Det har været interessant at følge udviklingen i Dansk Folkepartis religionspolitik i 2020. Og lettere forvirrende. De seneste uger har kristendommens betydning for samfundet været i fokus for næstformand Morten Messerschmidt. Det skal mærkes, at Danmark er kristent i flygtningepolitik, udviklingspolitik og undervisningspolitik, lyder budskabet.
Men i januar lød der andre toner fra Morten Messerschmidt. Han var inviteret til en debat i Folketinget om, hvordan kristendommen kunne præge offentligheden. Politikeren var her overordnet skeptisk over for, hvordan kristendom og teologi skulle kunne få indflydelse på det danske samfund ud over forkyndelse over for ateister. Han havde stort set ikke noget konstruktivt at sige om kristendommens rolle i den danske offentlighed ud over, at man skulle forkynde mere over for ateister og skære alle bånd over til Folkekirkens Nødhjælp.
”Hvis man udleder en bestemt politik af kristendommen, er det Satan, der hvisker i øret,” lød sammenfatningen.
Denne signatur oplevede det på første hånd som moderator af debatten.
I januar var det Fandens værk at udlede en bestemt politik af kristendommen. I august skulle kristendommen formuleres politisk:
”Kristendommen skal spille en større rolle i det danske samfund generelt, og det begynder jo med, at man artikulerer det politisk,” sagde han den 3. august i Kristeligt Dagblad.
Morten Messerschmidt mener nu, at det er en ”total misforståelse”, at ”man som politiker ikke må tale om og forholde sig til religion og have det som en del af sit politiske program”.
Kristendommen må altså godt være ”politisk program”, men man må ikke ”udlede en bestemt politik” af kristendommen.
Det er et synspunkt, som ikke behøver at være forkert. Der er teologer, der argumenterer på lignende vis. Men det er svært at formidle. Man ville ikke kunne forklare forskellen for mange europæere uden for den danske kirke-stat-model. Og spørgsmålet er, om de fleste folkekirkemedlemmer kan se, hvorfor man godt kan gøre kristendommen til politisk program, men ikke udlede en bestemt politik af kristendommen. Mange vil høre det som en selvmodsigelse. Eller i det mindste som et uklart tænkt projekt at lancere som stor værdi-mobilisering i Dansk Folkeparti.
På samme måde forholder det sig med kristendommens historiske prægning af det danske samfund.
På mødet for syv måneder siden lagde DF-politikeren afstand til det kirkelige aftryk på Grundloven. Han anerkendte ikke biskop D.G. Monrads arbejde med 1849-grundloven, men kaldte ham et ”førsteklasses røvhul”, da han blev spurgt, om det også var Satan, der havde hvisket den daværende biskop i øret, da han skrev sit udkast til Grundloven.
I august lød det så fra Morten Messerschmidt, at ”det kristne budskab i sin lutheranske aftapning har skabt det fantastiske danske samfund”. Igen kan det godt hænge sammen. Man kan godt være kritisk over for Grundloven og den kirkelige prægning af den, samtidig med at man mener, at kristendommen er en vigtig del af vores historiske arv og virkelighed, som der skal være større bevidsthed om. Men det er et komplekst standpunkt at melde ud i offentligheden. Og mange vælgere vil have svært ved at se, hvad det konkret vil føre til.
Hvorfor taler Morten Messerschmidt om kristendommens rolle i samfundet på så uklar vis? Formentlig handler det om, at der har været en ideologisk oprustning i Dansk Folkeparti, som er foregået inden for de syv måneder. Det er blevet beskrevet i samtlige medier i Danmark. Kristendom skal tilføre partiet en værdi-dimension, som man havde tidligere med de skarpe teologer Søren Krarup og Jesper Langballe.
Men der er også en teologisk forhistorie. Morten Messerschmidt har overtaget et paradoks fra den tidehvervske tradition. Man har i mange år sagt, at man ikke blandede religion og politik, alt imens man konstant blandede religion og politik. Der har i tre årtier været inkonsekvens i den tidehvervske tale om adskillelse af politik og kristendom. Og den teologiske tradition lever nu videre uden teologer i Dansk Folkeparti.