Danske drenge får lov at hedde Jesus

Den nye navnelov ophæver et gammelt forbud mod, at danske drenge kan døbes Jesus -- men det bliver næppe et modenavn, mener forskere

Jesus er 63 år, dansk gift og på efterløn efter næsten 40 års arbejde som smed. Og så bor han i Middelfart.

Jesus Molina kommer oprindeligt fra Spanien, hvor navnet er almindeligt. Men hidtil har det ikke været muligt at døbe danske drenge Jesus. Navnet er aldrig godkendt som fornavn, men det ændrer sig næste år, når den nye navnelov træder i kraft.

Det siger Michael Lerche fra Instituttet for Navneforskning, der godkender fornavne i Danmark.

Den nye navnelov beskytter lige som den gamle – populært sagt – børn mod deres forældre i forbindelse med navngivning. Men Michael Lerche forventer alligevel, at der sker en voldsom liberalisering af, hvilke fornavne forældre kan vælge.

– Indtil nu har forældre af anden etnisk baggrund fået lov at bruge fornavne fra deres tradition, uden at det smittede af på, hvilke navne danske forældre kunne bruge. Fra april bliver det sådan, at hvis 25 mænd bærer et

fornavn, så bliver det godkendt. Jeg er sikker på, at Jesus-navnet bliver tilladt på et tidspunkt, men jeg har svært ved at forestille mig, at det ligefrem bliver et modenavn, siger han.

Det samme siger den norske navneforsker Ivar Utne.

– Jeg kan ikke forestille mig, at selv meget troende, kristne nordmænd ville give deres drenge navnet Jesus. Det vil simpelthen blive opfattet som pralende. Skulle det endelig være, ville man nok bruge navnet Jesus som andet efternavn, så man kaldes et andet navn, men med sit Jesus-navn samtidig markerer et tilhørsforhold til kristendommen, siger han.

Formand for Indre Mission i Danmark, sognepræst Christian Poulsen, er enig, selvom hans eget navn, Christian, jo også udspringer af Kristus.

– Jeg erkender, at det er vanskeligt at argumentere for, at det ene navn er legitimt og det andet ikke. Det handler om tradition, siger han.

Jesus Molina fra Middelfart er en af 168 mænd i Danmark, som bærer navnet Jesus. De 167 andre er sandsynligvis også fra enten Spanien eller Latinamerika. I hvert fald er de 160 født i udlandet, mens kun syv er døbt i Danmark.

– Jeg er altid blevet drillet med mit navn, men det har nu aldrig rørt mig. For mig er det et almindeligt navn, siger Jesus Molina.

Jesus-navnet bæres i Danmark af næsten 1000 muslimske drenge og piger. I Koranen omtales Jesus som profeten Isa eller Issa, og det er almindelige navne blandt muslimer. Det samme er Moses (Moussa) og David (Dawoud).

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Kirke og Tro