Dansk åbenbaring ændrede folkekirken

For 100 år siden udkom værket ”Vandrer mod lyset”. Det blev til en bevægelse af samme navn, som kom til at ændre lovgivningen for folkekirken, da Ribers-sagen kom i 2005

Vandrer mod Lyset blev udgivet i 1920 af cand. mag. Michael Agerskov (1870-1933).
Vandrer mod Lyset blev udgivet i 1920 af cand. mag. Michael Agerskov (1870-1933). Foto: Kristian Juul Pedersen/Ritzau Scanpix.

Det er kristen lære, at Guds åbenbaring er afsluttet i og med Jesus. Alligevel er nye åbenbaringer forsøgt lagt til. Det gælder profeten Muhammed og Koranen i 600-tallet og Joseph Smith og Mormons Bog i 1800-tallet. Også i Danmark er der kommet nye åbenbaringer til. Den mest kendte er Martinus, som samlede sine visioner i sit ”Det Tredie Testamente”. Martinus mødte Jesus i 1921, og i kraft af sin kosmiske bevidsthed skuede han verdensaltets åndelige sammenhæng. Martinus-bevægelsen er stadig i vigør.

Mindre kendte er de åbenbaringer, som blev meddelt Johanne Agerskov på Frederiksberg i 1910’erne og nedfældet af hendes mand, Michael Agerskov, i værket ”Vandrer mod lyset”, som også hele bevægelsen blev kaldt. I år er det hundredåret for udgivelsen. Også denne bevægelse har en stædig tilhængerskare, og nye ”medier” meddeler fortsat budskaber fra berømte afdøde ved såkaldt tankeinspiration.

Ifølge Vandrer mod Lyset var Johanne Agerskovs afdøde far den ”åndelige leder”. Faderen, R. Malling Hansen, var i live døvepræst og opfinder. Skrivemaskinens største konkurrent, skrivekuglen, var hans værk. Malling Hansens oversanselige ånd fortalte datteren om Guds sande indretning af verden. Vandrer mod Lysets ærinde er nemlig en revision af kristendommen. Velkendte lærepunkter korrigeres ved at tilføje karma, reinkarnation og Guds tilgivelse af den såkaldte Ardor, Djævelen. Jesu død på korset var ikke lig med forsoning, men fiasko, og de ville ikke kendes ved Det Gamle Testamente, Jesu opstandelse eller kirken.

I Vandrer mod Lyset er det centrale Guds etiske handlen: Gud vil altid tilgive, men han er uafhængig af ydre begivenheder og Bibelens ord.

Vandrer mod Lyset er ikke revet ud af den blå luft. Bevægelsen har historisk rod i spiritismen, der kan spores tilbage til den svenske naturforsker Emanuel Swedenborg, hvis Kristus-syner og samtaler med åndevæsener blev flittigt diskuteret i 1700-tallets Europa. Den berømte filosof Immanuel Kant følte sig kaldet til at imødegå Swedenborg, mens andre som den engelske digter William Blake sidenhen blev inspireret af svenskerens værker, som også i dag har sine læsere.

Vandrer mod Lyset blev i samtiden ignoreret af folkekirken. Kirken er dog senere gerådet ud i én af sine største retssager på grund af Vandrer mod Lyset. Det var i den såkaldte Steen Ribers-sag. Ribers var kirketjener ved Sct. Andreas Kirke i København, og i begyndelsen af 1990’erne agiterede han for Vandrer mod Lysets reinkarnationslære. Medlemmer af menigheden klagede, men i stedet blev Ribers valgt til menighedsrådet.

Offentlighedens interesse var vakt, og teologer krævede indgriben. Det gjorde sognepræsten ved at ekskludere Ribers af folkekirken. Sagen gik via biskop til Kirkeministeriet og landsretten. Alle gav sognepræsten medhold, men Ribers fortsatte til Højesteret. Den høje domstol lod sagens teologiske indhold være og gav i 2005 Ribers medlemskabet tilbage. Samtidig rullede Grosbøll-sagen, og en kirkeministeriel arbejdsgruppe syslede med læresager mod præster. De udvidede da deres arbejde til folkekirkemedlemmers loyalitet. Det endte med en ophævelse af præsters ret til at udmelde medlemmer. Folkekirkemedlemmer kunne efter lovrevisionen tro, hvad de ville, mens menighedsrådsmedlemmer mistede deres valgbarhed, hvis de aktivt fremførte en lære i modsætning til folkekirkens.

Kirkens medlemmer, men ikke dens repræsentanter, er således i dag frie til at tilslutte sig Vandrer mod Lyset eller andre danske profeter og orakler, som fremtiden måtte byde på.

Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. i teologi og lektor på UC Diakonissestiftelsen.