Prøv avisen

Dalai Lama: Lad være med at konvertere til buddhismen

Tibets åndelige leder Dalai Lama holder pressemøde på Hotel dAngleterre i København lørdag 30. maj 2009 om buddhisme og kristne traditioner. Foto: Mads Nissen

Tibetanernes åndelige leder, den 14. Dalai Lama, advarer danskerne mod at skifte religion og derimod bevare deres kristne traditioner

Det bedste for danskerne er at bevare deres kristne traditioner.

Det slog Dalai Lama med det samme fast i indledningen til sit to dage lange seminar om buddhistisk kærlighed, medfølelse og mindfullness, som han i denne weekend holder i Bella Center for flere tusinde danskere.

"Jeg tøver lidt, når jeg giver belæringer i buddhismen i Danmark og Vesten, for I kommer med kristne traditioner. Det er bedre at beholde jeres kristne traditioner frem for at skifte dem ud og konvertere til buddhismen. Men det er godt at få en forståelse for andre religioner for at kunne skabe harmoni på jorden. I dag, hvor der er meget kontakt til hele verden, er det vigtigt at holde fast ved værdierne. Men vi skal samtidig acceptere, at der er flere religioner", sagde Dalai Lama.

Mange danskere er også vilde med buddhismen. Den seneste undersøgelse, som YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad, viser, at Dalai Lama er danskernes foretrukne religiøse forbillede, og at der er mindst lige så mange danskere, der tror på reinkarnation som på Jesu opstandelse.