negative konsekvenser for verdens kristne, som de mener den fiktive version af kristendommen i bogen gør sig skyldig i.

Den anglikanske kirke i Sydney prøver på at få et forspring i forhold til filmen. I sidste uge blev der indledt en reklamekampagne i Australiens biografer, som fortæller sandheden om Jesus og tilbageviser Dan Browns påstande i bogen og i filmen.

Sydneys anglikanske biskop, Robert Forsyth, er ikke bange for filmen, men med den magt, som populære film har, kan den sikkert vildlede mange, mener han.

Den katolske ærkebiskop Angelo Amato, som er højt placeret i Vatikanets råd for den rette tro, har ganske simpelt opfordret til at boykotte filmen, fordi den er blasfemisk. Kravet er senere fulgt op af den nigerianske kardinal og tidligere pavekandidat, Francis Arinze, som opfordrer alle til at tage retslige skridt mod såvel bog som film.

Det er også hård kost for kirkerne, som Dan Brown disker op med: Jesus nedstammer fra Det Gamle Testamentes kong David og er derfor ægte konge.

Han undslap korsfæstelsen i live, giftede sig med Maria Magdalene, som i forbindelse med jødeforfølgelser i Det Hellige Land flygtede til Sydfrankrig, hvor hun fødte Jesu barn. I visse af Frankrigs slægter skulle der således stadig løbe Jesu kongelige, men ikke guddommelige, blod.

Den Hellige Gral er derfor ikke et bæger, som Jesus brugte ved den sidste nadver, som alle har troet i årtusinder, men Jesu efterkommere af kongeligt blod.

Jesus udbredte en religion, som indbefattede både den mandlige og kvindelige side, og Maria Magdalene skulle have videreført en art feministisk kristendom.

Ifølge bogen kender centrale personer i den katolske kirke i dag denne hemmelighed udmærket, og i bogen er de parate til at begå mord for at bevare den kendte version af kristendommen med Jesu guddommelige natur og med et mandligt magtcentrum i himlen og på jorden. Alene af den grund ventes tusinder af liberale katolikker, som kræver reformer i den katolske kirke af kvindesynet og kravet om cølibat, at myldre til filmen.

Dette sammenvæv af fiktion kombineret med eksisterende malerkunst (Leonardo Da Vincis "Den sidste nadver"), berømte bygninger (Museet Louvre i Paris og Westminster Abbey i London) og et spændingsplot som i en krimi til at fastholde og overbevise læseren, har givet nogle kirker og kristne lægfolk rynker i panden, især når hele Dan Browns historie nu får optimal slagkraft gennem filmpremieren verden over.

Og der kunne være grund til at være bekymret. En undersøgelse i det franske tidsskrift Science et Vie (Videnskab og Liv) viser, at en fjerdedel af de adspurgte tror, at "Da Vinci Mysteriet" er baseret på virkelige facts.

Der er dog et flertal, der mener, at den kun er bygget på skriftlige kilder. I Mumbai (det tidligere Bombay) i Indien opfordrer en katolsk gruppe kort og godt kristne til at sulte sig til døde i protest mod, at filmen sættes op i biografer over hele Indien.

En talsmand for en katolsk lægmandsgruppe kalder til demonstrationer i Mumbai, hvor dukker af Dan Brown skal brændes af – fordi vores følelser er blevet såret, som generalsekretær Joseph Dias fra The Catholic Secular Forum siger til avisen Daily Times. Omkring to procent af Indiens 1,1 milliarder mennesker er kristne.

I "Da Vinci Mysteriet" beskrives den katolske organisation Opus Dei (Guds Værk) som en mørk og dunkel sammenslutning, der er centrum for en morderisk sammensværgelse, der skal skjule kristendommens virkelige natur.

Opus Dei har i forvejen i offentligheden en vis mys-tisk status, fordi de 75.000 præster og lægfolk stræber efter religiøs fuldkommenhed gennem udøvelse af streng askese og disciplin – blandt andet ved brug af et pigbesat bælte (cilice) om låret et par timer om dagen for at minde om Jesu lidelser.

Opus Deis ledelse i USA har udgivet et tre en halv siders respons på filmen "Da Vinci Mysteriets" konkrete påstande om forskellige sider af ordenen. Bevægelsen har appelleret til filmens instruktør Ron Howard om, at filmen ikke ville komme til at indeholde noget, der kunne støde katolikker.

Da det ikke rigtigt så ud til at trænge igennem hos producenterne, har man som en sidste udvej anmodet om, at filmen bliver forsynet med et dementi (disclaimer) af påstandene om den katolske kirke.

– Det ville have været en måde, hvorpå Sony (som producerer og betaler filmen) kunne vise, at man ønsker at være fair og respektfuld i sin behandling af kristne og den katolske kirke, siger Opus Deis amerikanske talsmand, Brian Finnerty.

– Filmen er fiktion. Det er ikke teologi. Det er ikke historie. Spionfilm begynder da heller ikke med et dementi, har instruktøren Ron Howard svaret.

Indtil for nylig hang der en kæmpe plakat på Roms St. Pantaleo Kirke, som forestillede Leonardo da Vincis billede "Mona Lisa".

Det var en reklame for filmen "Da Vinci Mysteriet", og den hang der, fordi det som i Danmark er sædvane i Italien, at man pryder grimme bygningsstilladser med flotte plakater. Nu er den væk, på grund af massevis af protester og på et krav fra den katolske kirke.

Singapore er kendt for sine mange forbud, blandt andet mod at spytte og smide tyggegummi på fortove. Nu har statens filmcensur forbudt filmen "Da Vinci Mysteriet" for børn under 16 år.

– Medlemmerne af censurudvalget er enige om, at filmen godt må vises, men med en alderscensur, fordi kun et modent publikum vil være i stand til at skelne mellem filmens fakta og fiktion, hedder det i en officiel udtalelse.

Så er de anglikanske englændere mere smarte. Nogle af filmens scener skulle oprindeligt være optaget i Westminster Abbey i London, fordi kirken spiller en rolle i bogen. Kirken sagde nej. Winchester Cathedral sagde imidlertid ja til at lægge kirkerum til filmens optagelser og modtog for ulejligheden over 200.000 kroner.

De penge er nu gået til at finansiere en udstilling i kirken, som forholder sig kritisk til Dan Browns historie-skrivning.

Der er dog katolikker, som hilser filmen velkommen, fordi den åbner en kærkommen mulighed for at diskutere kristendom og tro. Også nogle anglikanere ser mulighederne. I Coventry Cathedral i England indbyder kirken i forbindelse med filmens engelske premiere til en kristen kode-aften med teologiske professorer og rigtige professionelle kodebrydere – og drinks i pausen.

vincents@kristeligt-dagblad.dk

Læs temaet om "Da Vinci Mysteriet" på

kristeligt-dagblad.dk