Dagbladet Aktuelt lukker

- Det er et farvel, der er trist og bekymrende, sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i går efter meddelelsen om lukningen af dagbladet Aktuelt, der er fagbevægelsens sidste avis i Danmark. - Med lukningen forsvinder igen en stemme, som er så vigtig for at holde vores demokrati ved lige, sagde statsministeren. Statsministeren fastslår, at »regeringen lægger stor vægt på mangfoldigheden i det danske mediebillede.« - Det er helt afgørende for den demokratiske debat i Danmark. Med Aktuelts lukning er det blevet lidt sværere at sikre denne mangfoldighed. Bladets lukning er derfor også en udfordring til de tilbageværende aviser, sagde Poul Nyrup Rasmussen, der også er pressens minister. Beslutningen om at lukke Aktuelt blev truffet på et krisemøde i A-pressens bestyrelse i går. A-pressens bestyrelse vil ifølge forbundsformand Max Bæhring fra Dansk Metalarbejderforbund indstille til LO's hovedbestyrelse, at LO standser det økonomiske tilskud til avisen. Det betyder reelt Aktuelts lukning. LO har de senere år givet et årligt bidrag på 60 millioner kroner til avisen. Max Bæhring sagde, at der er tale om en længerevarende proces. LO-toppen har følt, at et oplagstal på 25.000 var smertegrænsen for fortsat LO-tilskud. Han sagde, at der i de seneste år har været »adskillige modeller« fremme om Aktuelts fremtid, men når tilskuddet er væk, bliver det »utroligt svært« at fortsætte. Bæhring tror ikke på en løsning, der vil omdanne Aktuelt til en ugeavis. I stedet lægger Max Bæhring vægt på, at Aktuelt bliver afviklet på »en anstændig måde«. Forbundsformand Lillian Knudsen, Kvindeligt Arbejderforbund, udtrykte stor beklagelse over dødsdommen over Aktuelt, men så heller ikke anden udvej end at stoppe LO's tilskud. Side 3 og leder på bagsiden