Prøv avisen

Danske atleter får ingen præst med til OL

Her på den verdensberømte brasilianske strand Copacabana i Rio de Janeiro opslår den norske og den svenske kirke på en fortovsrestaurant et fælles hovedkvarter under De Olympiske Lege. Foto: Lin Yiguang/Scanpix

Norge og Sveriges kirker sender flere præster til OL, hvor de tilbyder OL-fjernsyn, gudstjenester og samtaler for atleter og turister. Men der er ingen dansk præst inden for rækkevidde, hvis en dansk atlet eller tilrejsende skulle få brug for det

På den berømte brasilianske strand Copacabana i Rio de Janeiro ligger fortovsrestauranten Devassa. Den har den norske sømandskirke i Rio og den svenske kirke gjort til fælles base de næste uger frem, hvor skandinaviske atleter og tilskuere kan komme og hygge sig, deltage i gudstjenester eller tale med en præst, hvis en ulykke skulle ramme ude som hjemme.

Svenska Kyrkan har ved de seneste mange olympiske lege, både sommer og vinter, sendt flere præster af sted sammen med atleterne. Denne gang et hold på fire præster samt en række frivillige.

”Vi skal som kirke være der, hvor vores medlemmer er, og det gælder både atleter og tilskuere,” siger Klas Hansson, chef for den svenske kirke i udlandet, SKUT.

”Vi har gode erfaringer med, at der altid kommer svenskere på besøg for at hygge sig, ordne forskellige praktiske ting, men også for at deltage i gudstjenester og andagter. Og så er vi til rådighed med en præst, hvis mennesker har brug for støtte i mere alvorlige og personlige sager,” siger han og tilføjer, at han på grund af de skærpede sikkerhedsforhold ikke tør sige, hvor mange svenske atleter der kigger forbi i år.

Skulle en dansk atlet eller dansk besøgende under De Olympiske Lege, som begynder i dag, få brug for en dansk præst, må de modsat deres skandinaviske naboer kigge forgæves i Rio de Janeiro. Der findes nemlig ikke en dansk kirke eller præst i sambabyen, som kan træde til i en eventuel krisesituation eller holde en andagt for dem, der måtte have brug for det.

Den danske folkekirke har ellers en lang tradition for, at præster rejser med udsendte soldater på opgave rundt om i verden og for at etablere kirker for danskere bosiddende i udlandet. Danske sømænd har man fra gammel tid også valgt at tilbyde kirkelig betjening rundt om i verdens havne, men der er aldrig etableret den samme tradition omkring De Olympiske Lege.

Formanden for de danske værnspræster, Gunver Birgitte Nielsen, er dog ikke i tvivl om, at atleter og tilskuere under OL kunne bruge noget af det samme fra præsten, som udsendte soldater og danskere i det hele taget efterspørger.

”Rigtig mange mennesker i pressede eller stressede situationer har i præsten et menneske, som er uafhængigt af systemet, og som kan lægge øre til deres sorger og glæder, uden at det kommer videre, fordi præsten har tavshedspligt. Det vil også gælde for en del idrætsudøvere, som jeg tror ville sætte pris på en sjælesørgerisk samtale med en præst eller en gudstjeneste, hvis de har brug for det,” siger hun og tilføjer, at det dog ikke er noget, atlerne forventer, da traditionen ikke er der.

Ifølge formanden for Danmarks Idrætsforbund, som er Danmarks olympiske komité, Niels Nygaard, har der ikke været en efterspørgsel efter en præst fra atleternes side. Derfor har komitéen ikke følt, at der var et behov, og muligheden har ikke været diskuteret i de næsten 30 år, Niels Nygaard har været med i OL-arbejdet.

”Jeg har ikke været opmærksom på det, før jeg nu får stillet spørgsmålet. Hvis behovet hos de danske atleter havde været der, havde vi givetvis hørt om det, for vi er meget tæt på dem. Jeg ved ikke, hvorfor der er denne forskel på Danmark og de to andre nordiske lande. Måske har det noget med vores mentalitet at gøre eller en forskel i, hvordan vi bruger præsterne. Men vi blander os ikke i de danske atleters seksuelle orientering og heller ikke i deres religiøsitet,” siger Niels Nygaard, som understreger, at den danske OL-trup har psykologer tilknyttet i tilfælde af forskellige personlige krisesituationer.

Indtil videre har hverken biskopperne, idrætsudøverne, den danske olympiske komité eller kirkeministeren efterspurgt danske sognepræster i forbindelse med store idrætsbegivenheder.

Danske Sømands- og Udlandskirker kunne være en oplagt organisation at spørge, og ser man på tidligere OL-år, er det da heller ikke lysten til at sende præster af sted, det skorter på. I de tidligere OL-byer London, Sydney og Athen var de eksisterende danske kirker og præster tilgængelige for atleter og tilskuere, hvilket mange benyttede sig af.

Da der i Rio de Janeiro hverken er en dansk kirke eller præst, skal præsterne i givet fald med hjemmefra. Ifølge Anne E. Jensen, der er formand for Danske Sømands- og Udlandskirker, kræver det en tilkendegivelse af, at der interesse for at få stillet en præst til rådighed, da der skal investeres penge og arbejdskraft i projektet.

”Vi har hele tiden forespørgsler fra danskere rundt om i verden, der gerne vil have adgang til en dansk præst eller kirke. Derfor er vi nødt til løbende at prioritere, hvad vi bruger pengene på. Men vi har ikke fået en henvendelse med hensyn til De Olympiske Lege og har derfor ikke taget det med i vores prioritering,” siger hun.

Hun peger på, at netop fordi Norge og Sverige prioriterer den kirkelige tilstedeværelse for landsmænd ved store sportsbegivenheder i udlandet højt, har de også betydeligt større budgetter end Danske Sømands- og Udlandskirker.

De brasilianske arrangører i verdens største katolske land har dog ikke glemt, at mange atleter ved OL har en religiøs livsanskuelse. Derfor er der opført et multireligiøst center i OL-landsbyen, hvor sportsudøvere kan finde bederum og religiøs vejledning alt efter deres religion. Den katolske præst Leandro Lenin er koordinator i det multireligiøse center.

Marianne Fibiger, der er lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet, hvor hun har forsket i sport og religion, mener, at centret kan få betydning for nogle atleter.

”Hvis man er troende, kan der være en sammenhæng mellem bøn eller meditation som en del af den mentale opvarmning og koncentration. Det kan også bruges som en form for sjælesorg, hvor man lægger ansvaret et andet sted hen, når man nu har forladt sin familie for at deltage i OL. Det ville en psykolog sikkert også kunne klare, men er man troende, kan det have stor betydning, at samtalen foregår med en repræsentant for religionen,” siger hun.