I 170 år har den evangelisk-lutherske kirke været Danmarks folkekirke. Begrebet stammer fra den tyske teolog Friedrich Schleiermacher, blev indført med Grundloven og har siden da jævnligt givet diskussion om, hvad det vil det sige at være folkets kirke.
Senest har Høsterkøb Sogn i Nordsjælland argumenteret for, at folkekirken skal være for og af folket. Det betyder for menigheden blandt andet, at der under højmessen, som i sognet holdes søndag eftermiddag, spilles moderne rytmisk musik. Folkekirken skal med andre ord imødekomme folket og dets ønsker.
Men spoler man 170 år tilbage, var det en anden betydning, ordet folkekirke havde, da det blev hentet fra Tyskland og sat ind i Grundloven. Man må omkring tysk teologi for at få en forklaring på forskellen mellem 1840’ernes begreb om folkekirke og betydning af begrebet i dag.
Ordet ”folkekirke” blev hentet fra den tyske filosof og teolog Friedrich Schleiermacher (1768-1834), som i 1800-tallet ydede stor indflydelse på den protestantiske teologi. Hans ”Volkskirche”, altså folkekirke, var tænkt som en organisme, der holdes levende, når den følger folkets ønsker. På den måde er folket ifølge Schleiermacher identisk med kirken.
Vi overtog dog ikke hele den tyske teologs tænkning om folkekirke i Danmark. I stedet fik ordet en dansk prægning, forklarer kirkehistoriker og forhenværende hospitalspræst Jens Rasmussen, som også er forfatter til flere værker om forholdet mellem stat og kirke i Danmark.
”I dag må vi sige, at vi blot har lånt Schleiermachers udtryk ’Volkskirche’, men så ikke mere,” konstaterer han.
For skønt begrebet folkekirke i Danmark blev lånt fra den tyske teolog, er Schleiermachers ”Volkskirche” og det danske folkekirkebegreb ganske forskellige, dels fordi de to blev dannet ud fra forskellige omstændigheder, og dels fordi de forudsatte hver sin kirkelige folkeidentitet.
Hvor Schleiermachers organismetanke og ”Volkskirche” udsprang af samtidens debat i et Tyskland, der var splittet i både småstater og religiøst i lutherske, katolske og reformerte trossamfund, havde praktisk talt hele den danske befolkning tilhørt den evangelisk-lutherske kirke siden 1536.
Og hvor Schleiermacher så folkekirken og staten som to separate, selvstændige organismer, som var væsensforskellige og derfor måtte adskilles, adopterede man ikke denne opdeling i det danske folkekirkebegreb.
”Vi overtog ikke Schleiermacher, hvor kirken opfattes som en organisme, der er uafhængig af staten, men har holdt os til en skelnen mellem indre anliggender, ritualer, salmebog, lære og disciplin, og ydre anliggender, det vil sige bygninger, organisation, økonomi,” siger Jens Rasmussen.
Det tidligst kendte eksempel på brug af begrebet folkekirke i dansk kontekst findes hos den danske teolog og biskop P.C. Kierkegaard (1805-1888), storebror til filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855). I en artikel i 1841 brugte P.C. Kierkegaard ordet folkekirke, hvor et folk betød en gruppe med en historie og et sprog tilfælles.
Officielt blev begrebet folkekirke indført i Junigrundloven i 1849. Med den fik Danmark en forfatning, som blandt andet gjorde en ende på enevælden og indførte demokrati og religionsfrihed. Og så omdøbte Grundloven den evangelisk-lutherske statskirke, Danmark havde haft siden Reformationen, til folkekirke.
”Brugen af begrebet folkekirke i Grundloven skulle signalere, at kirken skulle være noget midt imellem statskirke og frikirke. Den skulle være noget fra staten forskelligt, opnå en grad af selvstændighed, men fortsat stå i en særposition i forhold til staten,” forklarer Hans Gammeltoft-Hansen, juraprofessor, kirkeretsekspert og tidligere ombudsmand.
Alle medlemmer af statskirken blev konverteret til medlemmer af folkekirken, medmindre de selv meldte sig ud, og det betød i praksis, at næsten 100 procent af befolkningen var folkekirkemedlemmer efter Grundloven.
Den oprindelige betydning af folkekirke i Grundloven er altså en betegnelse for det trossamfund, som størstedelen af folket tilhører, hvilket dermed i princippet udgør en præmis for overhovedet at kunne betegnes som folkekirke:
”I Grundloven er folkekirkebegrebet brugt i en juridisk betydning som flertalskirke. Altså betyder folk her flertallet af danskerne, som derfor skal tilslutte sig den evangelisk-lutherske kirke, for at den kan forstås som folkekirke,” siger Hans Gammeltoft-Hansen.
Fra grundlovsfædrenes side var det på intet tidspunkt formålet at adskille folkekirken fuldstændigt fra staten. I stedet skulle den ”udskilles” fra, men fortsat stå i særposition til, staten, som ifølge Grundlovens paragraf 4 skal understøtte den evangelisk-lutherske kirke som folkekirke. Det er så en anden sag, at denne udskillelse med en forfatning for folkekirken, som paragraf 66 foreskriver, endnu aldrig har fundet sted.
Den danske kirke var den første i verden til at kalde sig folkekirke. Men om det begreb indeholder en forståelse af en folkets kirke, der skal tilpasse sig folket, kan diskuteres. Ifølge professor i kirkehistorie ved Lunds Universitet Anders Jarlert, kan man skelne mellem et teologisk og et demokratisk folkekirkebegreb, altså mellem den forståelse, at kirken udgår fra Guds nåde, og den opfattelse, at kirken er af folket. Og ifølge ham eksisterer den danske folkekirke i et spændingsfelt mellem de to.
”Selv for dem, der ikke er grundtvigianere, hænger det danske folkekirkebegreb meget sammen med Grundtvigs tanker. Her er det Guds nåde i menigheden, som er centralt. Dermed er kirken kommet folket nærmere, men man går ikke ud fra folket, men meget tydeligt fra Guds nåde. Det danske folkekirkebegreb er mest beslægtet med det teologiske, men udgør en slags tredje variant, fordi menighederne spiller så afgørende en rolle,” vurderer Anders Jarlert.
Der er således i denne danske variant, ifølge Anders Jarlert, en vekselvirkning mellem det kirkelige og det folkelige. Det folkelige kan yde indflydelse på det kirkelige, ligesom det kirkelige har fået plads i det folkelige. At mange danskere går omkring juletræet og synger salmer, er for professoren ét eksempel på den stærke stilling, salmen og liturgien har i forhold til det folkelige i Danmark.
Et stærkt bånd mellem det kirkelige og folkelige er imidlertid ikke det samme som, at der i folkekirkebegrebet ligger en forståelse af, at kirken selv skal søge at tilpasse sig det folkelige, men der ligger, forklarer Hans Gammeltoft-Hansen, en forståelse af folkekirken som rummelig:
”Folkekirkebegrebet dækker altså dels et trossamfund og dels en juridisk størrelse. Folkekirken er evangelisk- luthersk med bestemte dogmatiske, teologiske rammer, som dog er vide og rummelige for at favne flertallet. Det rejser derfor spørgsmålet om, hvordan man kan rumme flertallet, uden at folkekirken som trossamfund udvander sin evangelisk-lutherske identitet. Grundtvig skal have sagt, at alle skal kunne være med i folkekirken uden hensyn til tro. At den kun skal være en rent borgerlig indretning, inden for hvilken religionsudøvelse kan finde sted,” siger Hans Gammeltoft-Hansen.
Denne rummelighed er kommet til i en videreudvikling af folkekirkebegrebet i årene efter Junigrundloven, hvor de såkaldte frihedslove i 1855 muliggjorde sognebåndsløsning, der tillod medlemmer af høre til hos den præst, der passede deres teologi, og i 1868 indførte man retten til at danne valgmenigheder, som gjorde det muligt at samles i særlige menigheder efter kirkelig observans.
Men hvor rummeligheden oprindeligt var teologisk motiveret, således at både grundtvigianere, Indre Mission og andre kirkelige retninger kunne føle sig hjemme i folkekirken, muliggør den også forskellige liturgiske udtryk og forskellige holdninger til de omstændigheder, ritualer og gudstjenester udfoldes under: om man afsynger salmer eller moderne musik under højmessen for eksempel.
Denne rummelighed, der ligger i det danske folkekirkebegreb, kan dermed siges at være kimen til diskussionen om, hvordan man er folkets kirke. Og der har altid været uenighed om, hvor meget folkekirken skal imødekomme det folkelige, forklarer Martin Schwarz Lausten, teolog og professor emeritus i kirke- historie ved Københavns Universitet.
”Siden Grundlovens indførelse har der været debat om, hvordan folkekirken skal formidle det kristne budskab, og hvor meget man skal indrette sig på tidens samfund og folkets lyster og tilbøjeligheder. En diskussion om, hvordan man i kirken siger noget, som folk kan forstå,” siger han.
Når Høsterkøb Sogn forstår sig selv forskelligt fra det, de kalder ”traditionalister”, ses ifølge Martin Schwarz Lausten to fløje, der hele tiden har været i folkekirken. En opdeling mellem dem, der ønsker, at folkekirken skal fortsætte som førhen, og dem, der vil tilpasse den yderligere til folket og dets ønsker.
Og fra Martin Schwarz Laustens synspunkt er der potentielt set den samme konsekvens ved begge retninger, ”nemlig at man frastøder større eller mindre grupper af folket, der ikke ser folkekirken som henvendt til dem,” siger Martin Schwarz Lausten med en formulering, der taler direkte ind i igangværende drøftelser af, hvordan folkekirken kan indrette sine gudstjenester og ritualer på en folkeligt forståelig måde.8