Dansk kritik: FN’s arbejde for forfulgte kristne er ineffektivt

USA’s vicepræsident kritiserer FN for at være ineffektiv i arbejdet for forfulgte kristne. Han har grundlæggende ret, men det er farligt at målrette indsatsen mod én bestemt gruppe, siger generalsekretær hos Dansk Missionsråd

Den amerikanske vicepræsident Mike Pence er utilfreds med, hvordan FN hjælper de forfulgte kristne.
Den amerikanske vicepræsident Mike Pence er utilfreds med, hvordan FN hjælper de forfulgte kristne. Foto: Alex Brandon/AP/ritzau.

Den amerikanske vicepræsident Mike Pence er utilfreds med, hvordan FN hjælper de forfulgte kristne. Verdensorganisationens indsats er ineffektiv, og den svigter de forfulgte kristne ved blandt andet at lave projekter i områder, hvor der slet ikke er nogen kristne, har han blandt andet sagt.

Derfor vil USA i højere grad bruge penge på en national indsats for forfulgte kristne i Mellemøsten i stedet for at støtte FN-projekter. Men det er kun delvist en god idé, mener Jonas Adelin Jørgensen fra Dansk Missionsråd.

”Han har ret i, at hvis man ser på tallene, er FN ikke særlig effektiv med arbejdet for forfulgte kristne. Den største årsag til dette er, at der ikke bor mange kristne i FN’s lejre. De kristne har ofte flere ressourcer og kan bosætte sig udenfor, på klostre eller hos familiemedlemmer. Derfor bliver de ikke registreret som flygtninge, og det gør det svært for FN at hjælpe dem,” siger han.

Amerikanerne vil med stor sandsynlighed lykkes med at lave en mere effektiv indsats for de forfulgte kristne i Mellemøsten, vurderer Jonas Adelin Jørgensen. Alligevel tøver han med at udtrykke begejstring over beslutningen.

”Det kan være en farlig vej at gå at målrette hjælpen mod én bestemt gruppe, fordi andre i regionen kan komme til at opfatte kristne som nogle, der har stærke venner i Vesten, som altid vil komme dem til undsætning. Det kan ende med at stille kristne i en endnu dårligere situation end før, hvilket strider med et grundlæggende humanitærprincip om, at man ikke må gøre skade,” siger han.

Det konservative folketingsmedlem Naser Khader er en af forkæmperne for en afdeling for religionsfrihed, der forventes at åbne i Udenrigsministeriet efter nytår. Afdelingen ser han som et initiativ lig amerikanernes og genkender den amerikanske vicepræsidents frustration over FN’s indsats.

”Jeg er tilknyttet Hudson Institute (amerikansk, konservativ tænketank, red.), hvor mange af de mest vidende personer om kristenforfølgelse arbejder. Der har de længe haft den holdning, at FN er impotent, når det kommer til at løse problemer med forfølgelse. Derfor kan jeg godt forstå, at USA vil lave en mere målrettet indsats,” siger han.

Ifølge Naser Khader begår FN ofte samme fejl som organisationen Danmission, som han ad flere omgange har skændtes om forfulgte kristne med. I et interview med Kristeligt Dagblad roste Danmissions generalsekretær Jørgen Skov Sørensen initiativet, men sagde samtidig, at han var bekymret for, at islamdebatten blev for sort-hvid. Det brød Naser Khader sig ikke om.

”FN lider af samme problem som Danmission, der er alt for forsigtige og siger, at nu skal vi passe på med ikke at fornærme muslimerne. Der er mange muslimske lande i FN, og nogle af disse har det svært med religionskritik. Arbejdet er mindre effektivt, når man hele tiden skal tage hensyn til disse,” siger han.