De skulle tage skoene af, før de gik ind i kirken. Deres telefoner skulle afleveres til opbevaring ved indgangen. Og først derefter var de københavnske teenagere klar til at gå til gudstjeneste.
Det var dog ikke hvilken som helst gudstjeneste, de unge for første gang blev inviteret til i Brorsons Kirke i begyndelsen af 2000’erne. I stedet for at sidde stille på bænkerækkerne kunne de vælge mellem at gå til nadver i et hjørne af kirken, spille et PlayStation-spil inspireret af Det Gamle Testamente i et andet, læse Jesus-tegneserier i et tredje eller danse rundt til DJ-musik ude på kirkegulvet. I løbet af aftenen optrådte to unge musikere med at rappe ud fra bibeltekster eller stikord valgt af de unge selv. Og da den alternative gudstjeneste nærmede sig sin ende, tog en rapper mikrofonen og bad de unge tage godt imod aftenens egentlige stjerne:
”Nu kommer Per Præst!”.Per Ramsdal griner lidt, mens han forsøger at forklare, hvad der blandt andet foregik ved de gudstjenester, han i sin tid som ungdomspræst arrangerede med hjælp fra unge frivillige.
”Jeg så sådan på det, at kirken var et eksperimentarium. Vi arbejdede ud fra en filosofi om, at vi skulle prøve ting af, før vi vidste, hvad det var. Vi kunne ikke på forhånd sige, at der var noget, vi ikke ville lave. Vi skulle lave det, og så kunne vi bagefter sige, at det gør vi aldrig mere, eller at her er noget, vi kunne udvikle på,” siger præsten, som i dag arbejder i Islands Brygges Sogn i København.
Det er nu godt 20 år siden, at Per Ramsdal blev Danmarks første ungdomspræst og kom til at stå i spidsen for arbejdet med at gøre folkekirken relevant for unge. Gennem årene modtog han ros og respekt for sit arbejde, men også hovedrysten fra blandt andet præster, som kaldte det en tivolisering at servere øl i kirken om fredagen og udskifte højmessen om søndagen med en rockgudstjeneste.
I dag er antallet af ungdomspræster vokset til omkring 20, og flere steder i landet er der gang i projekter målrettet børn og unge. Dem kan man blandt andet læse om i en ny bog, der markerer ungdomsarbejdets 20-årsjubilæum og understreger, hvor vigtigt det er at engagere unge i folkekirken med titlen ”Aldrig har jeg følt mig mere velkommen – 20 års erfaringer fra arbejdet med unge og teologi”.
At det var vigtigt vidste man også, da Per Ramsdal begyndte som ungdomspræst i sin tid. Man vidste bare ikke, hvordan man skulle få de unge til at komme til gudstjenester, medmindre det var en obligatorisk del af deres konfirmationsforberedelse. Per Ramsdal havde dog flere idéer. Som konsulent for Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, i København var han vant til at eksperimentere med forskellige former for forkyndelse, og de rockgudstjenester, han arrangerede i FDF, var allerede populære.
Sammen med nogle andre præster begyndte han at udvikle idéen om at gøre en af Københavns bykirker til en ungdomskirke. Den idé accepterede den daværende biskop, Erik Normann Svendsen, og i 1998 blev Brorsons Kirke til ungdomskirke og Per Ramsdal til 25 procent sognepræst og 75 procent ungdomspræst i kirken.
Derfra gik det dog ikke nemt. For mange ansatte i kirken var imod projektet, og sognets menighedsråd havde kun sagt ja, fordi alternativet var, at kirken skulle lukkes.
”Jeg havde nogle gode støtter i menighedsrådet, men mange var meget kritiske og skuffede, ligegyldigt hvad jeg lavede. De havde et billede af, at unge mennesker bare var nogen, der hærgede og ødelagde og brugte en masse penge på ingenting,” siger Per Ramsdal, som opgav menighedsrådets opbakning og i stedet valgte at engagere en masse frivillige unge.
”De var en kæmpe gave, for de havde virkelig en god energi og gode idéer. For mig var det vigtigt, at det ikke bare blev min kirke, men de unges kirke. Det var dem, der skulle komme med ungdomskulturen, mens jeg med min præstekjole og folkekirken i ryggen skulle stå for det kirkelige.”
Noget af det første, Per Ramsdal gjorde, var at rykke sit koncept med rockgudstjenester med over i kirken og gøre det til et månedligt arrangement. Selvom de var populære, måtte han dog erkende, at de ikke ramte de helt unge. For dem var rockmusik noget, deres mødre hørte, sagde en dreng til præsten, og derfor gik kirken i gang med at udvikle et nyt koncept for teenagere. Løsningen blev de såkaldte freestyle-gudstjenester, hvor rappere optrådte, og hvor de unge kunne vælge mellem aktiviteter i kirkerummet som videospil, nadver eller skrifte i elevatoren, der var lavet om til en skriftestol.
”Jeg har da flere gange været nervøs for, om biskopper og præster ville sige, at vi solgte ud af arvesølvet med vores gudstjenester, men jeg tror ikke, at nogen, der har været til stede i kirken, ville sige, at det, vi lavede, ikke var gudstjenester,” siger sognepræsten.
Efterhånden fik Per Ramsdal ansat rytmiske musikere, der spillede ved gudstjenesterne, og han lavede kirkerummet om, så bænkene blev udskiftet med stole, og alteret blev placeret i midten af rummet. Gudstjenesterne blev mere frie med alt fra hiphop og elektronisk musik til en højmesse med bøn og brunch, og der kom konfirmander på besøg fra andre sogne.
Da Per Ramsdal stoppede som ungdomspræst efter 15 år, var han tilfreds og træt. Han glæder sig over, at det ikke længere lader til at være ligeså utrendy for unge at gå i kirke, men tilføjer, at det oprindelige mål med ungdomsarbejdet ikke helt er løst.
”Tanken var, at de unge skulle lære at gå i kirke og så begynde at komme i deres egen lokale kirke. Men det tror jeg ikke er sket. Selv de frivillige, vi havde, der også blev ældre, kunne ikke forestille sig at skulle ud i andre kirker. Det er lidt ærgerligt og noget, man bør arbejde sammen med sognekirkerne om at gøre noget ved. Det er nødvendigt, hvis de unge skal blive i kirken på længere sigt,” siger han.