»Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt.«
Sådan lyder artikel fire i FN's Menneskerettighedserklæring, der blev vedtaget på FN's tredje generalforsamling den 10. december 1948. Alle lande har tilsluttet sig erklæringen.
Alligevel forventes det, ifølge International Organization of Migration, at ca. 500.000 kvinder og børn dette år sælges til Europas sexmarkeder og pornoindustri. De kommer fra lande med fattigdom, stor arbejdsløshed og politisk uro. Handel med kvinder til prostitution og pornoindustrien er eksploderet i de senere år, og vi ser, at kvinderne i stigende grad kommer fra lande tæt på Danmark, bl.a. fra Øst- og Centraleuropa. Dette er sket efter de store politiske ændringer i disse områder.
Af de danske prostituerede er nu en tredjedel kvinder fra andre lande.
Definitionen på traffick-ing, som handel med kvinder til prostitution kaldes, er ikke entydig, idet nogle af kvinderne rejser til Danmark mere eller mindre frivilligt, mens andre tvinges eller lokkes med løfter om job som servitricer, au pair piger etc. Fælles for dem er dog, at de oftest ender i en langt værre situation end i hjemlandet, og at et stort antal får frataget deres pas, præsenteres for fiktive regninger for rejsen, ophold osv. De udsættes for voldtægt, vold og trusler enten mod dem selv eller mod deres familie i hjemlandet.
Den danske regering har vedtaget en handlingsplan og også iværksat flere af planens tiltag, der er afsat 30 mio. til den samlede indsats. Ligeledes har menneskehandel fået sin egen paragraf i straffeloven med en strafferamme op til otte år. Planen er baseret på samarbejde med Reden - Stop Kvindehandel, og PRO-Vejle. Videns- og Formidlingscenteret for Socialt Udsatte skal samtidig undersøge baggrunden for og årsagen til prostitutionskøb.
Det er fint, at de organisationer, der er tæt på problemet, medvirker, men i Danmark tilbydes de kvinder, som angiver deres bagmænd, kun 15 dages opholdstilladelse.
Det er alt for lidt. Disse kvinder har brug for hjælp, flere af dem lider af Post Traumatisk Stress, frygter repressalier fra bagmændene og skal repatrieres på en forsvarlig måde. Vi er nødt til at forlænge deres opholdstilladelse i lighed med en række andre europæiske lande, ellers taber vi ikke blot hele indsatsarbejdet på gulvet , men også kampen mod den internationale kriminalitet.
Integrationsminister Bertel Haarder (V) er nødt til at udvise fleksibilitet på netop dette område og forlænge opholdstilladelsen for ofrene, uden dem får vi aldrig ram på bagmændene.
Vi kan også skæve til Sverige, hvor det svenske politis nationale rapportør vedrørende trafficking har oplyst, at kvindehandlerne som hovedregel vælger Sverige fra som modtagerland. Det skyldes, at Sverige er blevet for besværligt et land at operere i, bl.a. fordi ændret lovgivning og stor national politiindsats har bragt prostitutionsindustriens antal ned på ca. 2500 kvinder, i Danmark er tallet ca. 8000-10.000 kvinder.
Handel med mennesker er ikke alene et socialt, et kriminelt eller et fattigdomsproblem, det er et brud på menneskerettighederne og bør derfor tages yderst alvorligt, og Danmark kan med fordel gå foran i kampen mod den internationale menneskehandel.
Selv om myndighederne gør et stort arbejde, så mangler der stadig international koordinering og lovgivning i de berørte lande, derfor er det vigtigt at borgerne er klar over problemets omfang. De færreste vil købe et ægte tæppe knyttet af Den tredje Verdens børneslaver. Med mellemrum forarges vi, når det kommer frem, at store internationale firmaer som f.eks. Nike eller Melka har produceret mærkevarer med brug af slavearbejdere. Firmaers etiske værdier og standarder er efterhånden et vigtigt salgsargument. Vi køber ikke bare firmaets varer, men også dets holdninger.
Sådan er det desværre ikke, når vi køber seksuelle ydelser eller pornografi. De sexslaver, der tvinges til at arbejde som prostituerede eller medvirke i pornoproduktioner til Vestens sexindustri, er ikke blot retsløse, de er også samfundsmæssigt usynlige. De frarøves deres frihed, værdighed og indflydelse på eget liv. Det, vi står over for, er altså et menneskerettighedsproblem, og skal dansk kritik af menneskerettighedernes overholdelse i andre lande tages alvorligt, må vi være foregangsmænd i løsningen af et så åbenlyst problem i vort eget land.
De handlede menneskers ulykkelige skæbne burde være grund nok til en massiv indsats fra alle instanser, men tanken om, hvor de enorme summer fra sexindustrien ender, kan måske også skærpe interessen. Handel med mennesker er den hurtigst voksende form for international kriminalitet, og en stor del af pengene kanaliseres over i rockernes aktiviteter, i den illegale våbenhandel, i narkoindustrien og - antages det - til enkelte terrororganisationer. Et retssamfund har ikke råd til at overhøre en så alvorlig fremtidig trussel.
Lone Skov Al Awssi,
folketingskandidat for
Det Konservative
Folkeparti,
Løvstræde 10,
København K