Duften af nyt imprægneret fyrretræ fyldte luften ved gårsdagens indvielse af Danmarks første husbådskirke i Københavns Sydhavn.
”Et enestående folkekirkeligt projekt” blev husbåden kaldt af domprovst Anders Gadegaard, kort før han fattede guldsaksen og klippede det røde bånd, der var bundet over landgangen. De mange fremmødte kunne herefter med champagneglas i hånden træde ombord.
I Sydhavn Sogn i København har man valgt at kalde den nye flydende kirke for ”Kirkeskibet 2450”. Håbet er, at den nye husbådskirke skal være med til at binde det gamle og det nye område i sognet bedre sammen, fortæller sognepræst Helene Ferslev. Hun er en af sognets tre præster, der alle vil være tilknyttet husbådskirken.
”Tanken er, at der skal være et tæt samarbejde mellem den nye husbådskirke og vores eksisterende Frederiksholm Kirke i det gamle område. Det er selvfølgelig forskelligartede folk, der bor i hvert område, og derfor skal vi nu finde ud af, hvilke behov der er. Men vi har planer om at prøve en masse forskellige tiltag af i husbådskirken, både de mere traditionelle som vielser og barnedåb, og nye som forskellige debat- arrangementer og en barselshøjskole.”
Husbådskirkens placering i Sydhavn Sogn er kun midlertidig. Sognet har nemlig en ny kirke på tegnebrættet, der efter planen kommer til at ligge på samme grund, som husbådskirken nu ligger til kaj ved. Når en ny kirke står klar, skal husbådskirken bugseres til et andet område i København, hvor der er behov for en midlertidig kirke. Indtil da falder det nye kirkerum på et tørt sted, fortsætter Helene Ferslev, der kalder den nye husbådskirke for kirke nummer to.
”Vi har længe manglet et fast geografisk sted i det nye område, hvor vi også er kirke. Og så spiller husbådskirken bare rigtig godt ind i tanken om, at vi er et havnesogn. Nu har vi en kirke på vand. Det er der en masse symbolik i.”
Den nye husbådskirke er ejet og udlånt af den folkekirkelige organisation Kirkefondet, der nu er tilmeldt Kristeligt Dagblads Initiativpris for husbådskirken.
Idéen opstod i 2015, da man så en mulighed for at bygge en kirke, der kunne flyttes rundt til dér, hvor de store byer vokser enormt disse år: Ved havnefronterne.
”Kirkefondet er jo sat i verden for at støtte liv og vækst i folkekirken. Der bor enormt mange mennesker i havneområderne, og de er vant til at færdes i og omkring vandet. Derfor var husbådskirken en oplagt idé, også fordi den er nem at flytte rundt på. Så håber vi, at livet i kirken vil afspejle det lokale miljø, den bliver placeret i. Men det er helt op til det sogn, der låner den, hvad der skal ske i kirken,” siger Henrik Bundgaard Nielsen, der er generalsekretær i Kirke- fondet.
Helene Ferslev og Henrik Bundgaard Nielsen var blandt de mange fremmødte ved indvielsen, der kunne se frem til efterfølgende festgudstjeneste og en aften med blandt andet taler, burgere og en DJ, der spillede op ved en opstillet pult i kirkerummet.8