I påsketiden plejer turister og pilgrimme at strømme til Jerusalem i titusindvis. Kirkerne er normalt fyldt til bristepunktet, og i Gravhaven, Gravkirken og på Oliebjerget er der store processioner og gudstjenester i massevis. Men i år vil Jerusalem ligge næsten øde hen. Kirker, synagoger og moskéer er alle lukkede. Indtil for nylig kunne præster, rabbinere og imamer holde gudstjenester uden lægfolk til stede, men heller ikke det er længere muligt, forklarer David Serner, der er udsendt som præst ved Den Danske Kirke i Jerusalem og har boet i Jerusalem sammen med sin hustru og sine to børn siden 2014.
”Byen er nærmest død. Der er stort set ingen mennesker på gaden, og det vanlige mylder af turister og pilgrimme er totalt fraværende. Der er ingen køer ved Gravkirken og Gravhaven, sådan som der plejer at være. Det er en mærkelig følelse, og man må sige, at der er lagt op til, at den stille uge bliver meget stille,” siger han.
Restriktionerne på grund af corona-pandemien er endnu mere omfattende i Israel end i Danmark. Det er kun tilladt at mødes to personer ad gangen, man må ikke bevæge sig længere end 100 meter væk fra sit hjem, og når man går ud, skal man bære maske eller på anden vis dække mund og næse. Politiet stopper jævnligt folk i trafikken for at tjekke, at der ikke befinder sig flere end to personer i hver bil, og overtræder man reglerne, vanker der bødestraf.
”Vi kender flere, der har fået en bøde for at bevæge sig for langt væk eller være sammen med andre end dem, de deler husstand med. Der sker overtrædelser i det små. Men generelt lytter folk til myndighedernes anvisninger i næsten samme omfang som i Danmark. Forskellen er nok, at tilliden til myndighederne er lavere i Israel, ikke mindst på grund af de verserende korruptionssager mod premierminister Benjamin Netanyahu,” siger David Serner.
Den seneste uge har der været eksempler på, at jøder fra ultraortodokse miljøer har trodset myndighedernes forbud ved at forsamles mange mennesker i forbindelse med begravelser, og det vurderes, at op mod halvdelen af de corona-smittede i landet findes blandt de ultraortodokse, selv om de kun udgør omkring 10 procent af befolkningen. Flere byer med et flertal af ultraortodokse beboere er blevet lukket helt ned, og militæret er blevet sat ind for at tvinge folk til at blive inden døre.
”Der er en del ultraortodokse, som generelt ikke anerkender staten Israel og derfor af princip ikke føler sig forpligtede på at følge myndighedernes anvisninger. Desuden er der den udfordring, at der for at gennemføre en jødisk bøn skal være 10 mænd til stede, og for mange religiøse jøder har det stor betydning at gennemføre gudstjenesterne, så det er der nogle, der gør, selv om de så bryder reglerne om kun at samles to personer ad gangen,” siger David Serner.
Han understreger dog, at flere ultraortodokse rabbinere har opfordret deres menigheder til at følge myndighedernes anvisning, og generelt oplever David Serner både blandt religiøse og ikke-religiøse jøder, kristne og muslimer stor forståelse for myndighedernes påbud og vilje til at efterleve dem.
”Jeg ser ikke tegn på en masse civil ulydighed, heller ikke af religiøse årsager. Jeg tror ikke, at vi vil se, at kirker eller synagoger bryder reglerne i påsken. Det er mit indtryk, at folk tager det roligt og prøver at finde andre måder at markere påske og pesach på. En del kirker arbejder med at lave møder eller korte andagter ved hjælp af Zoom, hvor de for eksempel klipper en kort prædiken ind. På den måde kan menighederne få en følelse af fællesskab, selv om de er fysisk adskilt fra hinanden,” fortæller han.
Gudstjenesterne hen over påsken er aflyst i alle de lutherske kirker i Jerusalem, og David Serner kan se frem til en meget stille påske sammenlignet med den ellers ret hektiske periode med seks gudstjenester og andre arrangementer i løbet af syv dage.
”Alle de kirkesamfund, der fejrer påske efter den gregorianske kalender, plejer sammen at arrangere en procession palmesøndag ned ad Oliebjerget med deltagelse af folk fra hele verden. Det bliver mærkeligt at undvære. Vi kommer heller ikke til at afholde vores traditionelle skærtorsdagsmåltid med efterfølgende vandring til Getsemane Have eller vandringen ad Via Dolorosa langfredag. I stedet sender vi en samlet påskehilsen ud, som lutherske kirker,” siger David Serner.
”Det, jeg kommer til at savne mest, er nok gudstjenesten påskemorgen klokken 5.45 på Oliebjerget med efterfølgende gudstjeneste i Gravhaven.”
Han overvejer, hvis myndighederne tillader det, at tage med sin familie op på Oliebjerget påskemorgen og lave en lidt kortere version af gudstjenesten, som han så vil lægge ud på sociale medier.
”Men jeg er ikke specielt stærk på det tekniske, så hvordan det skal gøres, er jeg ikke helt sikker på endnu, og i det hele taget bliver det jo en meget anderledes oplevelse,” siger han.
Han holder kontakt med danskere i byen, både studerende og fastboende, via sms’er og telefonsamtaler, og han vurderer, at folk generelt er ved godt mod, selv om nogle er bekymrede for økonomien.
”I den gamle bydel kan man også mærke, at stemningen er trykket. Der er jo ingen pilgrimme og turister til at holde gang i økonomien, og nogle sammenligner det ligefrem med situationen under den første intifada, der brød ud i 1987.”
Den anderledes stemning i byen kan dog også rumme nogle muligheder, som både jøder, kristne og muslimer er opmærksomme på, fortæller David Serner.
”Mange talte allerede før corona-pandemien om, at vi som samfund løber stærkt, også for stærkt, og nu taler folk om, at de mange restriktioner giver en mulighed for at sætte tempoet ned og skabe større nærvær i familien og også bruge mere tid på det religiøse liv. Nogle jøder taler ligefrem om, at det er en historisk chance for at få alle til at holde sabbat. Det siges, at når alle jøder holde sabbat, vil Messias komme, og nogle jøder forudser, at nu kan det endelig lade sig gøre, at alle overholder sabbaten.”
For mange jøder vil det dog føles som et stort afsavn at være adskilt fra familie og slægtninge under pesach, ikke mindst ved det traditionsrige seder-måltid, hvor man mindes udfrielsen fra Egypten.
”Det vil for både sekulære og religiøse jøder være svært at være adskilt netop denne aften, fordi det har så dybe historiske og kulturelle rødder. Det kan bedst sammenlignes med, hvis man forhindrede danskerne i at fejre juleaften med familien. Så der vil vi nok se, at nogle jøder trodser myndighedernes forbud,” forudser han.
David Serner er ikke stødt på tolkninger af corona-pandemien som en straf fra Gud og mener heller ikke selv, at det giver mening at tænke sådan om sygdomsudbruddet.
”Situationen nu er ikke anderledes, end den altid har været. Smerte og lidelse er et vilkår for mennesker, sådan som det også fremgår mange steder i Bibelen. Forskellen er, at vi nu er så mange, der oplever samme form for afsavn og til dels også smerte,” siger han.