Prøv avisen
Interview

Dansk biskop støtter palæstinensisk opråb: Israels annektering af land er et udtryk for synd

”Jeg støtter dets hovedsigte, fordi de palæstinensiske kirker er stærkt trængte og har brug for vores støtte. Opråbet gør opmærksom både på konflikten og på den ulovlige besættelse," siger biskop Marianne Christiansen. Foto: Lene Esthave

Kristen støtte til zionismen er i strid med den kristne tro. Det står der i et dokument, som er underskrevet af biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen. Støtteerklæringen fra den kristne palæstinensiske organisation Kairos Palestine opfordrer kristne i verden til at forhindre israelsk annektering og standse undertrykkelsen af palæstinenserne

Marianne Christiansen, du har underskrevet støtteerklæringen ”Giv os et håb” fra Kairos Palestine. Betyder det, at du støtter opråbets fulde ordlyd?

”Jeg støtter dets hovedsigte, fordi de palæstinensiske kirker er stærkt trængte og har brug for vores støtte. Opråbet gør opmærksom både på konflikten og på den ulovlige besættelse.

Det handler om, hvorvidt Bibelen kan bruges til at legitimere besættelsen, som er et teologisk spørgsmål. Derfor er det vigtigt for mig at støtte opråbet, selvom jeg ved, det givet vil fremkalde kritik, og at der er mange nuancer i konflikten, som jeg ikke kender til eller kan tage højde for.”

Der står blandt andet i dokumentet, at ”kristen støtte til zionismen er i modstrid med den kristne tro og groft misbrug af Bibelen”, og at det er ”en synd at støtte undertrykkelsen af det palæstinensiske folk.” Er du enig i de udsagn?

”Zionismen er et stort og bredt historisk begreb. Lige i det afsnit er det klart, at vi udtrykker os forskelligt ud fra, hvordan vi fortolker zionismen. Det er en intern kristen diskussion, om man skal støtte zionismen. Jeg går ud fra, at når jeg støtter det her, så er der tale om den zionisme, der kommer til udtryk ved annektering af land. Det er jo et økumenisk dokument, og mellem kirkesamfundene ser vi forskelligt på begrebet synd. Med min lutherske forståelse af synd ville jeg sige: Det er et udtryk for synden. Enhver handling, der ikke udspringer af kærlighed til Gud og medmennesket, er et udtryk for synd. Undertrykkelsen af andre er altid udtryk for synd.”

Erklæringen læner sig op af den tyske præst Dietrich Bonhoeffer, der er blevet symbol på kristen modstand mod nazisme, ligesom Barmen Erklæringen fra 1934 blev det. Er det en sammenligning mellem nazisternes racistiske politik og den israelske bosættelsespolitik?

”Nej, sådan tror jeg ikke, det skal forstås. Det er ikke en sammenligning mellem nazismens overgreb på jøderne og den politiske situation nu. Men det er et eksempel på, at det kan være kristent legitimt at løfte en stemme. Der fremhæves eksempler på, at der ud fra teologisk hold, kirkeligt hold, kristen teologisk tænkning reageres imod ting, som man opfatter som så uretfærdige, at de strider imod et kristent menneskesyn. Der er en intern kristen strid om, hvad man kan sige, for en hel del evangelikale kristne presser i en anden retning, og den teologi presser de palæstinensiske kirker. Her er spørgsmålet om retfærdighed på spil. Kristendommen bør tage parti for den undertrykte part.”

Opråbet støtter BDS, som er en bevægelse, der opfordrer til boykot og sanktioner mod Israel. Vil du opfordre danske kirker til at støtte en kampagne, der vil boykotte alle israelske varer, israelsk kultur og standse akademisk samarbejde Israel?

”Jeg opfordrer ikke kirker eller kirken som sådan. Jeg taler ikke på kirkens vegne, kun på egne. Jeg boykotter varer, der er produceret i besatte områder. Jeg var ikke opmærksom på, at BDS opfordrer til boykot af alle israelske varer. Og jeg mener ikke, man skal boykotte kultur og akademisk samarbejde. I en konfliktsituation går nuancerne ofte tabt. Essensen i opråbet er ikke at bekæmpe Israel, men at afslutte en illegitim besættelse.

Og så er det også diskussionen om Bibelen: Kan Bibelen bruges til at legitimere besættelsen eller til at kritisere den? Jeg er ikke enig i en fundamentalistisk fortolkning af Bibelen, der legitimerer besættelsen.”

Kairos-dokumentet kræver international fordømmelse af Israel som en apartheidstat, ligesom det kræves, at de palæstinensiske flygtninge skal have ret til at vende tilbage. Hvad er din udlægning af de krav?

Det er ikke et krav i opråbet, at de palæstinensiske flygtninge skal vende tilbage her og nu. Jeg forstår det som et opråb, fordi det kun går én vej: Det bliver ringere og ringere for palæstinenserne og de palæstinensiske kirker. De har ikke håb. Jeg har ikke hæftet mig ved opråbet som politisk og må give afkald på at have forstand på, hvad den rigtige løsning er. Jeg er personligt berørt. Det bevæger mig, og besøg i byerne Betlehem og Hebron sætter deres spor. Der er en uretfærdighed, der ikke må glemmes. Så hellere løfte røsten en gang for meget, end en gang for lidt.

Kilde: Den fulde tekst af opråbet fra Kairos Palestine kan findes her.