Prøv avisen

Nutidens helte blegner mod Hitlers attentatmand

Obersten Claus von Stauffenberg blev den 21. juli, dagen efter attentatforsøget mod Hitler, henrettet som landsforræder. Siden har han dog vundet så stor genoprejsning, at han i dag bliver hyldet som en af Anden Verdenskrigs få tyske helte. På 75-året for hans mission rejser spørgsmålet sig dog, hvor den slags heltemod, han udviste, er blevet af? Foto: Martin Schutt/EPA/Ritzau Scanpix

For 75 år siden udviste tyskeren Claus von Stauffenberg stort heltemod med et mislykket attentatforsøg mod Adolf Hitler. Men hvor finder man den slags heroisme i dag, og har vi stadig brug for den?

Der er nok af forbrydere at pege på, når man ser tilbage på Tyskland under Anden Verdenskrig. Men en af de få personer, der også huskes for noget positivt under naziregimet, var obersten Claus von Stauffenberg, der i denne måned for 75 år siden var hovedmanden bag det største attentatforsøg på Adolf Hitler. Den dristige Operation Valkyrie endte dog ikke bare galt, men også fatalt for Claus von Stauffenberg.

Han blev dagen efter, den 21. juli, henrettet som landsforræder, men har siden vundet så stor genoprejsning, at han i dag bliver hyldet som en af Anden Verdenskrigs få tyske helte. På 75-året for hans mission rejser spørgsmålet sig dog, hvor den slags heltemod, han udviste, er blevet af?

Spørger man sognepræst og samfundsdebattør Sørine Gotfredsen, er ægte heltemod blevet fortrængt af en udpræget selvfokusering.

”Der er et modsætningsforhold mellem nutidens individfokusering og den livsindstilling, hvor man er villig til at ofre sig for en større sag eller sandhed. Jo mere mennesket er optaget af sin egen selvrealisering, desto sværere kan det være at se sig selv som den, der skal ofre sig selv for en større sag,” siger hun.

Sørine Gotfredsen tilføjer, at vi desuden i dagens Danmark lever under så velordnede forhold, at der ikke længere er noget at være radikalt heltemodig over for. Det har ligeledes gjort, at tanken om den heroiske gerning er blevet trængt.

”Vi lever i et meget velordnet demokrati med en stor lighedsfornemmelse. Jo mere vi dyrker ligheden og velfærden og en forestilling om, at alle skal være så trygge som muligt, jo mere risikerer vi at dræbe lidenskaben i mennesket og trangen til at påvirke samfundet. De færreste har nok lyst til at bytte vores tryghed væk, men vi skal bare vide, at konsekvensen er, at man bliver et mindre lidenskabeligt, beslutsomt menneske af at leve i et så trygt, velordnet, ja næsten bedøvende samfund,” siger hun.

Også Ole Thyssen, der er professor emeritus i filosofi, ledelse og etik på Copenhagen Business School, peger på velfærdssamfundet som en forklaring på, at de store offentlige helte er forsvundet.

”En helt er en person, der påtager sig en fare med livet som indsats. Men med velfærdssamfundet har mennesker fået en forventning om, at samfundet vil kompensere for vores tab, hvis det skulle gå helt galt. Det har for eksempel gjort Danmark til et lille trygt smørhul, hvor heltemod ofte bliver en lokal affære. Heltene er dem, der træder til og risikerer liv og lemmer i en drukne- eller bilulykke. De heltegerninger er bestemt meget vigtige. Men de store offentlige helte er forsvundet,” siger han og tilføjer, at der sandsynligvis stadig kan findes mange store helte i mere rå samfund.

Ifølge Ole Thyssen er det positivt, at vi lever i et så godt samfund, at der ikke er brug for, at nogen udviser heltemod. Men det kan også give folk en følelse af at mangle den spænding, som heltemodet kan give.

”Mange tyr til ekstremsport for at opleve det sus, som heltemod kan give. Dermed udskifter de et fællesskabsprojekt med noget individuelt og privatiserer heltemodet.”

Skal man lede efter helte i det danske samfund, vil militæret være et godt sted at starte, mener Frederik Stjernfelt, der er filosofiprofessor på Aalborg Universitet. For her finder man stadig mennesker, der frivilligt lader sig udsende til Afghanistan, vel vidende at de måske ikke kommer hjem igen. I sammenligning med Stauffenbergs indsats er deres risiko for at dø dog mindre, og de sendes ud på statens vegne frem for selv at stå for operationen.

”Hvis vi skal finde heroisme som Stauffenbergs, hvor folk er villige til ofre deres liv for en sag, er det nærmeste vi kommer nok islamister, der tager af sted for at kæmpe for Islamisk Stat. Jeg har ingen sympati med dem, men analytisk set kan man ikke afskrive, at de udviser heltemod,” siger han.

Som forholdene er i Danmark i dag, er der ifølge Frederik Stjernfelt ikke brug for en Stauffenberg til at konspirere mod dem, der sidder på magten. Men derfor skal man ikke dømme begrebet ude.

”Så længe der er krig på kloden, har vi brug for nogen, der er villige til at lade sig sende ud på farlige missioner med livet som indsats. I den forstand er heltebegrebet endnu ikke irelevant.”

Adolf Hitler byder general Karl Bodenschatz (med ryggen til) velkommen i førerhovedkvarter Ulveskansen i det østlige Preussen den 15. juli 1944. Oberst Claus Schenk Graf von Stauffenberg ses til venstre på billedet, mens feltmarskal Wilhelm Keitel ses yderst til højre. Foto: Ullstein Bild/Polfoto/Ritzau Scanpix