Daglejere var helt i hænderne på de rige

Store byggeprojekter kunne ændre kårene for daglejerne, som beskrives i søndagens tekst, forklarer dr.theol.

I dagens tekst finder vingårdsejeren de mennesker, der skal klare dagens arbejde. Sådan så var daglejernes arbejdsdag og indtjening hel op til de rige.
I dagens tekst finder vingårdsejeren de mennesker, der skal klare dagens arbejde. Sådan så var daglejernes arbejdsdag og indtjening hel op til de rige. Foto: Ewald Fröch/Panthermedia/Ritzau Scanpix

”Gad vide, hvad jeg skal arbejde med – og hvem der bliver min chef i dag.”

Sådan er det nok de færreste, der tænker i dag, når arbejdsugen er i gang. Men sådan så virkeligheden ud for mange mennesker, der levede på Jesu tid. Dengang var det ganske normalt, at der samledes en masse folk uden arbejde det samme sted for at tilbyde deres arbejdskraft. Det fortæller Kai Kjær-Hansen, der er dr.theol. og har undervist på Menighedsfakultetet i Aarhus.

”Der er også flere steder i dag, hvor arbejdsløse stimler sig sammen på bytorve og håber på, at der kommer nogen forbi, der vil give dem et arbejde. For eksempel flere steder i Israel,” siger teologen, der er tidligere formand for Israelsmissionen og selv har besøgt det mellemøstlige land og set arbejdsløse tilbyde deres arbejdskraft på torve og forskellige steder.

Det er også på byens torv, at vingårdsejeren, der er en af hovedpersonerne i den tekst, der bliver læst højt i landets kirker i morgen, finder de mennesker, der skal klare dagens arbejde.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Folk var daglejere og ikke slaver,” understreger Kai Kjær-Hansen. Loven, der gjaldt på det tidspunkt, var Moseloven, og den påbød arbejdsgiverne at betale daglejerne deres løn efter dagens arbejde, og det var naturligt at søge mod byens torv, hvis man ikke havde et arbejde. Men i nogle tilfælde betalte arbejdsgiveren ikke altid sine daglejere deres løn på selve dagen, fortæller han.

”Og det satte jo dem i en prekær situation, hvor de ikke kunne sørge for mad på bordet til deres familier.”

Dagslønnen, som vingårdsejeren aftaler med de første daglejere, han rekrutterer, lyder på en denar. Og det var meget rimeligt for en dags arbejde dengang, vurderer Kai Kjær-Hansen. Arbejdet startede formentlig tidligt om morgenen, og dem, der søgte arbejde, måtte stille sig til rådighed så tidligt som muligt for at blive valgt.

”Det har sikkert været barskt en gang imellem at stå der, når der har været mange, som søgte arbejde,” siger teologen, ud fra ”hvad man kan forvente om, hvordan mennesker handler, når de er pressede”.

Ud over at stå til rådighed for mulige arbejdsgivere var torvet også en markedsplads, hvor der foregik alt muligt andet. Her kunne man for eksempel følge med i, hvad der foregik – en slags nyhedsportal – og man kunne købe forskellige varer.

Om der var arbejde eller ej, afhang meget af, hvilken sæson det var: Hvis det var høstsæson for blandt andet oliven eller vin, var der jo rigeligt arbejde at tage. Men der var også andre faktorer, der var udslagsgivende for, om der var arbejde. Hvis der var større byggeprojekter i gang, var der arbejde at få.

Det hævdes, at 18.000 mand stod uden arbejde, da man i 64 e.Kr. blev færdig med arbejdet med at bygge en del af ”Det andet tempel” i Jerusalem. Templet blev seks år senere ødelagt af romerne.

Vingårdsejeren går ad flere omgange ned på torvet og henter arbejdere i lignelsen. Det chokerer dem, der blev lejet tidligst på dagen, at de alle sammen får den samme løn – og at vingårdsejeren altså ikke giver løn efter, hvor mange timer man har stået i marken og knoklet. Den indvending kan Kai Kjær-Hansen sagtens sætte sig ind i, da han selv har arbejdet i 40 graders varme i kibbutz og også ville føle sig en smule snydt, hvis det samme skete for ham.

”Men i Gudsriget bliver der vendt op og ned på tingene. Det er ikke længere et spørgsmål om kvalitet af arbejde, men om Guds godhed. Og det er dét, lignelsen handler om,” siger Kai Kjær-Hansen.

Bibelteksten er fra Matthæusevangeliet 20, 1-16.