Dansk missionsarbejde lider under ekstremisme i Afrika

Islamisk terror har påvirket dansk missionsarbejde. For Mission Afrika har det betydet, at de har forflyttet medarbejdere, mens det for Danmission særligt har resulteret i et større fokus på at opfordre til dialog

I det muslimsk dominerede nord ligger byen Kano, hvor denne kristne medvirker i et passionsspil som del af kirkens påskefejring.
I det muslimsk dominerede nord ligger byen Kano, hvor denne kristne medvirker i et passionsspil som del af kirkens påskefejring. Foto: AFP Photo / Aminu Abubakar.

Ingelise Benner er udsendt af Mission Afrika og underviser på en kvindeskole tilknyttet præsteseminariet TCNN i Bukuru i det nordlige Nigeria. Forleden fortalte en elev på skolen hende, at hun havde mistet en kusine. Det var den islamistiske bevægelse Boko Haram, der stod bag, og ifølge eleven var hendes kusine blevet halshugget, “ligesom når man slagter en ged”.

Historien gjorde naturligvis indtryk på Ingelise Benner, ligesom de andre beretninger om Boko Harams handlinger har gjort. Det var hård kost selv for et missionærpar som hende og hendes mand Regin Benner, som har været i Afrika siden 1992 og har oplevet lidt af hvert.

“Mest af alt er det psykisk udmattende, fordi vi reelt ikke ved, om vi er her endnu et år, eller om vi bliver kaldt hjem af Mission Afrika om 14 dage. Vi har en aftale om, at de kan kalde os hjem, hvis situationen bliver for farlig,” siger Ingelise Benner.

Mission Afrika har et andet missionærpar i Jos centralt i Nigeria, men missionsselskabet rekrutterer for øjeblikket ikke nye medarbejdere til landet på grund af risikoen. Selskabet stoppede også med at sende frivillige til det nordlige Cameroun og forflyttede de tilstedeværende medarbejdere, efter en fransk familie blev kidnappet i det område af en gruppering med tilknytning til Boko Haram i 2013.

“Situationen i Nigeria, men også i Mali, Cameroun og Den Centralafrikanske Republik, gør det svært at have folk i lande, hvor vi ellers på forskellig vis har været til stede i mange år. Det gør det også vanskeligere for os at besøge og følge op på de projekter, der i det daglige primært varetages af lokale medarbejdere,” siger Peter Fischer-Nielsen, som er vicegeneralsekretær i Mission Afrika.

Missionselskabet Danmission har også mærket den voldelige islamisme og spændinger mellem kristne og muslimer i Afrika. Især på Zanzibar og i Kenya. For dem har konflikterne betydet, at de har måttet fokusere mere på dialog mellem kristne og muslimer.

“På grund af konflikterne er det blevet en større del af vores arbejde at lave interreligiøse kurser, der opfordrer til fred og informerer om religiøse traditioner, for eksempel på Zanzibar,” siger Henrik Sonne Petersen, Danmissions programleder for kirke og dialog.

Han tilføjer, at det ikke er muligt at forkynde i de områder, hvor konflikterne har gjort størst skade.

“Vi har samarbejdspartnere, der arbejder blandt andet i Nigeria, hvor kristne og muslimer kæmper mod hinanden. Det er skidt, for det er umuligt at forkynde evangeliet til folk, du skyder efter,” siger han.

Worshippers are screened by a security guard before being allowed onto church premises in Nigeria's capital Abuja, June 24, 2012. Some churches in northern Nigeria, usually packed with worshippers, were almost empty on Sunday morning and many people stayed away in other parts of the country after a week of violence in religiously-mixed Kaduna state. At least 92 people were killed in the tit-for-tat attacks between Muslims and Christians in Kaduna last week, sparked by suicide bombings at three c....
Worshippers are screened by a security guard before being allowed onto church premises in Nigeria's capital Abuja, June 24, 2012. Some churches in northern Nigeria, usually packed with worshippers, were almost empty on Sunday morning and many people stayed away in other parts of the country after a week of violence in religiously-mixed Kaduna state. At least 92 people were killed in the tit-for-tat attacks between Muslims and Christians in Kaduna last week, sparked by suicide bombings at three c.... Foto: REUTERS/Afolabi Sotunde