Danmark er midt i historisk skift i synet på religionsfrihed

Debatten om yderligtgående imamer har påvirket politikernes syn på religionsfriheden. Det er bemærkelses- værdigt, fordi Danmark historisk har været påpasselig med at begrænse frihedsrettighederne, siger jurist

Danske politikere har flere gange udtrykt ønske om at forbyde den yderligtgående muslimske organisation Hizb ut-Tahrir, men i modsætning til i flere andre lande er det ikke sket. Religionsfriheden er kommet i vejen. Men med imamdebatten er de danske politikere i gang med et historisk opgør med religionsfriheden, som vi kender den. På billedet ses Hizb ut-Tahrirs to medierepræsentanter Junes Koch (tv.) og Elias Lamrabet. Foto: Jens Astrup/Scanpix

Der er sket et paradigmeskift i det politiske syn på frihedsrettighederne og religionsfriheden.

Det mener Jacob Mchangama, jurist og direktør i den juridiske tænketank Justitia, med udgangspunkt i interne dokumenter fra Justitsministeriet, som Kristeligt Dagblad er i besiddelse af. Dokumenterne beskriver tiltagene for at stække religiøse forkyndere og deres ytringer. Ifølge notatet kan de danske politikere gå langt, hvis ytringerne truer sædeligheden og den offentlige orden.

Jacob Mchangama har fulgt den politiske debat om at bekæmpe radikale imamer tæt, og ifølge ham er der med de politiske forslag sket en opsigtsvækkende kursændring i forhold til vores syn på frihedsrettighederne i Danmark.

”Nogle af idéerne er direkte planket fra Storbritannien, hvor man eksempelvis har forbudt hadprædikanter indrejse, og det er ikke, fordi Danmark er det land, der er gået længst i forhold til religionsfriheden. I Tyskland er 15 islamistiske foreninger eksempelvis forbudt. Men der er sket et paradigmeskift i forhold til, hvordan vi tidligere har bekæmpet totalitære ideologier,” siger Jacob Mchangama.

Et paradigmeskift, fordi Danmark tidligere har været påpasselige med at begrænse de grundlovssikrede frihedsrettigheder.

”Efter Besættelsen valgte Danmark en model, hvor man hverken forbød kommunister eller nazister at ytre sig eller danne foreninger, der agiterede for totalitære ideologier. Femtekolonneloven fra 1952 indeholdt eksempelvis meget få begrænsninger af ytringsfriheden, og allerede i 1952 kunne man igen læse Fædrelandet, som det genopstandne DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti) havde genoplivet. Man kunne endog se uniformerede nazister dele flyveblade ud i gaderne, ligesom Land & Folk kunne sprede antivestlig og pro-sovjetisk propaganda. Derfor kan man tale om, at der er sket en væsentlig kursændring,” påpeger Jacob Mchangama.

Om de nye dokumenter fra Justitsministeriet bemærker Jacob Mchangama, at der er udeladt flere nuancer og mellemregninger om tidligere europæiske domme om opløsning af religiøse grupperinger og religiøse lederes ytringsfrihed.

”Det er ikke fuldstændig uvant, at der kommer notater, som uden at være forkerte måske fremhæver de ting, som støtter en regerings dagsorden, og underspiller de ting, der nuancerer billedet. I dette tilfælde er der vigtige domme og hensyn og nuancer, man ikke får med, og i stedet får man nærmest det indtryk, at man står med en blankocheck i forhold til at begrænse ytrings- og religionsfriheden på dette område,” siger Jacob Mchangama.

De nye dokumenter følger efter et tilsvarende politisk notat om religionsfrihed. I notatet, der blev udarbejdet til brug for Folketingets Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg, skrev Folketingets Lovsekretariat, at indholdet har ”særligt fokus på lovgivningsmagtens mulighed for at begrænse religionsfriheden”.

Det var en bemærkelsesværdig ordlyd, mener Lisbet Christoffersen, professor i religionsret ved Roskilde Universitet. Hun ser flere udfordringer i den danske forståelse af religionsfrihed, blandt andet at vi allerede før en eventuel ny begrænsning har en snævrere opfattelse af religionsfriheden, idet Grundlovens formulering ikke medtænker andre livssyn end gudsdyrkelse.

”Det er interessant, at lovgivningsmagten så direkte fokuserer på et ønske om at begrænse religionsfriheden. Almindeligvis ville man fokusere på statsmagtens forpligtelse til at understøtte religionsfrihed. Men alle europæiske lande har en udfordring i forhold til at finde balancen mellem hensynet til den offentlige orden og hensynet til trossamfund. Danmark har så en særlig udfordring, fordi vi har opfattet religionsfriheden ganske snævert, og fordi vi ikke tidligere helt har indrettet os på, at det ikke bliver opfattet så snævert i andre europæiske lande,” siger Lisbet Christoffersen.

Ifølge Venstres kirkeordfører, Carl Holst, der er del af de politiske forhandlinger om at indskrænke råderummet for radikale imamer, skal der værnes om religionsfriheden. Men der er også grænser:

”Religionsfriheden er grundlovsfæstet. Derfor skal det udbytte, der kommer af forhandlingerne, også være inden for Grundlovens rammer. Så selvfølgelig skal vi have vide rammer for religionsfriheden, men skal der fortsat være opbakning til religionsfriheden i civilsamfundet, er vi også nødt til at slå hårdt ned på det, når religionsfriheden bliver misbrugt til prædikener, der for eksempel vil udbrede stening af kvinder ,” siger Carl Holst.

Læs historisk artikel om Danmarks foreningsfrihed i Kristeligt Dagblad på mandag.