Dansk biskop bliver formand for international nødhjælpsorganisation

Henrik Stubkjær skal fremover kombinere bispeembedet med nødhjælpsarbejde, efter han er blevet udpeget til formand for Det Lutherske Verdensforbunds nødhjælpsorganisation World Service

Nu træder den tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp igen ind i nødhjælpsverdenen, idet han netop er blevet udpeget til formand for Det Lutherske Verdensforbunds (LVF) nødhjælpsorganisation World Service.
Nu træder den tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp igen ind i nødhjælpsverdenen, idet han netop er blevet udpeget til formand for Det Lutherske Verdensforbunds (LVF) nødhjælpsorganisation World Service. Foto: KÅRE VIEMOSE/Ritzau.

Det er under tre år siden, at Henrik Stubkjær forlod nødhjælpsarbejdet for at trække i bispekåben og lede Viborg Stift. Nu træder den tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp igen ind i nødhjælpsverdenen, idet han netop er blevet udpeget til formand for Det Lutherske Verdensforbunds (LVF) nødhjælpsorganisation World Service.

For Henrik Stubkjær er den kirkelige toppost en oplagt anledning til at videreføre hans store interesse for det diakonale arbejde.

”Diakonien har altid været en vigtig del af min forståelse af kristendommen. Jeg mener, at det er kendetegnet for kirken, at den tager hånd om folk i nød. Og i den sammenhæng er World Service en af de helt store og vigtige spillere,” siger han.

Henrik Stubkjær har siden sidste uge deltaget i LVF’s generalforsamling i Namibia. Her blev han i weekenden valgt til bestyrelsen. Og da den i dag skulle konstituere sig, fik han tildelt posten som formand for forbundets verdensomspændende nødhjælpsarbejde.

Dermed kommer den danske biskop til at stå i spidsen for en nødhjælpsorganisation, der udfører humanitært arbejde over hele verden for cirka en milliard kroner om året. Den lutherske World Service har desuden et tæt samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, som Henrik Stubkjær har været generalsekretær for i 10 år.

Med udnævnelsen bliver han den højstplacerede dansker i den internationale, kirkelige verden. Og det er et både forudsigeligt og godt valg, siger professor emeritus Viggo Mortensen, der selv har en fortid i ledelsen af LVF.

”Nødhjælpsafdelingen er LVF’s absolut vigtigste afdeling både historisk og i dag. Det er den, der er med til at tegne profilen for hele forbundet,” siger han og tilføjer, at World Service udgør omkring 90 procent af LVF’s økonomi.

Som formand for World Service skal Henrik Stubkjær være sparingspartner for direktøren af organisationen, der står for den daglige ledelse. Derudover skal han indkalde til og lede bestyrelsesmøderne.

For Henrik Stubkjær er det især koblingen mellem det humanitære og det kirkelige, der gør, at han finder stillingen interessant.

”Siden terrorangrebet i USA den 11. september 2001 har religion været på verdens dagsorden i en negativ betydning. Hvis religion er en del af problemet, må den også være en del af løsningen. Vi bliver nødt til at finde sammen på tværs af religionerne. Og her kommer World Service med et klart udgangspunkt i et kristent livs- og menneskesyn og med en volumen, der gør, at den faktisk kan gøre en reel forskel for at skabe fred,” siger han.

Hvad kommer udnævnelsen til at betyde for dit arbejde som biskop?

”Det kan sagtens kombineres med jobbet som biskop, da meget af arbejdet som formand kan foregå via mail. Men nu skal jeg til at få mig et overblik over alle mine opgaver og se, om der er noget, jeg bliver nødt til at skære fra,” siger han.