Prøv avisen

Danmarks længste kirkeasyl

Politikerne bag særloven for statsløse palæstinensere fortryder intet

I dag er det nøjagtig 10 år siden, den såkaldte palæstinenserlov blev endeligt vedtaget i Folketinget. 315 statsløse palæstinensere fra Libanon fik opholdstilladelse. Loven blev vedtaget efter danmarkshistoriens længste kirkeasyl. 154 dage, fem måneder, havde mellem 60 og 70 statsløse palæstinensere boet i kælderen under Blågårds Kirke på Nørrebro i København. I dag vil få påstå, at særloven var den bedste løsning. Men ingen af de retspolitiske ordførere bag særloven har skiftet holdning: Det var den eneste mulighed på det tidspunkt. I 1991 ebbede den 16 år lange borgerkrig i Libanon ud. Ingen vidste med sikkerhed, hvad den fred, der øjnedes i horisonten, ville betyde for de statsløse palæstinensere i landet. Fra 1985 til 1989 fik alle palæstinensere fra Libanon næsten automatisk opholdstilladelse. I de fire år var det blevet til i alt 5684. Direktoratet for Udlændinge (Udlændingestyrelsen) gav så i 1989 afslag på asyl til fire statsløse palæstinensere fra Libanon. Direktoratet ville se, om Flygtningenævnet var enig i, at automatikken i opholdstilladelserne kunne stoppes. Flygtningenævnet gav også afslag på asyl. Derfor skulle palæstinenserne udsendes. Humlen ved palæstinensere fra Libanon var, at deres sager ikke skulle behandles som almindelige asylsager. Palæstinenserne var, uanset hvor længe de havde levet i Libanon, som udgangspunkt konventionsflygtninge. Derfor skulle det ikke afgøres i nævnet, om de var forfulgte, men om Libanon kunne yde dem tilstrækkelig beskyttelse og dermed tjene som sikkert første asylland. Det kræver et noget højere beskyttelsesniveau end blot fravær af forfølgelse. Der var mildt sagt stor uenighed om, hvad en sådan vurdering skulle indeholde. Ikke blot mellem de forskellige spillere på udlændingeområdet, men også mellem opposition og den daværende borgerlige regering, og, da kirkeasylet begyndte i september 1991, også mellem kirkefolket. Det var også meget svært at se i afgørelserne på asylsagerne, om palæstinenserne blev vurderet efter et forfølgelsesbegreb eller som flygtninge, der skulle beskyttes. Palæstinenserne skrev på flere måder historie. Dels var kirkeasylet det længste nogensinde, dels klagede palæstinenserne samlet til ombudsmanden over deres sagsbehandling - og fik delvist medhold - og endelig gjorde usikkerheden om situationen i Libanon og palæstinensernes årelange ophold i Danmark, at et flertal uden om regeringen vedtog den omdiskuterede særlov, der gav opholdstilladelse til statsløse palæstinensere fra Libanon. Inden da havde en række præster og teologer bedt justitsminister Hans Engell (K) om at smide palæstinenserne ud af Blågårds Kirke, mens endnu flere appellerede om det modsatte. Politikere fra SF, Socialdemokratiet, de radikale, Kristeligt Folkeparti og CentrumDemokraterne havde bedt justitsministeren give palæstinenserne en humanitær opholdstilladelse, indtil situationen i Libanon var afklaret, hvilket han afslog. Det politiske klima var anspændt i 1991-1992. Tamilsagen var lige begyndt, og der var intet i den sag, der ansporede den på udlændingeområdet regerende opposition til at tro på de vurderinger i andre udlændingesager, der kom fra det belastede justitsministerium. Palæstinenserne gik i kirkeasyl i september af frygt for at blive sendt ud af Danmark. Og de blev ikke smidt ud af kirken. De opholdt sig i Blågårds Kirke med opbakning fra et enigt menighedsråd og præsten i kirken, Lisbeth Søe. Aktivister fra det kirkelige landskab, det autonome miljø og forskellige flygtningeorganisationer sørgede hele tiden for, at palæstinenserne havde en eller anden lovlig opholdstilladelse, så de ikke kunne hentes og smides ud af landet. Alle ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, genoptagelse af sager og så videre havde dengang opsættende virkning. Men indtil særloven kom, var det en stakket frist hver gang. Også selvom meldinger om situationen i Libanon fra alle andre kilder end Udenrigsministeriet blev ved med at være tvivlsomme i forhold til en udsendelse til landet. Det ændrede dog ikke på, at stemningen i kirken emmede af frygt. Og der blev både grint og grædt meget. Rygterne svirrede blandt både palæstinensere og aktivister om myndighedernes planer for masseudsendelser. Samtidig var palæstinenserne i kirken nok den gruppe asylsansøgere, der har haft mest kontakt med danskere og mest indflydelse på deres eget liv i den tid, kirkeasylet varede. Der blev sovet i det ene rum under Blågårds Kirke og lavet mad og holdt møder i det andet. Imellem besøg af politikere, kirkefolk, journalister og andre gæster bragede egyptiske sæbeoperaer og samtlige udgaver af de amerikanske film om »Politiskolen« fra videoen i loftet. For mange var opholdet både det bedste og det værste ved tiden i Danmark, og det er ikke svært at forestille sig, at det har været et antiklimaks at forlade kirken og derefter blive overladt til en ensom planlægning af fremtiden. Særloven, der gav opholdstilladelse til statsløse palæstinensere fra Libanon, der var indrejst 12 måneder før lovens vedtagelse, tilsidesatte, ifølge den borgerlige regering, flygtningenævnets kompetence. Ifølge SF, Socialdemokratiet og de radikale - der tog initiativ til særloven - var den en nødvendighed for at løse en fuldstændig fastlåst situation, der kunne ende med, at palæstinenserne blev sendt tilbage til et land, der ikke kunne eller ville beskytte dem. I dag har positionerne ikke ændret sig. - Vi havde ikke andre muligheder, siger Elisabeth Arnold (R). - Flygtningenævnet havde uden begrundelse ændret holdning, så Libanon nu blev betragtet som sikkert første asylland, og Hans Engell ville ikke bruge den mulighed, han havde til at give midlertidigt ophold, indtil situationen i Libanon var afklaret, siger hun. Ebba Strange og Dorte Bennedsen, daværende retsordførere for henholdsvis SF og Socialdemokratiet, er enige. - Set i bakspejlet kunne man da overveje, om situationen kunne være tacklet anderledes. Men dengang så det ikke sådan ud. Det var et specifikt problem, der skulle findes en løsning på, og jeg deler ikke den opfattelse, at særlove er en dårlig ting. Men efterfølgende var det da træls hele tiden at få revet den særlov i næsen, når vi diskuterede udlændingepolitik, siger Dorte Bennedsen. Ebba Strange tilføjer: - Vi hjalp jo også Hans Engell af med et problem. Spørgsmålet er, hvad han havde gjort, hvis vi ikke havde vedtaget en særlov. I dag siger Hans Engell, der nu er chefredaktør på Ekstra Bladet - som dengang med to store kampagner hjalp særloven på vej - at han ville have sendt palæstinenserne ud. - Der var meget detaljerede planer, udarbejdet mellem Justitsministeriet, flyselskaber og politiet, for, hvordan udsendelserne skulle være foregået. Det er mit indtryk, at alle havde det dårligt med særlovsløsningen. Hans Engell mener heller ikke, han havde hjemmel til at give en midlertidig opholdstilladelse, til situationen i Libanon var afklaret. Heller ikke selvom han tidligere havde givet humanitær opholdstilladelse til et større antal libanesiske mænd, der ikke kunne udsendes. - Det var tilfældigt, at gruppen af libanesere var så stor, siger han. Birthe Rønn Hornbech (V) har heller ikke ændret holdning. Hun mener stadig, at partierne bag særloven var i strid med Grundloven, da de gik ind og overtrumfede flygtningenævnets afgørelser og dermed gjorde sig selv til udøvende magt. Sognepræst Ellen Christensen, Tingbjerg, var under kirkeasylet missionssekretær i det daværende Dansk Missionsselskab og udlånt til Blågårds Kirke. Hun mener heller ikke, at særloven var den bedste løsning. - Jeg så gerne, at de ansvarlige havde haft mod og mandshjerte til at indrømme, at de havde begået en fejl, da Libanon blev gjort til sikkert første asylland. Hun mener ikke, at situationen for asylsøgere i dag er blevet bedre. Derfor er hun også parat til at gøre det om igen. - Vi skrev blandt andet historie, fordi vi påviste, at forvaltningspraksis ikke fulgte almindelig anstændighed, ret og etik. Den diskussion fik vi rejst i Blågårds Kirke. Med alle de stramninger i udlændingelovgivningen, der siden er kommet, er der stadig behov for den debat. Forholdene for asylansøgere er ikke blevet bedre. Men det var en meget smuk oplevelse, at man i en tid, hvor alt var kaos, og mennesker blev udstødt, kunne samle så bred en gruppe, der stod sammen og holdt hinanden fast på solidaritet, næstekærlighed og omsorg som det bærende gennem fem måneder. Der er ingen særskilt opgørelse over, hvor palæstinenserne fra kirken befinder sig nu, og hvordan de klarer sig. Situationen i Libanon er i dag bedre politisk, siger de palæstinensere fra kirken, Kristeligt Dagblad har været i kontakt med. Til gengæld er de sociale problemer blevet værre. Palæstinensere i Libanon har stadig ingen rettigheder og kun begrænset adgang til det libanesiske arbejdsmarked. Fra 1993 til 2001 har 3084 statsløse fået asyl i Danmark. De fleste er fra Libanon, men begrebet statsløse dækker også enkelte kurdere og palæstinensere fra andre arabiske lande end Libanon. Hvor mange af dem, der er familiesammenførte, kan ikke læses ud af statistikkerne. benteclausenkristeligt-dagblad.dk