Prøv avisen

Danske jøder føler sig stadig anderledes

Jødisk Chanukah fejring med lystænding i ottearmet lysestage på Rådhuspladsen i København.Klesmermusik fra blokvogn. Foto: Leif Tuxen.

For 200 år siden gav den danske konge jøderne et frihedsbrev, og det har de netop fejret. Men hvor fri føler man sig egentlig som jøde i Danmark i dag?

Hvis du kom ind i min familie en fredag aften, ville du ikke være i tvivl om, at her er noget, der er anderledes.

Finn Schwarz er partner i et dansk advokatfirma, og Kristeligt Dagblads læsere vil formentlig kende ham som formand for Det jødiske samfund i Danmark. Den jødiske identitet er for ham lige så meget bundet op på tradition og kultur som på religion. Hver fredag aften samles børn, svigerbarn, forældre, moster og fætter hos ham og hustruen til middag. Og til hyggelig og heftig samtale:

For mig er det fællesskabet og samtalen, ja endda argumentationen, der er særligt jødisk. For jøder er det jo altid den vidende mand, og ikke ham med musklerne, der er helten, siger han og fortsætter:

Hvis du spørger mine kollegaer, vil de formentlig også sige, at jeg er lidt anderledes. Ikke ment negativt heller ikke nødvendigvis positivt men der er en forskel på mig og de andre, siger han. Det kan ifølge ham selv være i tilgangen til juridiske løsningsmodeller, hvor Finn Schwarz sætter spørgsmålstegn ved gængse tankegange, ikke mindst med rod i den jødiske grundopfattelse af, at alt kan og bør diskuteres.

Men for Finn Schwarz er muligheden for at dyrke den jødiske kultur ved at blive indskrænket i Danmark. Ifølge Finn Schwarz skyldes det, at behovet for integration pludselig betyder, at man nu sætter spørgsmålstegn ved jødiske kendetegn som omskæring og særlige slagteritualer.

Hvis vi siger, at vi har en eller anden praksis, som vi gerne vil have fred til at dyrke, så kigger folk på os og siger forbavset: Det må I lave om, siger han.

Assimilation i det danske er en af truslerne mod den jødiske identitet i dagens Danmark, siger Finn Schwarz. Den fare kan fejringen af borgerrettighederne i sidste uge være en god anledning til at huske:

Mange jøder tillægger jo ikke deres identitet en værdi i hverdagen. Men vi har en forpligtelse til at udnytte den frihed, vi har, til at prioritere religion, musik, litteratur bare det at være jøde i et jødisk fællesskab, siger Finn Schwarz.

LÆS OGSÅ:
Jøder fejrede frihed

Lektor i antropologi Karen Lisa Salamon lever også som jøde i Danmark. Hun er bekymret for assimilation, når det sker på baggrund af mobning eller angst, som hun ser i dag:

Når man bærer på den historie, som vi gør, kan man ikke lade være med at tænke på, hvad næste skridt bliver. Jeg føler, at de politiske markeringer omkring brit milah (omskæring på 8. dagen) og schächtning (rituel slagtning) er en direkte afvisning af os som jøder i Danmark, siger hun og fortsætter efter et øjeblik:

Men den antisemitiske tone presser ikke på min identitet som jøde, kun på min identitet som dansker.

49-årige Karen Lisa Salamon valgte som teenager, at hun ville leve som jøde. Som datter af en ikke-jødisk, norsk mor og en jødisk, dansk far, der måtte flygte til Sverige i 1943, voksede hun op i et ikke-religiøst hjem, hvor faderen ikke havde behov for at leve jødisk:

Fravalget er en klassisk jødisk strategi. Især i årene efter Anden Verdenskrig usynliggjorde mange deres jødiske identitet. Nogle lod sig døbe, andre skiftede til danske navne i angst for, at det hele kunne ske igen.

Karen Lisa Salamon og hendes jødiske mand er medlemmer af den progressive jødiske menighed i Danmark. Parret har opdraget deres to døtre i den jødiske tradition og ladet dem gå i jødisk skole i en del af deres skoletid. Selvom døtrene også har gået i folkeskole og almindeligt dansk gymnasium, prioriterer de at være med, når familien samles fredag aften. Så går de til fest bagefter.

Sådan er betingelserne, hvis man vil være en del af et samfund, der ikke indpasser minoriteters traditioner i dagliglivet. Ofte ligger de travleste perioder samtidig med vores vigtigste højtider, og jeg har aldrig oplevet, at skoler eller arbejdspladser har tilbudt at tage hensyn, når jeg har nævnt, at jeg holder jødiske helligdage, siger Karen Lisa Salamon. Men det er ikke altid, at hun nævner det, så mange ved slet ikke, at familien er jødisk.

Danskere har jo ofte en blufærdighed omkring tro, og den er tilsyneladende endnu større, hvis der er tale om jødedom. Vi har ofte oplevet, at folk reagerer mærkeligt og nærmest opfatter det som upassende at tale om, så derfor lader vi være, med mindre vi bliver spurgt direkte, forklarer hun.

Mange danskere har svært ved at forstå, at familien kan praktisere jødedom uden at være ortodokse. Men hos Karen Lisa Salamon lever familien efter hendes udsagn efter jødiske traditioner på samme måde, som de fleste danskere holder jul og samles med familien til påske. Men hun tilføjer, at for hende er noget af det, der kendetegner jødisk identitet, at man ikke så let kan adskille tro og kultur:

Vi har jo et andet trosbegreb end i den lutherske kristendom. Vi har ikke samme dyrkelse af den personlige inderlighed, så jeg kan sagtens være i tvivl, om Gud findes, og samtidig være religiøs jøde, fortæller hun.

Uvidenhed, fordomme og akavethed er hyppige reaktioner, unge danske jøder møder hos deres jævnaldrende, når talen falder på jødedom:

De har ofte svært ved at tro, at en ung dansker virkelig kan praktisere jødedommen, som de enten tror er uddød eller forbinder med mellemøstkonflikten. Flere viger tilbage for at bruge ordet jøde direkte, men spørger hellere Har du jødisk baggrund? eller ligefrem er du af jødisk afstamning? siger Karen Lisa Salamon og spørger:

Er det, fordi de tror, at jødedommen kun er fortid, eller er det, fordi ordet jøde igen er blevet et skældsord? Jeg har flere gange hørt det brugt sådan, og det er ubehageligt.