Typisk dansk.
Det kalder religionssociolog Brian Arly Jacobsen den aktuelle debat om, hvorvidt sygehuse skal lave religionsneutrale rum frem for at prioritere kristendommen på hospitalerne. I sidste uge kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at man ved en række af de igangværende sygehusbyggerier har valgt den første løsning for dermed at imødekomme et mere mangfoldigt Danmark. Samme argument har de seneste år også ført til diskussioner herhjemme om, hvorvidt man i folkeskolen skal undervise i kristendomskundskab eller religion, og om man må servere svinekød i børnehaver.
LÆS OGSÅ: Drømmen om en farveløs mos
Og det er altså ifølge Brian Arly Jacobsen typisk for et land som Danmark samt Sverige og Norge, hvor myndighederne på grund af loven står på to ben.
På nogle områder er der tale om en liberal forfatning, og det forudsætter en religiøs neutralitet i det offentlige rum, da dette betragtes som den bedste måde at give religioner lige rettigheder på. Men forfatningen bygger også på en idé om, at vi skal være knyttet til en særlig kirke, og det er i Danmark folkekirken. Derfor opstår der diskussioner om religionsneutrale rum på sygehusene. Her vil nogle danskere se det som en fin løsning, mens andre vil finde det underligt, da de er vant til, at kristendommen er mere privilegeret end andre religioner.
Ifølge lektor på Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet Sune Lægaard diskuteres spørgsmålet om religiøse symboler i det offentlige rum i flere lande, og her kan man i grove træk tale om tre synspunkter: at nogle religiøse symboler skal have en særlig plads i offentlige rum, fordi de er udtryk for majoritetens religion, at offentlige rum bør være religiøst neutrale, fordi borgerne bør behandles lige, og at lighed sikres ved at inkludere alle religiøse udtryk.
Her passer Danmark ifølge Sune Lægaard primært under majoritetssynspunktet, hvor kristendommen har en særlig rolle. Men i takt med at folkekirkens medlemstal falder, begynder man at se mod de to andre muligheder, hvilket afspejler sig i den danske debat.
Der er to måder at reagere på mangfoldigheden på. Enten kan man sige, at alle skal være repræsenteret og fylde noget, hvilket man ser i eksempelvis Indien, hvor der skal være plads til alle symboler i offentlige rum, eller til dels i Tyskland hvor både katolikker, protestanter og jøder får støtte fra staten. Eller man kan sige, at fordi der ikke er enighed, så bør det offentlige rum være neutralt.
Den sidste tankegang kendes ifølge Sune Lægaard blandt andet fra USA, hvor ingen offentlige myndigheder og institutioner må være knyttet til en bestemt religion.
For amerikanerne kan den danske tankegang om, at kristendommen på grund af historien har førsteret, virke gammeldags, og det påvirker Danmark, for USA har stor indflydelse på os.
Ser man på spørgsmålet om religion i den danske folkeskole, fylder neutralitetstanken dog ikke så meget, siger professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Per Mouritsen.
Han bidrager til et større EU-studie, som skal afdække grænser for tolerance i europæiske folkeskoler, og her sammenligner han Danmark med Norge, nogle tyske delstater og Italien, hvor kristendommen ifølge ham fylder mere i dag end for 10-15 år siden. I Italien anerkendte man eksempelvis den italienske stats ret til at forlange, at der skal være et krucifiks i klasseværelserne ved en dom i 2011.
Når man skal forklare denne tendens, handler det om en reaktion mod det multikulturelle og islam, og argumentet har mest været noget med kristendoms værdi som tradition, identitet og kulturel retningspil. Det har handlet om at vi selvom der skal være religionsfrihed har ret til ikke at behandle alt lige.
Ifølge Per Mouritsen ligger Danmark dog langt fra europæiske lande som Irland og Grækenland, der er decideret ikke-neutrale ved at en bestemt religion, græsk-ortodoks eller katolsk, er en integreret del af skolen. Ligeledes er Danmark heller ikke så sekulært som Frankrig og USA, hvor man i de statslige skoler i stadig stigende grad prøver at undgå religion.
Uanset holdninger går ingen lande dog fri for religiøse konflikter, siger professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver, som blandt andet har forsket i religion og sekularisme.
I langt de fleste lande vil man kunne finde en flertalsreligion, nogle mindretalsreligioner og mennesker, der vil have religionen helt ud af det offentlige rum. På grund af de tre faktorer vil landene af og til stå over for religiøse emner, hvor principper som mindretalsbeskyttelse, religionsfrihed, forholdet mellem stat og kirke og beskyttelse af neutraliteten støder sammen. Der er forskel på, om det sker i lande med en traditionel religionsskeptisk linje som Frankrig og Tyrkiet eller lande, hvor flertalsreligion og stat går hånd i hånd som Polen og Italien. Men grundmønstret og dilemmaerne er de samme, siger han og tilføjer, at nogle sager dog bliver gjort mere principielle, end de er.
Eksempelvis ser jeg de religionsneutrale rum på sygehusene som en mere praktisk, fleksibel løsning end en principiel sag.