Da en ung fyr fra Odense en septemberdag i 1819 kom til København, blev han overrasket over det noget voldsomme storbyliv. Han skrev senere om oplevelsen:
”Aftenen før min ankomst var Jødefejden begyndt, hele byen var i bevægelse, det var næsten umuligt at arbejde sig gennem Østergade. De forventninger, jeg havde gjort mig om menneskemassen, slog således til.”
Den unge fyr var H.C. Andersen, og han var havnet midt i Jødefejden, der begyndte den 3. september 1819 med opslag på Børsbygningen, hvor folk blev opfordret til at gå imod jøderne. En af plakaterne lød:
”Jøderne er skyld i Danmarks ulykker, i alle forbrydelser, og at såvel de store som de små forbrydere eksisterer. Jødernes uddrivelse vil lyksaliggøre gamle Danmark, forskaffe enhver lovlig erhverv.” Og en anden plakat havde denne formulering:
”Men Frederik, er du så svag, at jøder skal regere dig, da skal for disse ræves sag vist hævnen ramme dig.” Frederik var kong Frederik den Sjette. Disse plakater og løbesedler fandtes i stort antal i byen og en del blev hevet ned af folk og politi og gemt, så de i dag findes i arkiverne.
Uroen var egentlig startet i Tyskland, og herfra bredte disse excesser sig til Danmark, men der var desuden en omfangsrig tysk antijødisk litteratur, der blev oversat til dansk eller inspirerede danske skribenter.
Opfordringen til at gå imod jøderne blev fulgt, og den 4. september angreb store folkemængder på Amagertorv i København jødiske forretninger og smadrede vinduer i jødiske boliger rundt omkring i byen, så glassplinter lå i gaderne som en lille Krystalnat. På Amagertorv havde blandt andre handelsmanden Joseph Raphael etableret en tøjbutik med store udstillingsvinduer, som var noget ganske nyt i byen, og også andre jødiske handlende havde fine butikker, hvilket åbenbart vakte folks misundelse.
Der var opløb den 4. september, og politiet og politidirektør O.H. Hvidberg ilede til Amagertorv for at standse urolighederne. Hvidberg var tilsyneladende noget uforberedt på uroens omfang, for han havde forsikret kongen og regeringen, at han nok skulle få ro i gaderne.
Men han havde ganske forregnet sig, og efterhånden var der samlet så mange mennesker på Amagertorv, at politiet ikke magtede opgaven.
Hvidberg forsøgte at skaffe assistance fra den militære hovedvagt, som lå på Kongens Nytorv tæt på Østergade. Men vagtchefen på hovedvagten ville kun afse 6-8 mand. Derefter rekvirerede man 20-30 husarer, som ryddede Østergade og Kongens Nytorv, hvor mange også var forsamlet. Husarerne trak sabler og brugte den flade klinge til at uddele tæsk, og demonstranter blev arresteret.
De næste dage blev uroen værre, og et indtryk af sammenstødenes omfang og styrke får man gennem de militære dagsrapporter, for Frederik den Sjette og hans regering indså hurtigt, at politiet ikke magtede opgaven, og satte derfor militæret ind. Ved en bekendtgørelse forbød man al sammenstimlen, og man nedsatte en kommissionsdomstol, der kunne udstede hurtige domme, endda dødsstraf. Man udstedte desuden ordrer til skærpede forholdsregler for militæret, blandt andet tilladelse til anvendelse af bajonetter og skydevåben.
Der var tale om en militær undtagelsestilstand, hvor militære styrker blev trukket til hovedstaden. Der var god grund til, at kongen og hans regering tog sagen meget alvorligt, for den omfattende uro tog ikke kun sigte på at ramme jøderne, men også kongen, som på løbesedler og plakater blev kaldt ”jødernes konge”.
Som altid i den slags sager var kongen og regeringen bekymret for, at der ikke blot var tale om lidt ballade og skæg i gaderne, men om politisk uro, der kunne blive en fare for myndighederne. Man ledte da også efter mistænkelige bagmænd og skumle typer, som man kunne anholde. Men det kommer vi tilbage til.
De udsendte styrker slog den 6. september ubarmhjertigt ned på ”hobene”, står der i de militære rapporter. Særligt hestgarden havde uromagerne respekt for, og i strakt galop jog man disse ned ad Østergade med trukne sabler, og folkemængden blev alle steder jaget på flugt, mens flere blev såret af de lange, tunge klinger. Den 7. september om aftenen var der kampe igen, og denne gang af særligt voldsom karakter. På Østergade blev vinduer knust og facader raseret. Urostifterne anvendte tunge sten og murbrokker fra ruinerne fra det engelske kanonangreb i 1807. Hæren satte nu alt ind, og man nærmede sig ifølge militærhistorikeren E.O.A. Hedegaard, der har gennemgået de militære kilder, egentlige krigslignende tilstande, hvor militæret angreb som ”regulære rytterchok mod skarerne”, mens stenene fløj om ørerne på rytterne.
Uroen fortsatte gennem det meste af 1819 og langt inde i 1820, hvor voldsomme sammenstød prægede København, men uroen satte også sine spor i Odense og Helsingør, hvor jødiske huse blev angrebet. I København var målet ikke mindst finanshuset Meyer&Trier, der havde hjemme ved Slotsholms Kanal. Her kom det flere gange til blodige sammenstød, og mest alvor var det på Frederik den Sjettes fødselsdag den 28. januar 1820. Myndighederne var forberedt og havde indkøbt bambusstokke i Hamborg. Hestgarden var blev trukket ind mod kanal-området, og da flere hundrede demonstranter masede sig ned mod Meyer&Triers bolig, blev de mødt med politi med bambusstokke og kavaleri. Resultatet var, at uromagerne blev drevet over Stormbroen og måtte flygte.
Den 29. februar angav en privat anmeldelse til politiet, at der var ”sammenstimlen” ved henved 10 jødiske bopæle. Fra den 31. august 1820 og et stykke ind i september måned foreligger der 24 politirapporter, som beskrev folkemængdens angreb på jøderne, især rudeknusninger, skader på inventar og så videre. Under uroen blev flere jøder slået ned, men heldigvis var der ikke dødsfald.
For jøderne var uroen i det hyggelige Danmark et chok. De var vant til at blive diskrimineret både gennem lovgivning og socialt, men dog at blive behandlet væsentligt bedre i Danmark end i de fleste andre europæiske lande.
Dengang var jøderne den eneste store fremmedartede minoritet. Kun cirka 0,4 procent af befolkningen stod dengang uden for den lutherske kirke, og det var for to tredjedeles vedkommende jøder. I 1814 fik jøderne formelt nogenlunde ligeberettigelse med kristne borgere, men de blev stadig forskelsbehandlet og holdt under nøje opsyn. Ikke mindst socialt blev de diskrimineret, og det var til stadighed vanskeligt for dem at gøre karriere i det offentlige.
Mange jøder valgte at konvertere for at få en indgangsbillet til det kristne samfund, og denne udvikling accelererede kraftigt efter Jødefejden i 1819. Den jødiske menighed blev ledet af Mendel Levin Nathanson, der var kommet fra Hamborg og blev en rig handelsmand i København. Han lod kort efter fejden sine seks børn konvertere til kristendommen, hvoraf to sønner blev præster. Han var chefredaktør på Berlingske Tidende i flere årtier og omskabte den støvede avis til en moderne salgssucces. Han blev Frederik den Sjettes fortrolige og var mæcen for en lang række kunstnere i København.
En anden reaktion kan man finde i retsarkivalierne, for midt under den voldsomme uro blev den jødiske handelsmand Abraham Meyer arrestreret. Han var 40 år og boede i Vognmagergade, og hans anholdelse skyldtes, at han havde stået i sit vindue og kaldt de forbipasserende kristne hunde. Han havde endog spyttet og rakt tunge ad folk og råbt:
”Kom væk din kristne hund, eller jeg skal knække din hals.” Meyer blev slæbt med til politiet og fik den hårde dom på vand og brød i 10 dage på egen bekostning. Det var en hård straf, men den må ses som politiets forsøg på at kvæle enhver uro.
Hvordan kunne det komme så vidt, at vi i dette hyggelige land oplevede denne alvorlige etniske uro, som skræmte livet af de cirka 3000 jøder, der boede i landet? Jøderne havde boet afsondret fra den kristne befolkning op gennem 1600- og 1700-tallet, men fra slutningen af 1700-tallet fik de et socialt gennembrud. Mange handelsjøder klarede sig godt som for eksempel M.L. Nathanson, og de blev en del af en blomstrende økonomiske udvikling. Den usynlige ghettomur var ved at blive nedbrudt, men de fleste jøder var stadig præget af kulturel afsondrethed, fattigdom og streng ortodoksi. Ganske ligesom debatten i vore dage tegner et billede af formørkede imamer, så var den jødiske befolkningsgruppe omkring 1800-tallet præget af ortodokse religiøse ledere, en ungdom uden sekulær viden og kriminalitet, der prægede unge mænd.
Men der var også en stærk reformudvikling anført af blandt andre M.L. Nathanson og hans farbror David Amsel Meyer, der var en religiøs mand uden uddannelse, men som var genial med tal og penge og blev Frederik den Sjettes nære økonomiske rådgiver. Det var faktisk David Amsel Meyer, der styrede de danske finanser efter Napoleonskrigene, hvor Danmark kom i økonomisk uføre, og hvor staten i 1813 nærmest gik fallit. Sagen var, at staten havde sat sig i gæld til blandt andet jødiske finanshuse i indland og udland, og Meyer havde ikke evnet at styre landet uden om en manglende tiltro til den danske økonomi. Da det så gik galt, fik jøderne og ikke mindst David Amsel Meyer skylden, og det var hans finanshus, Meyer&Trier, som uromagerne var ude efter, da de marcherede mod Holmens Kanal.
Men finanskatastrofen i 1813 var kun en del af årsagen til uroen, for Jødefejden i 1819 var en del af en bredere samfundsdebat, der i sin essens handlede om, hvorvidt det danske samfund skulle være et tolerant samfund, hvor jødedom blev tolereret, eller om det skulle være et lukket samfund, hvor kristne og danske værdier skulle være de eneste gældende. Allerede fra 1813 startede en bred debat, som blev kaldt Den Litterære Jødefejde. Her debatterede man, om jøder kunne tolereres eller ej, og om de overhovedet kunne blive nyttige borgere i et kristent land. Der kom en syndflod af skrifter og skuespil i perioden 1813 til 1817 om jøderne, der afspejlede tidens vigtigste debat om, hvor det danske samfund skulle bevæge sig hen. Forfattere og unge skribenter kastede sig ud i debatten for og imod jøderne, og blandt jødernes forsvarere finder man forfatteren Jens Baggesen, forfatteren og præsten Steen Steensen Blicher og den unge Grundtvig, der dog også havde skarpe ord om jødernes ”kræmmerånd” og deres ”lumpneste egennytte”.
Dengang opererede man ikke med racer, men talte om folk, der skilte sig ud fra den danske befolkning. Man tillagde jøderne specielle karaktertræk, som de havde haft siden Bibelens tid, og det var ikke gode egenskaber, men ofte noget med grådighed, tyvagtighed og plumphed. Man beskyldte dem for at holde sig for sig selv og tilstræbe verdensmagten gennem deres tætte relationer og handelsforbindelser.
I eftertiden så man på jødernes beskyttere som Jens Baggesen og Steen Steensen Blicher som det oplyste samfunds fine repræsentanter og helte, og på jødernes angribere som reaktionære skurke. Det kan der argumenteres for, men det må tilføjes, at så let er det ikke at opdele i helte og skurke. Tiden var til dyb kristendom, og det var forståeligt, at præster og andre argumenterede for at opretholde det kristne samfund og derfor mente, at jøderne var umulige at indpasse i dette. Desuden var det jødiske samfund præget af formørkede religiøse ledere, manglende sekulær viden og en hel del kriminalitet blandt ungdommen, så det var forståeligt, at man havde stor skepsis over for, om en integration ville lykkes. Disse kritikere kunne jo ikke vide, at denne integration viste sig at blive forrygende vellykket, og at eftertidens danske succes ligefrem blev præget af jødiske efterkommere som Georg Brandes, Niels Bohr og mange andre.
For Kristeligt Dagblads læsere er det selvfølgelig særlig interessant at vide, hvordan kirken og præsterne så på jøderne. Religionshistorikeren Martin Schwarz Lausten har i sine seks bind om forholdet mellem jøder og kristne i Danmark detaljeret skildret dette forhold og gjort opmærksom på, at præster allerede i 1700-tallets slutning udtrykte sympati for jøderne og for eksempel aktivt gik ind i arbejde for jødiske læredrenge i Præmieselskabet for Anbringelse af Jødisk Ungdom til Kunstner og Håndværker, der blev stiftet i 1795.
Under Den litterære Jødefejde var der præster, der både var for og imod jøderne. Steen Steensen Blichers far, præsten Niels Blicher, forsvarede delvist jøderne, men han var dog fuld af kritik over for samtidens jøder og mente de skulle tvinges til at overgå til kristendommen. Var de så stadig jøder? Det kunne han ikke helt afklare, men han foreslog at udstyre alle mandlige jødiske konvertitter fra det 15. år med et metalkors, hvorpå der skulle stå Jesus Christus.
En af kirkens vigtige stemmer var teolog og kongelig konfessionarius Christian Bastholm. Han havde allerede i et skrift om jøder fra 1700-tallet skrevet, at jødernes karakter var stolthed og nærighed, og at de var en slags insekter, der ikke kunne udryddes. Hans skrift om jøderne i 1813 var et slet skjult fordømmelse af jøderne, som han mente aldrig kunne blive nyttige samfundsborgere. Han fik uddelt sit skrift gratis fra en boghandler i indre by, og den jødiske menigheds ledelse frygtede, at Bastholms skrift kunne lede til fysiske overgreb på jøderne. Men der var også kristne stemmer, der talte jødernes sag ud fra et humanistisk synspunkt. Den unge præst Jakob Peter Mynster, den senere biskop, talte mod optøjerne, og i et skrift refererede han tilbage til den tyske forfatter Gotthold E. Lessings klassiske skuespil Nathan den Vise, der handlede om forsoning mellem jøder, muslimer og kristne.
Der tegner sig kort sagt ikke noget entydigt billede af den kristne kirkes repræsentanter, og kirken var fortsat i tvivl om sin holdning til jøder, hvilket man så senere i 1800-tallet, hvor biskop Hans Lassen Martensen, hvis skulptur er placeret på Frue Plads sammen med andre af rigets ypperste repræsentanter, fremsatte periodens mest ekstreme antijødiske holdninger og beskrev dem som illoyale medborgere. Det var et held, at Martensens synspunkter ikke vandt fodfæste i Danmark i naziperioden.
Politiet ledte med lys og lygte efter fejdens bagmænd, for hvem skrev alle disse plakater og løbesedler? Og når der fra 1813 til 1817 havde været en ophidset litterær jødefejde tydede det på, at den korporlige fejde, som den kaldtes, ikke var spontan, men at nogen stod bag.
Og politiet havde faktisk sat navne på de bagmænd, som man mistænkte. Der var i de måneder en forening, som tordnede mod enevælden, og hvis medlemmer gik rundt med en jernring for at kunne identificere hinanden. Den egentlig hjerne i foreningen hed J.J. Dampe, og han var et klogt hoved, der talte demokratiets sag, men dog også temmelig naiv. Bag sig havde han en litterær type ved navn J.K. Blok Tøxen, der gerne skrev udfordrende skrifter. Politiet havde tidligt J.K. Blok Tøxen i kikkerten som den, man mistænkte som bagmand. Ifølge historikeren Jens Ramussen var det mere end en løs mistanke, for politiet havde identificeret Blok Tøxen som forfatter til en proklamation, der blev uddelt i de urolige dage i 1819.
Det hed i denne proklamation, at regeringen og dens medlemmer var ærkeskurke, der lod sig bestikke af jøderne for at undertrykke deres medborgere. Og brevet fortsatte med at anklage militærledelsen, der også ”står i jødernes sold”. Det hed videre:
”Jøderne må anseelig indskrænkes i henseende til deres Handel i særdeleshed, hvad Veksler i rede Sølv angaar og burde uden naade hænges, den eneste Maade hvorpaa vi kan beholde Sølv i Landet.”
Hvis det er rigtigt, at Blok Tøxen eller andre i Jernringsforeningen stod bag det antijødiske brev, forstår man godt myndighedernes søgen efter skumle bagmænd, og man forstår også bedre den efterfølgende hårde kurs over for Dampe. For sagen var, at politiet havde spioner i Jernringsforeningen og arresterede Dampe i 1820. Han blev idømt dødsstraf. Det blev ændret til livsvarigt fængsel, og han sad i mange år fængslet på Christiansø, men kom i sin alderdom tilbage til København. Han anses i dag for at være en af de første demokratiske fortalere i Danmark. Blok Tøxen er derimod et mysterium. Han undslap straf, og nogle mener, at han i virkeligheden var en af politiets spioner, der skulle sætte en fælde for Dampe. I senere historiske skrifter om Dampe og Blok Tøxen er de gjort til demokratiske idealister, men muligvis havde deres aktiviteter et mørkere antijødisk aspekt.
Selv om jøderne formelt havde fået de fleste borgerrettigheder med kongens anordning af 29. marts 1814, blev de dog langtfra behandlet som de kristne medborgere. Der var stadig alvorlig diskrimination, og til tider så det ud til, at sagen blev forværret. Da Stænderforsamlingen skulle etableres i 1830, var der stemmer, der var imod, at jøder kunne blive valgbare. Det var endda nogle af de tidligere mest jødevenlige stemmer, der var imod, som den vigtige embedsmand A.S. Ørsted, der havde været ansvarlig for regeringens juridiske politik og havde talt jødernes sag, men nu var imod, at de blev valgbare.
Ørsted gjorde det klart, at idéen om fuldstændig jødisk ligestilling stammede fra Den Franske Revolution, som han ikke gav meget for. Og han pegede på, at stemningen mellem jøder og kristne stadig var fjendtlig, og at den folkelige stemning var imod jøderne. Ørsted fremholdt desuden, at kun den kristne religion indeholdt garanti for ”det rette statsborgerlige sindelag, som man ikke kan finde i anden tro”. Også andre betydningsfulde personer som den ellers jødevenlige biskop J.P. Mynster tilsluttede sig synspunktet. Også Grundtvig var imod at give jøderne denne valgbarhed, så på den måde var man stort set tilbage ved debatten i 1813-1817. Nu var det endda oplyste mænd, der stod bag afvisningen af jøder i en demokratisk kristen stat.
Først med Grundloven fra 1849 fik jøderne – sammen med andre religiøse mindretal – fulde borgerrettigheder.
Efter 1819 underspillede man Jødefejdens omfang, styrke og betydning for jøderne. I historiebøger blev den omtalt som en mindre ballade, nok fordi det passede så dårligt med vort eget billede af et hyggeligt og tolerant dansk samfund. Da oktober 1943-jødeaktionen kom, og jøderne flygtede til Sverige, blev de hjulpet af mange danskere, og det er jo det billede, som vi helst vil se for os.
WW For jøderne var uroen i det hyggelige Danmark et chok. De var vant til at blive diskrimineret både gennem lovgivning og socialt, men dog at blive behandlet væsentligt bedre i Danmark end i de fleste andre europæiske lande.
WW Kong Frederik den Sjette og hans regering indså hurtigt, at politiet ikke magtede opgaven, og satte derfor militæret ind.
WW Selv om jøderne formelt havde fået de fleste borgerrettigheder med kongens anordning af 29. marts 1814, blev de dog langtfra behandlet som de kristne medborgere.
WW Tiden var til dyb kristendom, og det var forståeligt, at præster og andre argumenterede for at opretholde det kristne samfund og derfor mente, at jøderne var umulige at indpasse i dette. Desuden var det jødiske samfund præget af formørkede religiøse ledere, manglende sekulær viden og en hel del kriminalitet blandt ungdommen.