Danmark rundt den 1. januar: Det siger præsterne i deres nytårsprædikener

Det handler om bekymringer, Fadervor og Lars Lilholt, når folkekirkens præster går på prædikestolen 1. januar og holder deres nytårsprædiken

Der er nytårsgudstjenester i mange sognekirker rundt i landet. Her ses Sct. Nicolai Kirke i Skælskør.
Der er nytårsgudstjenester i mange sognekirker rundt i landet. Her ses Sct. Nicolai Kirke i Skælskør. Foto: Christian Lindgren/ Denmark.

Det er ikke kun statsministeren og dronningen, der indleder det nye år med en nytårstale. En stor del af landets folkekirkepræster holder den 1. januar en gudstjeneste, hvor de også leverer en nytårsprædiken til de kirkegæster, der begynder året med at gå i kirke.

Teksten, der bliver prædiket over i kirkerne den 1. januar, er fra Matthæusevangeliet, og handler om bønnen Fadervor.

Kristeligt Dagblad har ringet rundt til en række præster forskellige steder i landet for at høre, hvad de hver især vil sige i deres nytårsprædiken.
.

Herning Kirke, Herning

Den 1. januar holder sognepræst Bo Knudsen gudstjeneste klokken 16 i Herning Kirke. Her vil han tage udgangspunkt i en nytestamentlig tekst fra Jakobsbrevet.

"Min hovedpointe er, at vi skal lægge det nye år i Guds hånd. Den pointe er meget klar i teksten fra Jakobsbrevet, hvor der står, at vi ikke ved noget om, hvordan vores liv ser ud i morgen. Pointen bliver også understreget i prædiketeksten med Fadervor. I Fadervor beder vi "lad din vilje ske", og det er netop, hvad det vil sige at lægge vores liv i Guds hånd. Vi lægger vores liv og tanker frem for Gud og beder om hans vejledning," siger Bo Knudsen.
.

Sct. Marie Kirke, Sønderborg

Længere sydpå i Jylland holder sognepræst Peter Grønlykke også gudstjeneste den 1. januar klokken 16. Han mener, at teksten om Fadervor er en oplagt tekst til et nytår.

"Det er meget naturligt at lægge en bøn ind, når man står over for et nyt år, som man ikke kender indholdet af," siger han.

Prædikenen kommer især til at handle om, hvad bøn er.

"Bøn er et forhold til Gud og drejer sig om det, vi ikke umiddelbart kan nå med vores sanser. Samtidig vender bønnen sig også tilbage mod den, der beder. Bønnen rækker ikke blot ud mod det usynlige, men vender også tilbage i form af en forpligtigelse for den, der beder. En forpligtelse over for det, der er nærværende for en," siger Peter Grønlykke.
.

Ringe Kirke, Fyn

I Ringe Kirke syd for Odense er nytårsgudstjenesten også klokken 16. Her vil sognepræsten Karen Blauenfeldt Dam tage fat i, at Dansk Sprognævn har kåret "undskyld" som årets ord i 2013, og de engelske Oxford-ordbøger har erklæret "selfie" for årets ord.

"Det er interessant at se disse to ord i sammenhæng med Fadervor. Det er en bøn, der ved årets indgang sætter os ind i en større sammenhæng end blot os selv. Man kan sige, at Fadervor er det fuldstændig modsatte af en selfie. Fordi bønnen sætter os i et større forhold end bare vores egen verden, har vi også mulighed for at tage en skyld på os, som vi ellers ikke evner at bære, hvis vi kun har os selv og vores egen verden. Vi evner ikke at sige undskyld, hvis vi ikke har nogen, der kan forlade os vores skyld, som vi beder om i Fadervor," siger Karen Blauenfeldt Dam.
.

Sct. Lukas Kirke, Frederiksberg

På Frederiksberg ved København er der gudstjeneste i Sct. Lukas Kirke den 1. januar klokken 14. Her vil provst Peter Holm prædike over Fadervor som et fromt nytårsforsæt. I prædikenen vil han også gennemgå, hvad bøn er.

"Bøn er en elementær livsytring, som alle mennesker kender til. Det er et sprog, man tager i brug, når der er særlig grund til det. Mange kender til bøn, hvis de er i dyb nød eller oplever en stor glæde. Bøn er også noget privat. Jesus lærer os, hvad den autentiske henvendelse til Gud er. Den foregår i det skjulte, i sit lønkammer."

Peter Holm vil afslutte sin nytårsprædiken med at gå mere i dybden med, hvad Fadervor handler om.

"Det er en meget jordnær og realistisk bøn, der handler om det daglige brød og om reelle eksistentielle problemstillinger. Bønnen indeholder også et ønske om, at jorden må blive et himmelsk sted. Man kan ikke begynde det nye år med et finere ønske," siger han.
.

Vestermarie Kirke, Bornholm

På Bornholm skal sognepræst Lisbeth Ravn Bolin holde nytårsgudstjeneste i Vestermarie Kirke klokken 14.30. Hendes afsæt for prædikenen er sangen "De 12 dage" af Lars Lilholt.

"Lars Lilholts sang handler om, hvor hurtigt livet går. Min hovedpointe er, at vi planlægger meget, hvordan vores fremtid skal være, især nu hvor vi står over for et nyt år. Men det ved vi mennesker i sidste ende ikke noget om. Det er ikke op til os at planlægge eller bestemme den. Fremtiden og bekymringen om fremtiden skal vi lægge i Guds hånd," siger Lisbeth Ravn Bolin.