Gennem historien har kristne kirker spillet hovedroller i at fordømme slaveri. I 1688 formulerede amerikanske kvækere den første kirkelige misbilligelse af slaveri i de britiske kolonier i Nordamerika. I London var religiøs indignation drivkraften bag sammenslutningen The Abolition Society, der var afgørende i at få den britiske slavehandel afskaffet i 1807.
Men hvilken rolle spillede den evangelisk-lutherske kirke i Danmark så i slaverimodstanden, da Danmark var en slavehandlende nation på De Vestindiske Øer indtil 1848? Ikke rigtig nogen, hvis man spørger Erik Gøbel. Han er seniorforsker ved Rigsarkivet og har i 40 år læst dokumenter om danske tropekoloniers historie.
”Den lutherske kirke var først og fremmest i Dansk Vestindien for at betjene danskere. Den lavede ikke missionsarbejde og havde ikke megen kontakt med de sorte slaver. Ophævelsen af slaveriet skete meget pludseligt, og når jeg læser materialet, ser jeg ikke kirken nævnt med ét ord,” siger han.
Ifølge Erik Gøbel har den tavse tilgang til det moralske spørgsmål om slaveri fra kirkens side formentlig at gøre med afstanden mellem Danmark og Dansk Vestindien. Hvor de amerikanske kirkelige abolitionister i mange tilfælde var førstehåndskilder til slavernes forhold, var der meget få danskere og endnu færre kirkelige repræsentanter på De Vestindiske Øer i slavetiden.
”Slavespørgsmålet var meget mere teoretisk i Danmark end i USA. Meget få danskere havde oplevet det med egne øjne,” siger han.
Samme opfattelse har tidligere provst Erik Balslev-Clausen, som netop har udgivet bogen ”Bristede hjertebånd” om kirkesagens arbejde med at forbedre de kirkelige forhold på øerne i de 15 år op til salget i 1917.
Han er ikke stødt på beretninger om en kirkelig frigørelseskamp for slaverne, men påpeger, at kirken lavede socialt arbejde og undervisning på øerne i de senere år. Den etablerede for eksempel søndagsskoler, fordi religions-undervisningen i skolerne var konfessionsløs på grund af øernes mange kirkesamfund, som skyldtes især hollandsk, engelsk og fransk tilflytning.
Og fra de kirkelige repræsentanter var der i de senere år generel forståelse for det traume, slaveriet havde påført den sorte befolkningsgruppe.
”Årene efter slaveriets ophør ser vi kirkelige repræsentanter som præsten Poul Helweg-Larsen, der i høj grad har forståelse for slaveriets konsekvenser. De taler direkte om, hvordan de kan se, at den afrocaribiske befolkningsgruppe er mærket af, at forfædrene er blevet fragtet derover fra Afrika og har arbejdet som slaver,” siger han.
Den danske statskirke markerede sig altså først og fremmest efter ophævelsen af slaveriet. I modsætning var den Herrnhutiske Brødremenighed til stede blandt afrocaribierne lang tid før. Med kongens bifald fik kirken i 1732 tilladelse til at rejse til øerne for at lave kirkeligt arbejde blandt slaverne.
Det kan særligt Jørgen Bøytler fortælle om. Han er ph.d. i historien bag kirken i Brødremenigheden, som han også er præst for i Christiansfeld i Sønderjylland, og har i flere år beskæftiget sig med kirkens mission i Dansk Vestindien.
”Det var udtryk for et nyt menneskesyn, når kirken ville forkynde evangeliet til slaver. Det var et signal om, at man anså dem for at være mennesker, hvilket ikke rigtigt var tilfældet tidligere. De anså dem ikke for at være ligestillede, men de kaldte de afrocaribiske medlemmer af menigheden for brødre og søstre,” siger han.
Alligevel skal man ikke lave et fuldstændigt skønmaleri ud af Brødremenighedens indsats på øerne, siger Jørgen Bøytler. I en periode ejede Brødremenigheden nogle få plantager i Dansk Vestindien, hvor der arbejdede slaver. Det medførte debat i Brødremenigheden i Europa om, hvorvidt dette stred imod det arbejde, der ellers blev lavet på øerne af kirken. Det endte med, at plantagerne blev solgt.
Derudover har Brødremenigheden ikke spillet nogen rolle i kampen for frigørelse af slaverne.
”En stor del af Brødremenigheden var på det tidspunkt pacifister. De forsøgte at holde sig neutrale i politiske spørgsmål. De følte sig kaldet til at forkynde evangeliet, ikke til at ændre samfundsstrukturer. Samtidig henviste man til Paulus, som siger, at en slave skal være trofast over for sin herre. I dag ville man nok kalde dem passive,” siger Jørgen Bøytler og tilføjer, at Brødremenigheden muligvis også har frygtet, at kritik af slaveriet kunne få kongen til at genoverveje sin billigelse af det kirkelige arbejde.
For den lutherske kirkes vedkommende kunne dens præster ikke direkte angribe slaveriet uden at risikere deres embede. Det siger Carsten Bach-Nielsen, lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet med speciale i kolonihistorie.
I stedet gik den lutherske kirke foran på en anden måde. De lutherske præster havde som præstegårde plantager, og de blev dyrket af slaver. Præsterne kunne ikke købe fri arbejdskraft.
”Men i 1830’erne køber de danske præster kirkernes slaver fri. De sælger dem ikke, men gør dem til frie mænd. Det er en moralsk beslutning, som de træffer frivilligt 15 år før slaveriets ophør. Som ansatte i en statskirke kunne de ikke udtrykke direkte protest mod kongens ordninger, men i praksis gik de forrest med at frigøre slaver,” siger han.