Biskop Peter Fischer-Møller havde formentlig ikke regnet med, at han ville foregribe begivenhedernes gang, da han i den første weekend i september trådte op på talerstolen ved Danmissions årsmøde på Hotel Nyborg Strand.
Her fortalte Roskilde-biskoppen muntert, hvordan Danmissions bestyrelse, som han er formand for, og administrationen igen i år var blevet drillet med, hvor optaget Danmission er af dialog.
Og der er jo ”mange firmaer, produkter og organisationer her i landet, der hedder noget med DAN: I kan selv kigge efter i en telefonbog, hvis man ellers kan opdrive sådan en i dag: Dansukker, Dancake, Dandy, Danalim, Danida (..) Måske skulle I tage navneforandring til Dandialog,” sagde Peter Fischer-Møller om det forslag til et nyt navn, der flere gange er blevet præsenteret for Danmission.
Sent søndag aften i samme weekend tog De Konservatives kirkeordfører, Naser Khader, så handsken op. I et opslag på Facebook beskrev han Danmission som ”falsk varebetegnelse” og omdøbte selv, i tråd med Peter Fischer-Møllers tidligere forslag, Danmission til Dandialog.
Årsagen til Naser Khaders opdatering var et interview med Danmissions general- sekretær, Jørgen Skov Sørensen, publiceret i Kristeligt Dagblad op til Danmissions årsmøde. Temaet for interviewet var, at regeringen havde bevilget to millioner kroner til et kontor i Udenrigsministeriet, der skal sætte religiøs forfølgelse på den politiske dagsorden. Oprettelsen af en sådan funktion i Udenrigsministeriet var den første virkelige, konkrete udmøntning af de seneste to regeringsgrundlags italesættelse af forfulgte kristnes situation. Kirkelige organisationer – også Danmission – havde gentagne gange presset på for, at regeringen leverede på sit løfte om en ”forstærket indsats” for de forfulgte kristne, men indtil præsentationen af et nyt ministerielt fokus på problemet havde det altså været for døve ører i regeringen.
Derfor vakte det også opsigt, at Danmissions Jørgen Skov Sørensen brugte anledningen, som han gjorde, og sagde:
”Bevillingen udtrykker, at forfølgelse af kristne og andre religiøse mindretal er et stigende problem, men det taler også ind i den lokale danske værdidebat omkring islam og kristendom. Og her er debatten noget sort-hvid. Her er det måske en af vores vigtigste opgaver at moderere den debat,” sagde general- sekretæren og fortsatte:
”Det er særligt vigtigt, at vi i Danmission bruger lejligheden til at fortælle en nuanceret historie om forholdene i Mellemøsten. Der sker frygtelige ting i Mellemøsten, men det er langtfra alle muslimer, der bidrager til forfølgelse af kristne.”
Naser Khader var ”målløs”, da han læste interviewet:
”Som jeg læser det, så mener generalsekretæren i ramme alvor, at Danmissions vigtigste opgave er at sørge for, at vi taler pænt om muslimer her i Danmark, frem for at tale kristne og andre mindretals sag i Mellemøsten, hvor de udsættes for så massiv forfølgelse, at en af konsekvenserne er, at for eksempel kristne flygter fra området i mange tusindvis,” skrev han og sendte samtidig et spørgsmål til udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), som dog ikke ønskede at forholde sig til udtalelserne fra Danmission-generalsekretæren.
Senere fulgte ordførere fra Venstre og Dansk Folkeparti op med hård kritik af Jørgen Skov Sørensen, og dermed var Danmarks største missionsorganisation, Danmission, raget uklar med samtlige af de regeringspartier, som havde sat penge af til forfulgte kristnes situation.
Lektor Lise Paulsen Galal har også fulgt debatten om Danmission de seneste uger. Hun forsker i religiøse minoriteter i Mellemøsten ved Roskilde Universitet og vurderer, at diskussionen om Danmission har fået ekstra kraft, fordi generalsekretæren koblede de forfulgte kristne til den altid spændstige islamdebat.
”Debatten og den måde, som folk reagerer på, skyldes, at islamdebatten bliver hevet ind i ligningen. Når missionsdiskussionen så også bliver flettet ind, så kommer det hele til at blusse op,” siger Lise Paulsen Galal.
For spørgsmålet om kristen omvendelse af muslimer er blevet genoplivet. Særligt på den politiske scene. Her har blandt andre Dansk Folkepartis Marie Krarup talt for, at folkekirken opprioriterede missionsindsatsen:
”Drop dialog-præsterne og erstat dem med missions-præster,” skrev hun således i Berlingske i sommer.
Samme tankegang har fået Naser Khader til at efterspørge en beregning for, hvor meget Danmission modtager i statslige tilskud, og hvor meget der går til decideret missionsarbejde.
”Missionsdebatten begyndte jo, før Jørgen Skov Sørensen kom med sit indspark i debatten, og den diskussion har virkelig fået nyt liv. Det skyldes nok, at de mere konservative stemmer i folkekirken og på Christiansborg har fået en forstærket stemme og en ny lydhørhed, som giver grundlag for at tage missionsdiskussion op bredt set,” siger Lise Paulsen Galal.
Danmission kom igen i rampelyset knap to uger efter Jørgen Skov Sørensens første udtalelser. Denne gang var det en sammenkædning af den hårde tone i islamdebatten og forholdene for kristne i Mellemøsten fra generalsekretæren, der vakte opmærksomhed. Over for Kristeligt Dagblad kunne hverken Dansk Europamission eller organisationen Åbne Døre genkende analysen fra Danmission.
”Vi har rigtig mange års erfaring med at hjælpe forfulgte kristne. Og i de år har vi aldrig kunnet se, at den hjemlige debat om islam skulle have spillet en rolle. Hverken i de år, hvor islam har fyldt meget eller lidt i debatten,” sagde Golriz Ghozati, konstitueret generalsekretær for Åbne Døre.
Jørgen Skov Sørensen holdt dog fast i sin sammenligning og henviste til Muhammed-krisen som et eksempel på, hvordan ”noget, der bliver tegnet eller sagt i Danmark, kan få store konsekvenser i udlandet. Der var kirker, der blev nedbrændt for eksempel i Vestafrika i forbindelse med den sag”, sagde han og tilføjede:
”Derfor har vi et ansvar i vores del af verden for at tale godt om, hvad moderate muslimer for eksempel gør af gode ting for samfundet i Danmark.”
Lektor Henrik Reintoft Christensen har ligesom Lise Paulsen Galal fulgt med i skriverierne om Danmission. Han forsker i religion og politik ved Aarhus Universitet og ser mange af de samme holdningsmønstre i denne debat som i mange andre værdidiskussioner. Der er en venstrefløj illustreret ved Danmission og Jørgen Skov Sørensen, som går mere blidt til værks i forhold til islam, og en højrefløj – både kirkeligt og politisk – som i forhold til mission og forfulgte kristne ønsker mere håndfaste metoder.
”Det er en klassisk slapper-strammer-diskussion, der vel går helt tilbage til Karen Jespersen og Ralf Pittelkows bog ’Islamister og Naivister’ (fra 2006, red.). Danmission-sagen er endnu et slagsmål i den runde, som jo på mange måder er meget dansk og fylder meget herhjemme,” siger Henrik Reintoft Christensen.
Og selvom diskussionen blotlægger velkendte positioner i debatten, er der også nye ingredienser i balladen om Danmission, påpeger Henrik Reintoft Christensen.
Det særlige er, at forfulgte kristne er rykket op på den politiske dagsorden og er blevet et emne, man diskuterer på lige fod med sultkatastrofer.
”Det er forholdsvist nyt, at vi er blevet opmærksomme på andre kristne rundtom i verden. Ikke kun dem, der sulter, er fattige eller ikke kan gå i skole, men også dem, der oplever religiøs forfølgelse. Sammen med den nye missionsdiskussion viser det, at religionens rolle er mere end kulturarv for politikerne. Det er i høj grad noget, som kan politiseres,” siger Henrik Reintoft Christensen.
Spørgsmålet er, om regeringspartiernes kritiske røster imod Danmission vil kunne ses i de statslige tilskud, som regeringen er herre over. På Facebook har Naser Khader i hvert fald lagt op til, at Danmission ikke skal have del i de midler, der er sat af til at hjælpe forfulgte mindretal.
”De to millioner hvert år, vi har sat af, skal bruges til at gøre en forskel for de forfulgte mindretal i Mellemøsten – ikke på tonen i integrationsdebatten,” skrev han blandt andet.
Lise Paulsen Galal bemærker dog, at Danmission ikke får penge til mission. De Danida-midler, de hvert år får, går til udviklingsarbejde og fattigdomsbekæmpelse. Derudover er de en del af Det Arabiske Initiativ, der blandt andet handler om at højne de økonomiske vilkår i Mellemøsten.
”Danmission er i det hele taget lykkedes med at gøre en forskel med deres dialog-tilgang, og det arbejde har de også i denne debat sagt, at de vil stå fast på. Så selvom man kan diskutere, om Jørgen Skov Sørensen reelt opnår, hvad han ønsker, i den måde, han har ageret på, så mener jeg, at Danmission har fat i den lange ende i forhold til, hvordan man bedst opnår resultater i Mellemøsten, og så kan det godt være, at man kan mene noget andet teologisk,” siger Lise Paulsen Galal.