Prøv avisen
Kirkeanalyse

Dåbens indhold er ofte blevet udsat for kritik og nye fortolkninger

Dåben er det kristne sakramente, der har været mest blæst om. I dag diskuterer man blandt andet drop-in-dåb, dåbsritualet og selve dåbens indhold

I hele middelalderen var det sådan, at alle europæiske børn som spæde blev døbt ind i den romersk-katolske kirke. Således blev det også i Danmark, da kristendommen kom hertil. Da først kristendommen var endeligt indført omkring 1100, fandtes der næppe et udøbt menneske på dansk grund. Sådan var det frem til reformationstiden, for da var der endnu ikke kommet jøder til landet.

På reformationstiden opstod der sydpå forskellige bevægelser, der afviste barnedåben. Disse døbere eller baptister lod derfor ikke deres børn døbe, men ville vente til de kunne aflægge en personlig trosbekendelse. En sådan holdning var lovstridig, men der var nogle få lommer i Europa, hvor man alligevel kunne overleve som baptist. Danmark var ikke et af de steder. Man opretholdt med hård hånd loven om, at Danmark var et luthersk land, hvor alle blev døbt som børn – medmindre man hørte til den jødiske menighed.

Da den moderne baptistbevægelse opstod omkring 1840, ville kong Christian VIII tvinge sognepræsterne til at døbe baptisternes børn mod forældrenes vilje, således at landet, som det udtryktes, ikke fyldtes med hedninger.

Selvom selve barnedåben var fast skik i landet frem til religionsfriheden i 1849, blev dens indhold ofte udsat for kritik og nye fortolkninger. Især oplysnings- tiden omkring 1800 var kritisk. Biskop Boisen på Lolland kaldte det en fordom, at dåben var et væsentligt middel til saligheden, og teologen Otto Horrebow fandt i 1797 dåben ligefrem skadelig, da den hindrede fornuftens udvikling og dermed moralens forædlelse.

Mange søgte derfor at ændre dåbsritualet i mere moralsk og mindre mysteriøs retning. Forsagelsen af Djævelen var en anstødssten, og i Holmens Kirke i København brugte man i det tidlige 1800-tal sit eget uautoriserede ritual, der havde ændret ordlyden til at være en forsagelse af ”det ugudelige væsen og de verdslige lyster og begæringer”. Tanken om syndstilgivelse i dåben var kongelig konfessionarius Bastholm imod, og i hans ritualforslag var dåben begrundet med de moralske pligter, som den var en anledning til at pålægge barnet og dets forældre. Og i Slesvig Stift, der blandt andet dækkede dele af Sønderjylland, fremsatte biskop Adler derfor ikke færre end syv forskellige forslag til et nyt dåbsritual, alle uden korstegn. For korsets tegn var for oplysningsfolkene et stykke magi, som ingen moderne mennesker forstod noget af.

I det oplyste borgerskab hilstes forslagene velkommen, og nogle præster tog de nye ritualer i brug. Men hos lægfolket i menighederne mødte de nye ritualer alvorlig modstand. Mange mente, at præsterne havde taget det første skridt til at afskaffe dåben, ligesom de var ved at gøre nadveren mere og mere sjælden. Og hvis børn blev døbt uden korstegn og uden forsagelse af Djævelen, var de så ordentligt døbt?

Især kvinder synes at have været aktive i denne modstand, hvilket skete til stor irritation for biskoppens parti, der smed trumfkortet: Havde Paulus måske ikke også sagt, at kvinder ikke måtte optræde som lærere i menighederne?

Men modstanden tav ikke, og erfaringerne fra det sønderjyske fik nok eftervirkninger i kongeriget. Her var der også folk, der radikalt omtolkede dåbsritualet, mens biskop Balle i København og hans slægtning N.F.S. Grundtvig kæmpede for det gamle dåbsritual og den traditionelle forståelse af barnedåbens indhold – og sejrede. Grundtvig støttede det klassiske dåbsritual og krævede ikke, at det skulle være forståeligt. Pagten mellem Gud og barnet oprettedes gennem den personlige tilspørgsel om forsagelse og tro, og Grundtvig opfattede trosbekendelsens ord som en tilsigelse til barnet og altså netop ikke nogen lov og ikke nogen eksamination.

Grundtvigs tanker vandt indpas, så folkekirken i modsætning til for eksempel Sverige har bevaret et dåbsritual, der med små justeringer må siges at stå i den klassiske tradition tilbage til Luther.

Blandt grundene til biskoppernes igangværende liturgiske arbejde er, at dåbstallene falder i landet, samtidig med at nye skikke som lørdagsdåb og drop in-dåb er dukket op. Tanken om afstand mellem dåbsritualet og moderne menneskers verdensbilleder er også blevet nævnt igen, så alt i alt er der nok af spørgsmål at overveje: Hvad er dåben efter sit væsen, og hvor meget kan ændres i de ydre former uden at ændre på indholdet

Kurt E. Larsen er kirkehistoriker ved Menighedsfakultetet.