Danske børn skriver til FN om fred i verden

120 danske børn og unge sender en række åbne breve til verden med anvisninger til, hvordan verden kan tage bedre vare på børn

»Kære verden« begynder de ni breve, som 120 danske børn og unge fra hele landet har skrevet på baggrund af en landsdækkende høring om børns rettigheder. Brevene indeholder en række opfordringer til at beskytte børn mod krig og give unge mere indflydelse. De vil sammen med breve fra andre lande vil blive sendt til FN's særlige generalforsamling om børn i New York til september. »Har du tænkt over, at der er ca. 300.000 børn under 18 år i krig hver dag? .... Har du tænkt over, at alt dette er et brud på FN's Børnekonvention?« Sådan lyder indledningen på et brev om børn og krig. Børnene finder det absurd, at børnekonventionen kun forbyder børn at deltage i direkte krigshandlinger. Som de påpeger, er det er lige så slemt at blive sprængt til døde af en landmine som at blive skudt. Derfor mener de, at konventionen også bør forbyde, at børn deltager i inddirekte krigshandlinger ved som børnesoldater at blive sendt ind i et mineret område. Børnene beder verden tænke over de mange milliarder kroner, der hvert år bliver brugt til krig, våben og ødelæggelse, som kunne bruges til at redde liv. Pengene burde fordeles anderledes, når lande i Afrika har langt større problemer med sult og fattigdom, skriver børnene. Brevskriverne finder det bemærkelsesværdigt, at de tre rigeste mænd i verden har formuer, som svarer til årlige indkomster i 48 af verdens mindst udviklede lande med 600 millioner indbyggere. De opfordrer derfor FNs børnegeneralforsamling til at sørge for en ny fordeling af jorden samt uddannelse af jordejerne. Alverdens fattige bønder skal kende metoderne til at få størst muligt afkast af jorden, og de skal kende til rigtig ernæring, så de kan være med til at forebygge fejlernæring, som hvert år kræver mange ofre blandt børn. Danske unge ønsker at bedre forholdene for børn på mange områder. For eksempel børn, der er udsat eller tvunget til børnearbejde, flugt, handicap, seksuelle overgreb, uønskede graviditeter og seksuelt overførte sygdomme. Brevskriverne, der er mellem 12 og 19 år og kommer fra skoler, gymnasier og organisationer i hele Danmark, vil i det hele taget gerne have, at beslutningstagerne lytter mere til børn og unge: »Selv om vi her i Danmark hører til dem, de har det bedst i verden materielt, savner vi større indflydelse og medbestemmelse på de ting, der er nære i vores liv. Eksempelvis i skoler, kommuner og andet. Vi ønsker, at vores meninger bliver hørt, inden beslutningerne bliver truffet«, skriver de unge og opfordrer verdens regeringer til at sørge for relevant oplysning om samfundet, så unge får lysten til at engagere sig i samfundsspørgsmål.