Prøv avisen

Danmark mødte flygtninge med kulde

Danskernes hårdhændede og hævngerrige behandling af tyske flygtninge omkring Anden Verdenskrigs afslutning er et dunkelt kapitel i historien, som mangler at blive belyst, påpeger forskere

I tiden omkring Nazitysklands sammenbrud og Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 omkom tusindvis af fordrevne tyskere, især kvinder, børn og gamle, som flygtede fra de fremrykkende engelske, amerikanske og sovjetiske tropper. Som Günter Grass beskriver i sin nye roman, »Im Krebsgang«, var flygtningeskibe mål for allierede bomber og torpedoer.

Historieskrivningen har hidtil ikke gjort meget ud af disse tyske krigsofre. Heller ikke de flygtninge, som blev dræbt eller udsat for overgreb i Danmark. I krigens sidste tid blev også flygtningetransporter på dansk grund angrebet, og dertil kom, at de 250.000 tyskere, som i perioden 1945-49 opholdt sig i Danmark, fik en hårdhændet og psykisk ødelæggende behandling i flygtningelejrene.

Eftertiden var præget af den antityske stemning, Anden Verdenskrig naturligt nok udløste, og derfor har heller ikke danske historikere ønsket at begive sig ind i den del af historien, der har tyskere som ofre, forklarer en af de få forskere, som har taget emnet op, lægen Kirsten Lylloff, som ved Historisk Institut på Københavns Universitet arbejder på en ph.d.-afhandling om tyske flygtningebørn.

- Der er ikke noget, der tyder på, at tyskerne i flygtningelejrene blev korporligt mishandlet, men man spyttede på dem, råbte ad dem og behandlede dem som tredjerangs mennesker. De blev stuvet sammen på alt for lidt plads, fik dårlig kost og ingen hjælp. Først fra 1946 fik flygtningene nogenlunde tålelige forhold, fortæller Kirsten Lylloff.

Straf for at gifte sig

Hun påpeger, at i enkelte situationer blev tyske flygtninge dræbt af flygtningelejrenes vagter. Drabene skyldtes som regel rene misforståelser. Et eksempel er en kvinde, som blev sendt ud af lejren efter brænde og viste vagten en forklarende seddel med det tyske ord for træ, »Tannen«. Han troede, der stod »Tandlæge«, og skød derfor kvinden, da hun gik mod skoven i stedet for mod byen. En anden vagt dræbte en ældre mand inde på flygtningelejrens område, fordi han ikke reagerede, da vagten råbte ham an. Det viste sig, at manden var døv.

- Vagterne havde ellers intet at gøre inde i lejren, men vagten blev ikke straffet. Episoden understreger tidens enorme tyskerhad, som også kom til udtryk ved, at de flygtninge, som ikke var tyske statsborgere, fik en væsentligt bedre behandling, fortæller Kirsten Lylloff.

Straffet blev derimod de vagtposter, som forelskede sig i de tyske flygtninge, som fortrinsvis var kvinder. Det kostede hæftestraf at pleje omgang med flygtningene, og det var forbudt for tyskere og danskere at gifte sig med hinanden. De par, som trods forbuddet fandt sammen og fik børn, måtte afvente, at kvinden blev sendt tilbage til Tyskland, hvorefter manden kunne rejse til Tyskland og gifte sig med hende.

Opgør med fortiden

Med disse konstateringer udfordrer Kirsten Lylloff den danske selvforståelse om, at vi sikrede flygtningene en relativt human behandling. En opfattelse, som så sent som i 1987 blev fremført i en doktorafhandling med titlen »De tyske flygtninge i Danmark 1945-49« af historikeren Henrik Havrehed fra Odense Universitet. Han beskrev i sin konklusion »en lang række danske humanitære ydelser, der sammenlagt kunne tjene som udgangspunkt for en art håndbog i håndtering og modtagelse af store skarer uindbudte flygtninge«.

I dag vurderer de historikere, som har beskæftiget sig med emnet, at den danske indsats var knap så forbilledlig.

- Tiden omkring befrielsen er et kapitel i danmarkshistorien, som henligger i tusmørke. Der er meget, vi ikke ved. Men meget tyder på, at folkestemningen var så patriotisk og tyskerfjendtlig, at der ikke var plads til medlidenhed med flygtningene, konstaterer Hans Sode-Madsen fra Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, som i øjeblikket forsker i dansk flygtningepolitik mellem 1933 og 1945.

- Flygtningene blev stuvet sammen bag to rækker pigtråd og havde i gennemsnit fire kvadratmeter hver at opholde sig på. Her opholdt de sig i uvished om deres mænds og fædres skæbne. Mange udviklede voldsomme lejr-psykoser på grund af forholdene, forklarer han.

Ifølge Hans Sode-Madsen er der et stort behov for, at historikere undersøger grundigere, hvad der rent faktisk foregik i de store flygtningelejre, som var placeret henholdsvis på Amager og ved Esbjerg.

- Men det er let at falde i den nymoralistiske grøft og bare konkludere, at hvor var det forfærdeligt, hvad der skete dengang. Når vi skal forstå, hvad de tyske flygtninge var udsat for, må vi også sætte os ind i den situation, Danmark befandt sig i efter fem års krig, understreger Hans Sode-Madsen.

Kirsten Lylloff vurderer modsat, at den antityske stemning, som har bidraget til historikernes berøringsangst over for emnet, snart vil være et overstået kapitel.

- Om 10-15 år vil ingen længere kunne forstå den tankegang, at man følte, selv et tysk spædbarn havde fortjent en dårlig behandling. Til den tid vil historikerne kunne se mere nuanceret på et meget væsentligt kapitel i besættelsestidens historie. I dag er vi jo også i stand til at se mere nuanceret på det stockholmske blodbad, end man kunne på Christian den Andens tid, hvor det blev betragtet som fuldt fortjent, siger Kirsten Lylloff.

mikkelsenkristeligt-dagblad.dk